Hvad alle piger drømmer om!

2014
03.06

Så er det gjort – jeg har talt med en mand om et hus og han har lovet at sende et i uge 19…. ! Og så er det vidst også lagt fast hvad vi skal lave i sommerferien. Det er meget meget vildt for mig at tænke på at vi skal bygge vores helt eget hus med kakkelovn og alt muligt i. Jeg har sådan set også tænkt på det non-stop siden det gik op for mig at vi måske kunne få det til at ske. Ægyptologen har velvilligt indvilliget i at stå for samlingen af husbyggesættet og flere af vores slægtninge og venner har uforsigtigt tilbudt deres hjælp. Det bliver bare ubærligt spændende at se det udfolde sig fra nu af og indtil jeg forhåbentlig kan tænde op en halvkold efterårsmorgen inden jeg vækker ungerne der sover på deres værelser og hemsen, jeg vækker dem med kakao for det er jo en drøm.

En sjov (sjov i betydningen “undskyld er det ikke det I lever af?”) oplevelse i øvrigt at forsøge at få kontakt med en bank når man godt vil låne 120.000 – det gider de faktisk ikke tale om, vi flyver simpelthen under bankens radar. Nå heldigvis lykkedes det jo altså og jeg har bestilt 1 stk Nynorm Eskildsø træhytte med det hele hos den meget rare Nynormmand. Dvs væggene bliver altså ikke isolerede i denne omgang men taget gør. Vand og strøm kommer også til at vente – det bliver sjovt at forsøge at forklare det til de andre i haveforeningen der nok allerede synes at vi er ..spøjse? Vi vil skam også have begge dele men det med strømmen er dyrt og jeg har fundet ud af (efter kun få tusind timers googling) at det nok er billigere at installere et lille solcelleanlæg på et tidspunkt. Vandet kræver egentlig bare at vi graver en rende i hele havens længde til at lægge nye vandrør i, og selvfølgelig også lige graver en faskine, men da vi jo stadig ikke har en gravko er det heller ikke nogen lille arbejdsopgave. I det hele taget forsøger jeg at dele tingene op så meget som muligt så vi både arbejdsmæssigt og økonomisk ikke kommer ud på dybt vand. Det er kyllingestyle men efter alt det der med tvillingerne og phd’en forsøger vi på at passe lidt på os selv. Ellers tænker jeg meget på træbeskyttelse, om det nu skal være gammeldags kemi som i tjæremaling der giver et skibsduftende og let klistret hus, eller om det skal være moderne kemi der også dufter dejligt (!) og som bliver helt tørt at røre ved. Og så er der naturligvis slotsgruset som er en særlig blanding af ler og sten i forskellige størrelser som slots- og ejendomsstyrelsen har udviklet og som har den store fordel at den ikke kræver noget underlag, vi får jo brug for at etablere en belægning rund om huset og fliser er besværlige og dyre, derfor er slotsgruset genialt. Slotsgrus er hvad alle piger drømmer om.

