Archive for the ‘Ikke kategoriseret’ Category

Hvad alle piger drømmer om!


2014
03.06

Så er det gjort – jeg har talt med en mand om et hus og han har lovet at sende et i uge 19…. ! Og så er det vidst også lagt fast hvad vi skal lave i sommerferien. Det er meget meget vildt for mig at tænke på at vi skal bygge vores helt eget hus med kakkelovn og alt muligt i. Jeg har sådan set også tænkt på det non-stop siden det gik op for mig at vi måske kunne få det til at ske. Ægyptologen har velvilligt indvilliget i at stå for samlingen af husbyggesættet og flere af vores slægtninge og venner har uforsigtigt tilbudt deres hjælp. Det bliver bare ubærligt spændende at se det udfolde sig fra nu af og indtil jeg forhåbentlig kan tænde op en halvkold efterårsmorgen inden jeg vækker ungerne der sover på deres værelser og hemsen, jeg vækker dem med kakao for det er jo en drøm.

En sjov (sjov i betydningen “undskyld er det ikke det I lever af?”) oplevelse i øvrigt at forsøge at få kontakt med en bank når man godt vil låne 120.000 – det gider de faktisk ikke tale om, vi flyver simpelthen under bankens radar. Nå heldigvis lykkedes det jo altså og jeg har bestilt 1 stk Nynorm Eskildsø træhytte med det hele hos den meget rare Nynormmand. Dvs væggene bliver altså ikke isolerede i denne omgang men taget gør. Vand og strøm kommer også til at vente – det bliver sjovt at forsøge at forklare det til de andre i haveforeningen der nok allerede synes at vi er ..spøjse? Vi vil skam også have begge dele men det med strømmen er dyrt og jeg har fundet ud af (efter kun få tusind timers googling) at det nok er billigere at installere et lille solcelleanlæg på et tidspunkt. Vandet kræver egentlig bare at vi graver en rende i hele havens længde til at lægge nye vandrør i, og selvfølgelig også lige graver en faskine, men da vi jo stadig ikke har en gravko er det heller ikke nogen lille arbejdsopgave. I det hele taget forsøger jeg at dele tingene op så meget som muligt så vi både arbejdsmæssigt og økonomisk ikke kommer ud på dybt vand. Det er kyllingestyle men efter alt det der med tvillingerne og phd’en forsøger vi på at passe lidt på os selv. Ellers tænker jeg meget på træbeskyttelse, om det nu skal være gammeldags kemi som i tjæremaling der giver et skibsduftende og let klistret hus, eller om det skal være moderne kemi der også dufter dejligt (!) og som bliver helt tørt at røre ved. Og så er der naturligvis slotsgruset som er en særlig blanding af ler og sten i forskellige størrelser som slots- og ejendomsstyrelsen har udviklet og som har den store fordel at den ikke kræver noget underlag, vi får jo brug for at etablere en belægning rund om huset og fliser er besværlige og dyre, derfor er slotsgruset genialt. Slotsgrus er hvad alle piger drømmer om.