Share

At have eller ikke at have

2014
03.01

Jeg kan lige så godt bekende det – jeg har begået en synd der er endnu værre end autogoogling, jeg har siddet læst mine egne gamle blogindlæg og ikke nok med det, jeg nød det. Så er det sagt. Det var dejligt at blive mindet om alle de ting vi har lavet i Pomona og alle de ideer jeg har forsøgt, med utroligt skiftende held, at føre ud i livet i den have. De sidste tre år i haven har været mindre skønne, vi har seriøst overvejet helt at droppe den fordi tiden og energien simpelthen ikke var der, en phd, et fuldtidsarbejde og 4 unger krævede de kræfter vi havde så der var ikke meget tilbage til haven. Jeg elsker min have men omkostningerne kan også blive for høje når familiens ressourcer er knappe. Sidste år kunne vi dog så småt begynde at mærke hvordan det kunne blive igen nu hvor tvislerne er blevet mere selvkørende og den kroniske undtagelsestilstand små børn bringer med sig er ved at være overstået igen. De små kan lide at være i haven og det kan de store faktisk også stadig. Nu barsler vi, så at sige, med et helt nyt projekt for Pomona. Sagen er jo at vi er endt med at bo i en by hvor boligpriserne er at sammenligne med Frederiksbergs og at det derfor er os umuligt at købe en bolig med et passende antal værelser. Eller sagt på en anden måde: Vi har valgt at basere vores familieplanlægning på andre parametre end de økonomiske. Det betyder at vi bor supercentralt (jeg er i en løbende dialog med mig selv om jeg gider at tage overtøj på for at gå på arbejde, jeg kan stort set ikke nå at blive kold inden jeg er fremme) og rimeligt billigt, men vi mangler altså 250 kvm for at have hvad der svarer til det gennemsnitlige antal boligkvadratmeter pr dansker x 6. Når vi ikke har lyst til at flytte (skulle vi finde et sted vi havde råd til ville det være så langt væk fra byen at den hurtigste vej på arbejde og til skole ville være igennem jordens indre) og ungerne lader til at trives i deres hems- og køjesenge så er alt jo sådan set fint. Sagen er dog den at vi må se i øjnene at Storen bliver teenager om 4 måneder og at storelillen forventeligt også rammer puberteten inden for en overskuelig fremtid og så kan det jo godt være at to soveværelser til 6 mennesker bliver lidt lidt. Erfaringer har også vist at det der med kærester i hemssenge kan blive… Ihvertfald har vi udtænkt den, synes vi selv, geniale, plan at bygge et kæmpe kolonihavehus i stedet for det lille skur der nu står i Pomona. På den måde kan familien sprede sig ud over to adresser når der er behov herfor, storen og storelillen kan få hver deres værelse i havehuset OG moren kan få mange mange flere dage i haven fordi det bliver til at holde ud også for den lidt mere praktisk indstillede ægyptolog at overnatte i haven jævnligt. Det er i skrivende stund den 2. marts og jeg har ikke købt et eneste frø, jeg har dårligt nok været i haven hele vinteren men min stakkels hjerne koger af projekt hus, det er det sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn om aftenen og det første jeg tænker på om morgenen – det er ligesom jeg plejer at have det med at vælge frø til køkkenhaven…

Share

Bikkelstær og barbarer

2013
05.20

Man må sige at pinsen har vist sig fra sin allerpæneste side her hos os i Pomona og alting vokser amok. Overskriften referer til den nye stikkelsbærbusk der allerede har bittesmå nye bikkelstære hængende under grenene – det synes jeg er både sødt af den og ret overskudsagtigt når man tænker på at den nærmest lige er blevet plantet. Barbarerne er den grønne horde i det nu nedlagte staudebed. Rabarberne breder sig majestætisk og selv havesyren har fundet sin overmand i vækstkraft og -tempo. Med lidt dårlig samvittighed har jeg valgt at fjerne de tårnhøje blomsterskud på nær et enkelt der var lyserødt – åbenbart får vinrabarber lyserøde blomster og dem kunne jeg ikke nænne at fjerne, jeg har jo også sikret mig en god forsyning af lårtykke “hesterabarber” der altså efter min mening er fuldt så gode som de mere pjevsede vinrabarber. Jeg har i øvrigt givet den som køkkenhavens Stalin igen efter endnu engang at have fået kolde fødder når der skal ryddes et bed. Sagen er at der er så mange ting der spirer frem af sig selv fordi planterne får lov at stå i jorden vinteren over og derfor kaster frø inden jeg fjerner dem (det gør jeg både af hensyn til jordstrukturen og dyrelivet.. og lidt fordi jeg som regel har virkeligt travlt om efteråret lige i den periode hvor man kunne rydde køkkenhaven). Frøene spirer frem til nye californiavalmuer – der startede som en farveblanding men nu har udviklet sig til en population af udelukkende pusfarvede individder (hvad der er meget yndigt sammen med de hudfarvede akelejer) morgenfruer, rød mælde – som jeg tror jeg nok skal få en del sjov ud af, den er lige så livskraftig som havesyren men altså også ret flot fordi den er fuldstændig rødbedefarvet og endelig dem som blev ofre for en tvangsflytning af stalinistisk tilsnit, nemlig honningurt. Jeg har hørt onde tunger hævde at det er en firseragtig blomst men jeg synes at den er meget pæn og bierne er helt tossede med den – ergo kunne jeg ikke nænne at ofre alle de honninurt(er?) der var spiret frem i det tredje bærbed som skal have dug og flis på ligesom de to andre bede. Honningurterne står nu og ser temmeligt chokerede ud i deres nye kolkhos-højbed og jeg håber meget at jeg har mere held med projektet end Stalin… Det er skidt at flytte enårige planter når de er næsten i blomst men det var det eller den visse død under ukrudtsdugen.