Share

At have eller ikke at have


2014
03.01

Jeg kan lige så godt bekende det – jeg har begået en synd der er endnu værre end autogoogling, jeg har siddet læst mine egne gamle blogindlæg og ikke nok med det, jeg nød det. Så er det sagt. Det var dejligt at blive mindet om alle de ting vi har lavet i Pomona og alle de ideer jeg har forsøgt, med utroligt skiftende held, at føre ud i livet i den have. De sidste tre år i haven har været mindre skønne, vi har seriøst overvejet helt at droppe den fordi tiden og energien simpelthen ikke var der, en phd, et fuldtidsarbejde og 4 unger krævede de kræfter vi havde så der var ikke meget tilbage til haven. Jeg elsker min have men omkostningerne kan også blive for høje når familiens ressourcer er knappe. Sidste år kunne vi dog så småt begynde at mærke hvordan det kunne blive igen nu hvor tvislerne er blevet mere selvkørende og den kroniske undtagelsestilstand små børn bringer med sig er ved at være overstået igen. De små kan lide at være i haven og det kan de store faktisk også stadig. Nu barsler vi, så at sige, med et helt nyt projekt for Pomona. Sagen er jo at vi er endt med at bo i en by hvor boligpriserne er at sammenligne med Frederiksbergs og at det derfor er os umuligt at købe en bolig med et passende antal værelser. Eller sagt på en anden måde: Vi har valgt at basere vores familieplanlægning på andre parametre end de økonomiske. Det betyder at vi bor supercentralt (jeg er i en løbende dialog med mig selv om jeg gider at tage overtøj på for at gå på arbejde, jeg kan stort set ikke nå at blive kold inden jeg er fremme) og rimeligt billigt, men vi mangler altså 250 kvm for at have hvad der svarer til det gennemsnitlige antal boligkvadratmeter pr dansker x 6. Når vi ikke har lyst til at flytte (skulle vi finde et sted vi havde råd til ville det være så langt væk fra byen at den hurtigste vej på arbejde og til skole ville være igennem jordens indre) og ungerne lader til at trives i deres hems- og køjesenge så er alt jo sådan set fint. Sagen er dog den at vi må se i øjnene at Storen bliver teenager om 4 måneder og at storelillen forventeligt også rammer puberteten inden for en overskuelig fremtid og så kan det jo godt være at to soveværelser til 6 mennesker bliver lidt lidt. Erfaringer har også vist at det der med kærester i hemssenge kan blive… Ihvertfald har vi udtænkt den, synes vi selv, geniale, plan at bygge et kæmpe kolonihavehus i stedet for det lille skur der nu står i Pomona. På den måde kan familien sprede sig ud over to adresser når der er behov herfor, storen og storelillen kan få hver deres værelse i havehuset OG moren kan få mange mange flere dage i haven fordi det bliver til at holde ud også for den lidt mere praktisk indstillede ægyptolog at overnatte i haven jævnligt. Det er i skrivende stund den 2. marts og jeg har ikke købt et eneste frø, jeg har dårligt nok været i haven hele vinteren men min stakkels hjerne koger af projekt hus, det er det sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn om aftenen og det første jeg tænker på om morgenen – det er ligesom jeg plejer at have det med at vælge frø til køkkenhaven…

Share

Et tabt vildnis


2013
04.29

Åh hvor skønt at det er blevet rigtigt forår og hvor endnu mere skønt at der var tid til at komme i haven. Vi nød en sjældent harmonisk dag med tid til både hygge og arbejde. Jeg fik plantet en række gule hindbær og lærte ved den lejlighed at det der med at plante igennem huller i ukrudstdug nok virker vældig smart men det gælder altså kun hvis det der skal plantes ikke kræver et større plantehul end at det kan graves med en dessertske – og den kategori falder hindbærbuske så ikke i. Heller ikke selvom de bare ligner pinde med rødder på. Faktisk slog det mig undervejs at det muligvis er ret åndssvagt at plante hindbær under dug fordi de spreder sig med jordskud og det kan de jo ikke komme til hvis dugen tjener sit formål, og så får jeg jo ikke flere hindbærbuske. På den anden side er successen jo så sikret både hvis dugen dur (så jeg slipper for ukrudt men må købe mig til flere hindbær) og hvis den ikke virker (så jeg får både buske og ukrudt). “Hvis ikke man har andet har man da sit gode humør” for nu at citere Mis med de blå øjne.

Humøret fejlede faktisk slet ikke spor på vores havedag. Egernet og bamsen er blevet meget begejstrede for at køre trillebør og for at åbne og lukke døren til legehuset og lillestoren var en supereffektiv medhjælper da vi rensede terrassen for alt vinterens nullernaller. Haveveninden var også forbi og hun stillede det spørgsmål det alligevel endte med at dryppe en smule malurt i mit normalt så begejstrede havebæger. Vi stod og skuede ud over Pomonas åbne vidder (Projekt Prærie) og hun spurgte om jeg ikke synes at det var dejligt at det var blevet så overskueligt og da slog det mig: Jeg synes mange ting om hvordan Pomona ser ud nu, jeg synes at det er nødvendigt, praktisk, rart at der (måske) bliver tid til at være i haven uden at knokle og en stor lettelse (måske) at slippe for at få skældud for overtrædelse af haveforeningens vedtægter men nej, jeg synes ikke at det er dejligt. I første omgang mente og sagde jeg højt at det er fordi bar jord og græsplæne er økologisk meningsløst og kravene til hvordan haverne skal holdes afspejler en komplet oldnordisk eller snarere halvtredserparanoid tilgang til havebrug. Men det er ikke det der er den rigtige grund, den troede jeg var det lidt pinlige faktum at jeg er sur over hvordan haven ser ud fordi jeg ikke selv har valgt det men i stedet for har måttet bøje mig for netop foreningens krav.. men det er ikke engang det der er den rigtig grund. Den rigtige grund er at jeg er romantiker i, hvad jeg mener, er ordets egentlige forstand, altså ikke sådan kyssenysse du skal købe roser til mig men sådan at naturen er levende og besjælet og sådan at ordet vildnis er et af de smukkeste ord der findes. Jeg kan ikke rive en plante op uden at føle et stik af dårlig samvittighed, det betyder ikke at jeg ikke gør det men jeg gør det aldrig uden at være bevidst om det. I en have sker alle forandringer på bekostning af noget andet og forandringerne i Pomona har bestemt krævet sine ofre. Jeg ved ikke om feerne har fundet nye steder at bo eller om de stadig kan finde ly hist og pist. Sauronskaderne hos naboerne er nok ligeglade men mon der stadig er insekter nok til en musvitfamilie? Studenternellikerne er næsten væk og det er alle stauderne naturligvis også, jeg kommer til at savne riddesporerne der er så smukt blå og så frygteligt giftige og også de stædige flox, ingen af dem er uerstattelige, sjældne eller noget særligt udover at de var mine og mit ansvar og at de er ofre der bliver mindet som en smag af malurt i mit bæger og en mumlet hensigtserklæring om at jeg graver den lortegræsplæne op når ungerne er blevet lidt større. Og så drømmer jeg lige lidt om at få fat i endnu et legehus fordi et slet ikke er nok og det vil se fantastisk hyggeligt ud med et hus på jorden sammen med det blå hus på stylter og ååh lyse fremtid, måske får jeg engang råd til at sætte et rigtigt hus på, med kakkelovn og strøm og separationstoilet…

Græs, græs, græs så langt øjet rækker (og nej, man må stadig ikke spille fodbold)

Share

Æg i hovedet?