Der var måske ikke lige frem tale om livsfare men bamsen og egernet havde sidst på dagen pludselig meget lyst til at slå hinanden ihjel, muligvis i frustration over en mislykket kattejagt. De er heldigvis ret ligeværdige selv om de slås forskelligt; bamsen skubber, grabser og maser egernet og slår hende måske lidt med flad hånd mens egernet har et lynhurtigt kobraegernangreb hvor hun hugger sine skarpe tænder i bamsens arm eller ryg.. men de må selvfølgelig ikke slås. Havens øvrige dyreliv har ret travlt med det man bruger den anden halvdel af livet på: Sauronskaderne har muligvis en rede i det gamle blommetræ men jeg tror ikke der er unger i, jeg ved ikke om det er en ekstrarede eller hvad for de plejer jo at have unger i granfortet inde ved siden af. Der er dog stensikkert unger i kassen i æbletæet men det er endnu ikke lykkedes mig at se forældrene så jeg ved ikke om det er musvitter, blåmejser eller spurve, vi har vist haft alle tre før. Skulle nogen have lidt tid til overs mellem al den krig og kærlighed er Pomona nu også blevet beriget med en yndig blå plasticsandkasse. Eller ihvertfald står den yndigt under det lille æbletræ som har haft så mange blomster i år at ungerne syntes at det lignede en puddelhund. Det passer egentlig meget godt, æblerne på det smager også lidt ubestemmeligt, måske af puddelhund?

Share

Et tabt vildnis

2013
04.29

Åh hvor skønt at det er blevet rigtigt forår og hvor endnu mere skønt at der var tid til at komme i haven. Vi nød en sjældent harmonisk dag med tid til både hygge og arbejde. Jeg fik plantet en række gule hindbær og lærte ved den lejlighed at det der med at plante igennem huller i ukrudstdug nok virker vældig smart men det gælder altså kun hvis det der skal plantes ikke kræver et større plantehul end at det kan graves med en dessertske – og den kategori falder hindbærbuske så ikke i. Heller ikke selvom de bare ligner pinde med rødder på. Faktisk slog det mig undervejs at det muligvis er ret åndssvagt at plante hindbær under dug fordi de spreder sig med jordskud og det kan de jo ikke komme til hvis dugen tjener sit formål, og så får jeg jo ikke flere hindbærbuske. På den anden side er successen jo så sikret både hvis dugen dur (så jeg slipper for ukrudt men må købe mig til flere hindbær) og hvis den ikke virker (så jeg får både buske og ukrudt). “Hvis ikke man har andet har man da sit gode humør” for nu at citere Mis med de blå øjne.

Humøret fejlede faktisk slet ikke spor på vores havedag. Egernet og bamsen er blevet meget begejstrede for at køre trillebør og for at åbne og lukke døren til legehuset og lillestoren var en supereffektiv medhjælper da vi rensede terrassen for alt vinterens nullernaller. Haveveninden var også forbi og hun stillede det spørgsmål det alligevel endte med at dryppe en smule malurt i mit normalt så begejstrede havebæger. Vi stod og skuede ud over Pomonas åbne vidder (Projekt Prærie) og hun spurgte om jeg ikke synes at det var dejligt at det var blevet så overskueligt og da slog det mig: Jeg synes mange ting om hvordan Pomona ser ud nu, jeg synes at det er nødvendigt, praktisk, rart at der (måske) bliver tid til at være i haven uden at knokle og en stor lettelse (måske) at slippe for at få skældud for overtrædelse af haveforeningens vedtægter men nej, jeg synes ikke at det er dejligt. I første omgang mente og sagde jeg højt at det er fordi bar jord og græsplæne er økologisk meningsløst og kravene til hvordan haverne skal holdes afspejler en komplet oldnordisk eller snarere halvtredserparanoid tilgang til havebrug. Men det er ikke det der er den rigtige grund, den troede jeg var det lidt pinlige faktum at jeg er sur over hvordan haven ser ud fordi jeg ikke selv har valgt det men i stedet for har måttet bøje mig for netop foreningens krav.. men det er ikke engang det der er den rigtig grund. Den rigtige grund er at jeg er romantiker i, hvad jeg mener, er ordets egentlige forstand, altså ikke sådan kyssenysse du skal købe roser til mig men sådan at naturen er levende og besjælet og sådan at ordet vildnis er et af de smukkeste ord der findes. Jeg kan ikke rive en plante op uden at føle et stik af dårlig samvittighed, det betyder ikke at jeg ikke gør det men jeg gør det aldrig uden at være bevidst om det. I en have sker alle forandringer på bekostning af noget andet og forandringerne i Pomona har bestemt krævet sine ofre. Jeg ved ikke om feerne har fundet nye steder at bo eller om de stadig kan finde ly hist og pist. Sauronskaderne hos naboerne er nok ligeglade men mon der stadig er insekter nok til en musvitfamilie? Studenternellikerne er næsten væk og det er alle stauderne naturligvis også, jeg kommer til at savne riddesporerne der er så smukt blå og så frygteligt giftige og også de stædige flox, ingen af dem er uerstattelige, sjældne eller noget særligt udover at de var mine og mit ansvar og at de er ofre der bliver mindet som en smag af malurt i mit bæger og en mumlet hensigtserklæring om at jeg graver den lortegræsplæne op når ungerne er blevet lidt større. Og så drømmer jeg lige lidt om at få fat i endnu et legehus fordi et slet ikke er nok og det vil se fantastisk hyggeligt ud med et hus på jorden sammen med det blå hus på stylter og ååh lyse fremtid, måske får jeg engang råd til at sætte et rigtigt hus på, med kakkelovn og strøm og separationstoilet…

Græs, græs, græs så langt øjet rækker (og nej, man må stadig ikke spille fodbold)

Share

Æg i hovedet?

2013
04.23

Egentlig var det tanken at jeg ville skrive et indlæg om at tage hul på en ny havesæson der altså står for døren trods fimbulvinter og et hverdagsliv der på mange måder minder mere om 4-5 forskellige tvserier afspillet simultant (tænk Buffy+Matador+Fringe og Blomsterbørns Børn på en gang, men med mere skidt). Det er dog ikke udfordringerne inden for hjemmets fire vægge der optager min mentale kapacitet så jeg ikke får analyseret mig frem til lige nøjagtig hvilke gulerodsfrø der skal gøre mig lykkelig i år – næh denne gang er det langt værre. Min verden er gået fuldkommen i selvsving. Op er ned og ned er op, fornuft og rimelighed er fuldkommen forsvundet. Og jeg er sgu godt klar over at både fornuft og rimelighed er et privilegium vi i den forkælede del af verden (og den forkælede del af samfundet) har givet os selv, men nu er der altså nogen der har taget begge dele fra undertegnede og jeg har svært ved at dyrke min kruspersille og vende verden ryggen bag ligusterhækken (og ja, jeg har faktisk en ligusterhæk, en lang en – eller ret beset har jeg to men den ene er mest død og alt muligt andet end liguster). Det der presser sig på er selvfølgelig intet mindre end hendes majestæt dronningens egen regering der opfører sig så man kommer til at tænke på nogen af de der snyltesvampe der får myrer til at holde op med at æde og sætte sig til at dø højt oppe på et græsstrå for at svampen kan sprede sine sporer, eller snyltehvepse der får en larve til at sidde musestille mens den bliver ædt indefra – på en måde ville det være en lettelse hvis der pludselig kravlede en lille ny Lars Løkke eller Joakim Olsen ud af nakken på Bjarne Corydon eller hende den nye SFboss, jeg mener så ville jeg have en forklaringsmodel der gav mening: Nogen har lagt æg i fremstående regeringspolitikere og deres centralnervesystemer har ikke længere til formål at sikre deres egen overlevelse idet snylteren har overtaget kontrollen og bruger værten som agent for sig selv. Det ville selvfølgelig være frygteligt trist for de berørte (og give både lus og børneorm vildt meget baghjul på klamhedens top ti) men det ville forklare mange ting og derved give mig ro i sjælen. Desværre er det jo nok ikke tilfældet – ikke sådan i bogstavelig forstand ihvertfald så jeg må på anden vis forsøge at forstå hvorfor både mit eget arbejdsliv og hele samfundets liv skal trækkes igennem en trist gang visionsløs blå sparepolitik der bliver præsenteret som objektiv nødvendighed (som om økonomi var en eksakt videnskab der præsenterer objektive sandheder). I stedet kommer jeg faktisk til kort – jeg plejer at have en rimelig god forståelse for hvorfor politikerne handler som de gør, hvorfor de gør noget andet end det jeg synes de burde og hvad konsekvenserne er.  Jeg vil endda gå så langt som til at sige at jeg som regel har tillid til at de fleste politikere vil samfundet det godt også når jeg er meget uenig med dem i hvad det gode er. Men lige nu, med lock-outen af lærerne, den nye offentlighedslov og vækstpakken ja så fatter jeg faktisk ikke en bønne… og jeg der ellers holder så meget af bønner. I Pomona tager vi de skridt vi kan og går i ideologisk overlevelsesmode indtil jeg har fået grejet denne bizarre situation. Foreløbig har jeg besluttet at der ikke skal lægges nogen blå congo, tiden er overhovedet ikke til blå læggekartofler. Til gengæld har jeg fået fat i nogen røde jeg ikke har prøvet før, sidste år var de røde kartofler repræsenteret ved sorten Rosara som var lækker og frugtbar, i år bliver det Cerise sammen med Linzer og Monaco der er gule. Desuden har jeg plantet nye bærbuske i køkkenhaven der således er blevet endnu mindre. Der er meget der tyder på at normaliseringen af min arbejdstid kommer til at betyde at weekendarbejdet bliver endnu mere omfattende end det er nu så det er nok godt ikke at regne med at kunne nå alt for meget andet. Jeg har også lidt gjort det fordi tvislerne er i bæralderen hvor de kan æde tilsyneladende fuldkommen ubegrænsede mængder af bær så det er godt med en fast forsyning. Der er dog ikke blevet plads til deres favoritter blåbærrene, ikke så meget af ideologiske hensyn som fordi de er surbundsplanter og jeg ikke lige orker at etablere et surbundsbed. Egentlig har vi haft gang i mange projekter så Pomona er helt transformeret efterhånden men mere herom senere. Jeg vil dog lige nævne at alt tyder på at i år bliver året hvor jeg får mange rabarber, beddet på 5×1,5 kommer til at give pote det er jeg næsten sikker på og så er der jo noget der, trods alt, giver lidt mening…