2013
04.23

Egentlig var det tanken at jeg ville skrive et indlæg om at tage hul på en ny havesæson der altså står for døren trods fimbulvinter og et hverdagsliv der på mange måder minder mere om 4-5 forskellige tvserier afspillet simultant (tænk Buffy+Matador+Fringe og Blomsterbørns Børn på en gang, men med mere skidt). Det er dog ikke udfordringerne inden for hjemmets fire vægge der optager min mentale kapacitet så jeg ikke får analyseret mig frem til lige nøjagtig hvilke gulerodsfrø der skal gøre mig lykkelig i år – næh denne gang er det langt værre. Min verden er gået fuldkommen i selvsving. Op er ned og ned er op, fornuft og rimelighed er fuldkommen forsvundet. Og jeg er sgu godt klar over at både fornuft og rimelighed er et privilegium vi i den forkælede del af verden (og den forkælede del af samfundet) har givet os selv, men nu er der altså nogen der har taget begge dele fra undertegnede og jeg har svært ved at dyrke min kruspersille og vende verden ryggen bag ligusterhækken (og ja, jeg har faktisk en ligusterhæk, en lang en – eller ret beset har jeg to men den ene er mest død og alt muligt andet end liguster). Det der presser sig på er selvfølgelig intet mindre end hendes majestæt dronningens egen regering der opfører sig så man kommer til at tænke på nogen af de der snyltesvampe der får myrer til at holde op med at æde og sætte sig til at dø højt oppe på et græsstrå for at svampen kan sprede sine sporer, eller snyltehvepse der får en larve til at sidde musestille mens den bliver ædt indefra – på en måde ville det være en lettelse hvis der pludselig kravlede en lille ny Lars Løkke eller Joakim Olsen ud af nakken på Bjarne Corydon eller hende den nye SFboss, jeg mener så ville jeg have en forklaringsmodel der gav mening: Nogen har lagt æg i fremstående regeringspolitikere og deres centralnervesystemer har ikke længere til formål at sikre deres egen overlevelse idet snylteren har overtaget kontrollen og bruger værten som agent for sig selv. Det ville selvfølgelig være frygteligt trist for de berørte (og give både lus og børneorm vildt meget baghjul på klamhedens top ti) men det ville forklare mange ting og derved give mig ro i sjælen. Desværre er det jo nok ikke tilfældet – ikke sådan i bogstavelig forstand ihvertfald så jeg må på anden vis forsøge at forstå hvorfor både mit eget arbejdsliv og hele samfundets liv skal trækkes igennem en trist gang visionsløs blå sparepolitik der bliver præsenteret som objektiv nødvendighed (som om økonomi var en eksakt videnskab der præsenterer objektive sandheder). I stedet kommer jeg faktisk til kort – jeg plejer at have en rimelig god forståelse for hvorfor politikerne handler som de gør, hvorfor de gør noget andet end det jeg synes de burde og hvad konsekvenserne er.  Jeg vil endda gå så langt som til at sige at jeg som regel har tillid til at de fleste politikere vil samfundet det godt også når jeg er meget uenig med dem i hvad det gode er. Men lige nu, med lock-outen af lærerne, den nye offentlighedslov og vækstpakken ja så fatter jeg faktisk ikke en bønne… og jeg der ellers holder så meget af bønner. I Pomona tager vi de skridt vi kan og går i ideologisk overlevelsesmode indtil jeg har fået grejet denne bizarre situation. Foreløbig har jeg besluttet at der ikke skal lægges nogen blå congo, tiden er overhovedet ikke til blå læggekartofler. Til gengæld har jeg fået fat i nogen røde jeg ikke har prøvet før, sidste år var de røde kartofler repræsenteret ved sorten Rosara som var lækker og frugtbar, i år bliver det Cerise sammen med Linzer og Monaco der er gule. Desuden har jeg plantet nye bærbuske i køkkenhaven der således er blevet endnu mindre. Der er meget der tyder på at normaliseringen af min arbejdstid kommer til at betyde at weekendarbejdet bliver endnu mere omfattende end det er nu så det er nok godt ikke at regne med at kunne nå alt for meget andet. Jeg har også lidt gjort det fordi tvislerne er i bæralderen hvor de kan æde tilsyneladende fuldkommen ubegrænsede mængder af bær så det er godt med en fast forsyning. Der er dog ikke blevet plads til deres favoritter blåbærrene, ikke så meget af ideologiske hensyn som fordi de er surbundsplanter og jeg ikke lige orker at etablere et surbundsbed. Egentlig har vi haft gang i mange projekter så Pomona er helt transformeret efterhånden men mere herom senere. Jeg vil dog lige nævne at alt tyder på at i år bliver året hvor jeg får mange rabarber, beddet på 5×1,5 kommer til at give pote det er jeg næsten sikker på og så er der jo noget der, trods alt, giver lidt mening…