Share

Årets gang

2012
08.12

Alle ved at havebrug gør en bevidst om naturens kredsløb og årets gang, men der er en anden cyklus som bliver mindst lige så tydelig hos haveejeren – det er den evige forskydning mellem den potentielle og den realiserede have. Hvis året starter i Januar så er midvinterperioden havens mest potentielle fase, den faktiske have er i dvale men alle haveejerens tanker og drømme og planer om haven i denne sæson, blomstrer og gror. Efterhånden som forårs- og sommermånederne kommer og går bliver bevidst- og virkeligheden overtaget af dette års realiserede have. Man ser hvad der lykkes og hvad der kommer op af jorden og hvad der kan nås og ikke nås. Høsten i køkkenhaven er det realiserede udtryk for Januars drømmerier over frøkatalogerne og havens generelle tilstand viser med al ønskelig tydelighed den konkrete indsats ydet af både haveejeren og alle de andre ting der spiller ind, dvs vejret, feer (hvis man spørger lillestoren), dyreliv osv osv. Årsagen til hele denne smøre er at dagen i dag blev tilbragt med at klippe hæk og luge køkkenhave på de konkrete plan men samtidig sneg der sig drømmerier og ideer ind til næste år. Jeg har altså så småt taget hul på næste års potentielle have og på den måde også på en ny årstid. Hvilket da også blev smukt illustreret af at gæssene igen trækker over haven og de første brombær i ruinen er modne. Ahh, næste år, hvor mange ting sikkert vil blive langt bedre og hvor der (på nuværende tidspunkt) er overskud til at overveje adskillige interessante anlægsprojekter. Alt lykkes i den potentielle have! Heldigvis er der også noget der lykkes i dette års realiserede have, bestyrelsen var forbi og havde ikke noget at indvende hvilket var lidt af en sejr, langt mere interessant lader det til at blive æbleår i år, hvilket er virkelig skønt. Ægyptologen har tilsået sidste fase af operation prærie så haven snart består af ca 2/3 græs og køkkenhaven er, om ikke decideret ordentlig, så ihvertfald frodig. Den række honningurt der har ædt sommergulerødderne tiltrækker så mange bier og sommerfugle at det ser helt magisk ud og det er faktisk meget fint med solsikker og rød mælde sammen oppe i et par meters højde. Hvepseproblemet har løst sig selv idet de ellers heroisk kæmpende hvepse i mældebeddet er forsvundet uden forklaring og de nye jordbær sender lange udløbere ud over det hele så der måske er til en ekstra række. Endelig er det jo altid en kilde til fornøjelse når der er noget at høste og spise og det benyttede de store unger og jeg os af, efter at de på den mest samarbejdsvillige måde havde samlet al hækkeaffaldet op. Det er ellers en træls tjans at pille stumper op af det dybe grus på stien men de klarede det fornemt. En forbipasserende dame gav os et fantastisk og indlysende fif som var så smart at man føler sig lidt som en idiot over ikke selv at være kommet i tanke om det: Man lægger selvfølgelig en pressening ud under den hæk man skal klippe – så er der nix pille op bagefter. Det gør vi helt sikkert næste gang! Den efterfølgende frokost bestod af havesuppe lavet af havesyre, rød mælde, persille, aspargessalat og hestebønner. Havde vi husket det var der også kommet mynte i men den var nu god alligevel. – Og så SKAL jeg altså huske at sætte kartofler i det tredje bed fra legehuset til næste år, og måske kunne man lave en slags bue til brombærrene, og en løvhytte i det våde hjørne, og de der bærbuske, og hvis man saver kronen af rønnen kunne den bruges som udkigstårn og ville ikke længere skygge, og hvis man fik ryddet gruspladsen ville den blive en skøn terrasse… til næste år…