Share

Årets gang


2012
08.12

Alle ved at havebrug gør en bevidst om naturens kredsløb og årets gang, men der er en anden cyklus som bliver mindst lige så tydelig hos haveejeren – det er den evige forskydning mellem den potentielle og den realiserede have. Hvis året starter i Januar så er midvinterperioden havens mest potentielle fase, den faktiske have er i dvale men alle haveejerens tanker og drømme og planer om haven i denne sæson, blomstrer og gror. Efterhånden som forårs- og sommermånederne kommer og går bliver bevidst- og virkeligheden overtaget af dette års realiserede have. Man ser hvad der lykkes og hvad der kommer op af jorden og hvad der kan nås og ikke nås. Høsten i køkkenhaven er det realiserede udtryk for Januars drømmerier over frøkatalogerne og havens generelle tilstand viser med al ønskelig tydelighed den konkrete indsats ydet af både haveejeren og alle de andre ting der spiller ind, dvs vejret, feer (hvis man spørger lillestoren), dyreliv osv osv. Årsagen til hele denne smøre er at dagen i dag blev tilbragt med at klippe hæk og luge køkkenhave på de konkrete plan men samtidig sneg der sig drømmerier og ideer ind til næste år. Jeg har altså så småt taget hul på næste års potentielle have og på den måde også på en ny årstid. Hvilket da også blev smukt illustreret af at gæssene igen trækker over haven og de første brombær i ruinen er modne. Ahh, næste år, hvor mange ting sikkert vil blive langt bedre og hvor der (på nuværende tidspunkt) er overskud til at overveje adskillige interessante anlægsprojekter. Alt lykkes i den potentielle have! Heldigvis er der også noget der lykkes i dette års realiserede have, bestyrelsen var forbi og havde ikke noget at indvende hvilket var lidt af en sejr, langt mere interessant lader det til at blive æbleår i år, hvilket er virkelig skønt. Ægyptologen har tilsået sidste fase af operation prærie så haven snart består af ca 2/3 græs og køkkenhaven er, om ikke decideret ordentlig, så ihvertfald frodig. Den række honningurt der har ædt sommergulerødderne tiltrækker så mange bier og sommerfugle at det ser helt magisk ud og det er faktisk meget fint med solsikker og rød mælde sammen oppe i et par meters højde. Hvepseproblemet har løst sig selv idet de ellers heroisk kæmpende hvepse i mældebeddet er forsvundet uden forklaring og de nye jordbær sender lange udløbere ud over det hele så der måske er til en ekstra række. Endelig er det jo altid en kilde til fornøjelse når der er noget at høste og spise og det benyttede de store unger og jeg os af, efter at de på den mest samarbejdsvillige måde havde samlet al hækkeaffaldet op. Det er ellers en træls tjans at pille stumper op af det dybe grus på stien men de klarede det fornemt. En forbipasserende dame gav os et fantastisk og indlysende fif som var så smart at man føler sig lidt som en idiot over ikke selv at være kommet i tanke om det: Man lægger selvfølgelig en pressening ud under den hæk man skal klippe – så er der nix pille op bagefter. Det gør vi helt sikkert næste gang! Den efterfølgende frokost bestod af havesuppe lavet af havesyre, rød mælde, persille, aspargessalat og hestebønner. Havde vi husket det var der også kommet mynte i men den var nu god alligevel. – Og så SKAL jeg altså huske at sætte kartofler i det tredje bed fra legehuset til næste år, og måske kunne man lave en slags bue til brombærrene, og en løvhytte i det våde hjørne, og de der bærbuske, og hvis man saver kronen af rønnen kunne den bruges som udkigstårn og ville ikke længere skygge, og hvis man fik ryddet gruspladsen ville den blive en skøn terrasse… til næste år…

Share

En særlig sommer


2012
08.07

 Som det kan ses på billedet har familiens yngste taget haven til sig (så vidt jeg husker står de og diskuterer om kassens indhold, som er ukrudt, kan spises eller kun egner sig til at kaste med). Det har ellers holdt hårdt at få tid til at passe have samtidig med at tage sig af de små. Vi har mere end en gang seriøst overvejet at sætte Pomona til salg, når påbud fra bestyrelsen og vores manglende overskud har fået det hele til at tage sig aldeles uoverskueligt ud. Nu tror jeg dog at det hele lysner lidt. Vi har fået anlagt en stor ny græsplæne og er klar til at så græs på endnu en 1/4 så snart stykket har fået en sidste omgang tromling. Og det er faktisk ret pænt og overskueligt med alt det græs. Køkkenhaven står ganske flot og vi har så mange kartofler at vi ikke aner hvad vi skal gøre med dem. Kartofler har jo den fordel at de er totalt idiotsikre og skal luges meget lidt. De kan også lide hestemøg åbenbart for vi har aldrig haft så store kartofler før… set i det lys er 20 meter kartofler nok lidt meget. Hestebønnerne er også fine, jeg har sat en masse gladiolus imellem dem og de står nu med laksefarvede (surprise!) blomster mellem de høje bønneplanter. Min køkkenhave er kun halvt så stor som sidste år så jeg håber at kunne dyrke den rigtig fint til næste år… Hvad man ser demonstreret her er nok en god forudsætning for at være en glad (og vedvarende) haveejer, der kommer jo altid en ny vækstsæson hvor det hele vil lykkes meget bedre! garanteret… nemlig. Ihvertfald er det dejligt at tænke på. Og ret skal være ret, tingene lykkes faktisk nogengange. I år har jeg for eksempel endelig fået etableret et rabarberbed der sparker røv. Jeg fik nogen planter af vores nye naboer og de har fået et helt bed sammen med nogen af de gamle vinrabarber, nu har jeg kæmpestore frodige rabarber og en klar forventning om at kunne lave rabarberorgie til næste forår. Jeg har også fået lagt fliser ud mellem bedene i køkkenhaven og det er virkelig nydeligt og praktisk. Hækkebuen ind til haven er også ved at være rigtig fin. Endelig er det meget dejligt at opleve at det faktisk kan lade sig gøre at bruge haven med de små, de har stor fornøjelse af at snaske rundt med jord og dyr og de små rådne æbler der drysser af på denne tid. Jeg forstår ikke helt attraktionen ved dem men de lader til at smage fantastisk når man er 10 måneder – muligvis fordi det er selvfanget vildt. Det store spørgsmål lige nu er hvordan jeg skal gribe projekt nye bærbuske an. Med en rask beslutning fjernede vi de rækker af frugtbuske der dels stod i haven og som vi dels selv havde sat. Ingen af buskene (solbær, hindbær, stikkelsbær og ribs) gav ret meget hvilket var lidt mystisk for mig. Særligt ribs har altid stået for mig som noget der nærmest kommer af sig selv. Lidt fagbogslæsning kunne dog forklare at buskene faktisk kan få en virus der ikke slår dem ihjel men hindrer dem i at bære mere end symbolsk. Da buskene ikke kan kureres og de stod i vejen for fræseren, ja så måtte de lade livet. På nær en Hollandsk Hvid (ribs) som jeg købte på planteskolen sidste år. Ved nærmere eftertanke må den nok væk også for ikke at smitte nye buske. Nu har jeg så (næsten) en stor græsplæne hvor bærrene plejede at være – men også en stærk trang til at nå at få nye buske i jorden til efteråret hvor det jo er bedst at plante dem. Udfordringen ligger i at finde en god måde at fordele planterne i forhold til det rent æstetiske men også rent praktisk så de får gode vækstforhold og ikke kommer i vejen for plæneklipperen! Det er en dejlig ting at gå at pusle med.

Share

Eksamen i haven


2011
05.22

For 14 dage siden skete det for os som alle kolonihaveejere frygter allermest – på sin halvårlige inspektionsrunde fandt bestyrelsen at vores have ikke levede op til standarden og vi fik derfor et meget venligt brev hvor der var krydset af i feltet “fjerne ukrudt i hele haven”. Andre muligheder er at “fjerne byggematerialer” og “fjerne ukrudt langs hækken” men vi fik den helt grimme om hele haven. Det ville være rart at kunne hænge bestyrelsen ud som en flok fascister med ondt i sinde men hvis ret skal være ret så var der virkeligt meget ukrudt i haven og samtidig så ved man jo at det er en del af kolonihavelivet at der er standarder for havens vedligehold. Vi ejer jo ikke haven og kan ikke som ejere opføre os som det passer os. Altså har vi knoklet som vilde dyr for at få Pomonas forårsvildskab under (lidt) kontrol. Man kan under ingen omstændigheder påstå at haven nu fremstår ryddelig og ukrudstfri men pyntet har det ihvertfald. Jeg har, ved hjælp af spade, kost og bordkniv genfundet og genvundet den næsten tabte sti gennem haven som efeu og græs ellers havde overtaget på nær noget det mest lignede en dyreveksel. Kreativ men ikke særlig følsom brug af plæneklipperen har befriet frugtbuskene for urskoven af margueritter og langt græs og Ægyptologen har fjernet skvalderkål, skvalderkål, skvalderkål når han da ikke har knoklet med at gøre jorden i køkkenhaven klar til forårssåning eller slæbt jord i sække til at fylde i højbedene. Lilleingeniøren tog tre runder med den døde bambus som nu kun er en skygge af sit trælse tidligere selv. Samtidig har et musvitpar knoklet i dobbelttempo for at fodre hvad der lyder som en ordentlig redefuld unger i den blå kasse. En enkelt gang måtte Jens verfe besøgskatten ned fra kassen, hvad jeg synes kan gøres med forholdsvis god samvittighed når man tænker på hvor meget pålæg vi fodrer katten med – det er ikke musvitunger der står mellem den og sultedøden.