Share

En særlig sommer

2012
08.07

 Som det kan ses på billedet har familiens yngste taget haven til sig (så vidt jeg husker står de og diskuterer om kassens indhold, som er ukrudt, kan spises eller kun egner sig til at kaste med). Det har ellers holdt hårdt at få tid til at passe have samtidig med at tage sig af de små. Vi har mere end en gang seriøst overvejet at sætte Pomona til salg, når påbud fra bestyrelsen og vores manglende overskud har fået det hele til at tage sig aldeles uoverskueligt ud. Nu tror jeg dog at det hele lysner lidt. Vi har fået anlagt en stor ny græsplæne og er klar til at så græs på endnu en 1/4 så snart stykket har fået en sidste omgang tromling. Og det er faktisk ret pænt og overskueligt med alt det græs. Køkkenhaven står ganske flot og vi har så mange kartofler at vi ikke aner hvad vi skal gøre med dem. Kartofler har jo den fordel at de er totalt idiotsikre og skal luges meget lidt. De kan også lide hestemøg åbenbart for vi har aldrig haft så store kartofler før… set i det lys er 20 meter kartofler nok lidt meget. Hestebønnerne er også fine, jeg har sat en masse gladiolus imellem dem og de står nu med laksefarvede (surprise!) blomster mellem de høje bønneplanter. Min køkkenhave er kun halvt så stor som sidste år så jeg håber at kunne dyrke den rigtig fint til næste år… Hvad man ser demonstreret her er nok en god forudsætning for at være en glad (og vedvarende) haveejer, der kommer jo altid en ny vækstsæson hvor det hele vil lykkes meget bedre! garanteret… nemlig. Ihvertfald er det dejligt at tænke på. Og ret skal være ret, tingene lykkes faktisk nogengange. I år har jeg for eksempel endelig fået etableret et rabarberbed der sparker røv. Jeg fik nogen planter af vores nye naboer og de har fået et helt bed sammen med nogen af de gamle vinrabarber, nu har jeg kæmpestore frodige rabarber og en klar forventning om at kunne lave rabarberorgie til næste forår. Jeg har også fået lagt fliser ud mellem bedene i køkkenhaven og det er virkelig nydeligt og praktisk. Hækkebuen ind til haven er også ved at være rigtig fin. Endelig er det meget dejligt at opleve at det faktisk kan lade sig gøre at bruge haven med de små, de har stor fornøjelse af at snaske rundt med jord og dyr og de små rådne æbler der drysser af på denne tid. Jeg forstår ikke helt attraktionen ved dem men de lader til at smage fantastisk når man er 10 måneder – muligvis fordi det er selvfanget vildt. Det store spørgsmål lige nu er hvordan jeg skal gribe projekt nye bærbuske an. Med en rask beslutning fjernede vi de rækker af frugtbuske der dels stod i haven og som vi dels selv havde sat. Ingen af buskene (solbær, hindbær, stikkelsbær og ribs) gav ret meget hvilket var lidt mystisk for mig. Særligt ribs har altid stået for mig som noget der nærmest kommer af sig selv. Lidt fagbogslæsning kunne dog forklare at buskene faktisk kan få en virus der ikke slår dem ihjel men hindrer dem i at bære mere end symbolsk. Da buskene ikke kan kureres og de stod i vejen for fræseren, ja så måtte de lade livet. På nær en Hollandsk Hvid (ribs) som jeg købte på planteskolen sidste år. Ved nærmere eftertanke må den nok væk også for ikke at smitte nye buske. Nu har jeg så (næsten) en stor græsplæne hvor bærrene plejede at være – men også en stærk trang til at nå at få nye buske i jorden til efteråret hvor det jo er bedst at plante dem. Udfordringen ligger i at finde en god måde at fordele planterne i forhold til det rent æstetiske men også rent praktisk så de får gode vækstforhold og ikke kommer i vejen for plæneklipperen! Det er en dejlig ting at gå at pusle med.

Share

Force majeure som udgangspunkt

2012
03.25

- Eller om hvordan en fredelig dag i haven udviklede sig. At hverdagen med to babyer og to større børn kan udvikle sig i hektisk retning er sikkert aldeles forudsigeligt for de fleste, men overraskende overraskende for mig der er moren i foretagendet. Jeg fortsætter glad og fro med at forestille mig at jeg kan nå alt muligt hvilket medfører en del surhed når jeg selvfølgelig ikke når det jeg havde planlagt og i stedet ender med at “bare” at passe børn. I dag var udset til at være anderledes, idag skulle mor, storen, lillen og tvislingerne bare hygge stille og roligt i haven, bare nyde solen og være sammen uden surhed og skuffede forventninger… Den første hurdle er altid at komme ud af døren, eller det vil sige selve det faktisk at gå ud af døren er sjældent problematisk, det er mere alt det der kommer lige før og lige efter der kan drille. Først skal alle 4 børn være vågne samtidig, være påklædte og ikke alt for sultne, derefter skal der pakkes et par småting som for eksempel madpakke, sutteflasker, mælk (til kaffen), mælk (til de små), skiftetøj, bleer, overtræksdragter, solhatte og sweatre osv osv. Så kommer selve det med døren som går rimelig glat, hvilket også gælder for gåturen ned  i haven. Vel fremme i haven lykkes det fakisk at fremstille en hurtig gang frokost til dem af os der har tænder mens de andre sover. Første baby vågner mens vi spiser men det er kun hyggeligt. Efter frokost sidder vi 3½ minut på græsset indtil jeg får den gode ide at jeg da liiiige kan flytte lidt på en grenbunke – det tæller ikke rigtig som havearbejde men skal bare lige gøres for at vi kan sprede det møg ud som de store unger og jeg hentede på rideskolen i ladcyklen i går.

En ladcykel med lort i

 Jeg når nærmest ikke andet end at hive lidt i en pind før vores nye og meget søde nabo kommer farende og foreslår at vi låner hendes flismaskine (har sådan en et navn?) til at flænse grenene med. Det virker som en god ide – så behøver den hårdt prøvede ægyptolog ikke at bekymres med dyngen. Lynhurtigt får vi trillet det arbejdsbesparende kræ hen ved siden af dyngen og sluttet til naboens strøm med adskillige lange forlængerledninger. Den ser sjov ud den maskine og det synes storen også så han får lov at sætte i værk, naturligvis efter at den ansvarlige forælder har sikret sig at det kræver en højere grad af idioti end hun kan forestille sig storen udvise at komme til at proppe sig selv i maskinen. Simultant hermed er haveveninden ankommet til tidligere lovet kaffe og lillen stukket af hjem til bedsteveninden. Alt ånder således fred og ingen fare da jeg, baby og veninde sætter os for at drikke kaffe mens storen flænser grene – glæden er dog ret kort for barnets naturlige nysgerrighed byder ham selvfølgelig at teste maskinens formåen ved at fodre den med en meget tyk gren som den forudsigeligt nok kløjs i. Kaffen må vente og veninden og jeg er pludseligt travlt beskæftiget med at forsøge at trække en æbletræstamme ud af en flismaskine ved hjælp af et udvalg af præcisionsværktøj, herunder en pløk, en papegøjetang og en hæksaks. Faktisk proppede vi også storens arm ned i maskinen fordi hans var den eneste der var tynd nok til at nå ned til kværnen, men intet hjalp. Maskinen havde opgivet ånden. Jeg måtte endda smøre ungens arm med spyt (både hans og mit) for at få den op af maskinen igen. Alt dette foregik selvfølgelig mens vi roterede den ene, vågne tvisling imellem os. Her valgte tvisling nummer to at vågne og al aktivitet måtte udsættes for at fodre de små som storen efterfølgende blev sendt ud og trille tur med så jeg med fornyet fokus kunne kaste mig over at få det efterhånden overhovedet ikke spor arbejdsbesparende redskab til at gå i du igen, men helt uden held. Nu skylder jeg naboen en kompostkværn, børnene endte med at passe sig selv og hinanden, kaffen blev kold og jeg har ca 4 liter flis liggende som jeg ikke helt ved hvad jeg skal bruge til. Men… det var sgu da ikke til at vide at det ville ende sådan?

Share

Et anderledes forår

2012
03.05

Nu er foråret umiskendeligt på vej igen, og store ting er i vente i haven. Familien er vokset med hvad der i daglig tale kaldes tvislingerne og jeg må erkende at haven må tilpasses vores formåen som genetableret småbørnsfamilie. Sidste år var en havekatastrofe hvad foreningsbestyrelsen da ikke var sen til at bemærke. Sjovt nok pyntede det slet ikke at vi stort set ikke kunne lave noget i haven fra juni og frem. Der kom lige en mave, en flytning og en fødsel i vejen. Den grønne vinter har også tilladt alting at gro videre indtil vi endelig fik lidt kulde i februar. Jeg har gjort hvad jeg ikke troede at jeg nogensinde ville komme til og tilkaldt en anlægsgartner der skal gøre projekt “ryd op og ryd ud” færdigt. Det vil forøge græsarealet med ca 150 kvm og halvere køkkenhaven men forhåbentlig også befri mig for den kroniske dårlige samvittighed over at have en have der ikke bare er hyggeligt og øko-overskudsagtigt vildtvoksende men efter en forsømt sæson decideret grim. Jeg kan ihvertfald mærke at haveglæden er vågnet efter en lang vintersøvn og jeg glææææder mig til at få de små på græs (den ene har allerede nu et veludviklet jagtinstinkt så hun skal nok få ædt sig igennem en del smådyr hen over sommeren) og de store igang med bål og legehus og alt det andet vi plejer at lave dernede. Det bliver spændene at finde ud af hvordan vi kan få det hele til at fungere med de små og de store og alting. Velkommen forår!

Share

Pres og kartofler

2011
07.05

Heldigvis lykkedes det i anden ombæring at få godkent havens standard om end det vist ikke helt var med bestyrelsesformandens gode vilje, alligevel mangler vi ikke pt noget at lave. En nært forestående flytning sammen med det faktum at tvillingerne nu fylder rigtig godt i maven gør det… en smule udfordrenden at passe vores kære have. Ægyptologen har egenhændigt og i lånt trillebør (vores egen var naturligvis per refleks flad, hvorfor er trillebøre altid flade?) kørt hele møgbunken i containeren til sidste skraldedag mens jeg muntrede mig med at blowtorche ukrudtet foran hækken – sådan en gasbrænder har et dejligt langt skaft der gør at man ikke behøver at bøje sig ned og netop den øvelse bliver mere og mere kompliceret i takt med at min krops (indrømmet, noget udvidede) rumfang optages af et par heldigvis foreløbigt godt voksende tvillinger. Alligevel er dette år langt mere lovende end sidste år. Vejret har været mere gunstigt så alting trives – med hvidløgene som en overraskende undtagelse, de lader til mere eller mindre at have opgivet ævret. På den anden side har de nys tilkomne rottehaleradiser vist sig at være frodige over al forventning og de smager ovenikøbet godt. Nøjagtigt samme smag som rodradisser men ikke så overdrevent stærke som mine ikke-vandede radisser plejer at blive og med et langt større udbytte pr plante hvilket jeg synes er snildt. Jordbærrene har også givet over al forventning selvom at jeg nok må erkende at det aldrig bliver helt nok – jeg kan simpelthen ikke forestille mig at have jordbær nok, men mange er dejligt. Tomatplanterne står med de første bittesmå grønne tomater og krydderurterne har næsten fyldt deres højbed. Den friske oregano er helt klart årets hit, den smager skønt til det meste og er så milevidt fra den tørrede at man næsten ikke kan tro at det er den samme plante. Ligenu er det eneste virkelige problem (altså ud over det der med at undgå at det hele bare vokser til i ukrudt) at jeg ikke har fået sået agurker – eller det vil sige jeg har forkultiveret et par planter og også plantet dem ud men sidste år havde jeg mange flere. Den første række kartofler er taget op, Solist som godt nok smager dejligt men toppene var allerede helt færdige og udbyttet er ret lavt, så nu har jeg en hel række dyb, løs jord som skal have noget at lave. Det varer ikke længe før de Blå Congo også er færdige så jeg må prøve at finde på noget. Man kan godt så ræddiker og deslige nu men vi gider ikke rigtig spise dem så det virker lidt fjollet…

I øvrigt gik en del af Solisterne til en totalt yndlingsret som også er meget nem – det eneste der kræves ud over en grydefuld nyopgravede kartofler er en grønthandler. Man koger kartoflerne til de er knap færdige og har inden da sørget for at være hos grønthandleren og købe et glas Pataks “Korma” som er en ret mild krydret indisk sauce. Man dræner kartoflerne og blander dem i gryden med en generøs portion kormasovs. Det smager fantastisk og kartoflerne komme ligså meget til deres ret som de gør i mange af de klassiske nye-kartofler-retter som kold kartoffelsalat og kartoffelmadder på rugbrød med mayo og purløg. Hvis det skal være rigtig fint kan man skære kartoflerne ud i mundrette bidder og drysse med krydderurter. Dild er allerbedst men de virker allesammen.

Man kan da også spise salat til – feks hjemmedyrket romainesalat…

Share