  Jeg tror ikke at Pomona har været så fin før, ikke mens vi har haft ansvaret for den ihvertfald. Der er ganske vist stadig det meste af en fjerdel af haven som er dækket af kvas/skvalderkål/død bambus/osv men jeg håber at bestyrelsen kan se at der er tale om “a work in progress” og ser med milde øjne på det. Ud over den absolut tiltrængte men ikke helt frivillige oprydning har vi da også nået at få køkkenhaven startet i rimelig fin stil. Foreløbig ser der således ud:

Køkkenhaven 2011

Bed 1Jordskokker – flerårige, heriblandt nogen med røde blomster VinHindbær

Bl bærbuske, solbær, rød ribs, hvid ribs, stikkelsbær

Bed 2RK 1 Gulerødder “Jaune de Daube” + noget der er kommet af sig selv men som jeg tror er rød mælde sået sidste år

RK2 Løg, blanding af røde, gule og salatløg

RK 3 Gulerødder “Nantaise 2” + “Cosmic Purple”

RK 4 Løg, blanding

RK 5 Gulerødder “Atomic Red” + “Nantaise 2”

Bed 8RK 1 Jordbær

RK 2 Jordbær

Bed 3RK 1 Bredbladet persille + fennikel

RK 2 Hestebønner, egen avl, heriblandt rødblomstrede

RK 3 Hestebønner ds

RK 4 Fennikel og Romainesalat skriftevis

Bed 9RK 1 Persille

RK 2 Hvidløg

RK 3 Dild

RK 4 Rottehaleradise + blanding af Salatquinoa og rød mæld

RK 5 Aspargessalat

Bed 4RK 1 Bladbede bl. Orange, hvid og rød

RK 2 Høj sukkerært

RK 3 plads til høj sukkerært der skal sås lidt senere

RK 4

Bed 10RK 1 plads til squash

RK 2 Hestebønner ds

RK 4 Kartoffel “Rosara”

RK 5 Kartoffel “Agata”

Bed 5 Plads til bønner “Engen”Havesyre, Kvan, Løvstikke, Hindbær, Ribs
Bed 6 Plads til bl.a. agurk  
Bed 7RK 1 Kartoffel “Blå Congo”

RK 2 Kartoffel “Solist”

 

Højbede

1

Rød Løvetand, Cikorie, Endivie,

Plads til tomat

Citrontimian, Basilikum, Rosmarin

2

Timian, Oregano, Mynte

Plads til tomat

Tidlige jordbær

3

Koldbænk m løse planter, forskellige squash, solsikker, lathyrus, forskellige tomater

Squash “Striato d’Italia”, agurk “Lemon”, salatquinoa, æblemynte

“Murerbaljedrivhuset”

Forkultur af: Drueagurk, blandede squash og græskar til bed 10, gule og lilla stangbønner

Nu venter vi, lettere hændervridende på bestyrelsens genbesøg i morgen og håber at vi slipper gennem nåleøjet denne gang.

Share

Weekendværk


2011
04.10

På billedet ser man tydeligt at kvanen er kommet godt igennem vinteren, dens naboer havesyren står også og strutter grønt og frodigt – dejligt at se men også en kontant påmindelse om at foråret er stærkt fremskredent allerede. Det er åbenbart en grundforudsætning for havearbejdet at tiden altid har den forkerte hastighed. Hele vinteren snegler tiden sig afsted og når det endelig bliver forår er der ikke tid nok til at nå alt det der skal nås. Man kan kun prøve og forsøge at overskue hvad der er mest uopsætteligt. I denne weekend har jeg koncentreret kræfterne om et kvashegn rundt om det bed der jævnligt bliver til en sø. Tanken er at istedet for at slås med vandet (det virker også som en dum ide når man skriver det) vil jeg lade de planter gro der som faktisk kan trives med at have fødderne i vand engang i mellem. Kvanen lader heldigvis til at være en af dem. Jeg håber på at det med tiden og eventuelt et par årlige afslåninger kan blive til en slags fugtig eng. Ihvertfald vil jeg så og plante planter med blomster der tiltrækker insekter. Kvashegnet skulle, ud over at fungere som en afgrænsning af vildskaben, også gerne kunne fungere som skjulested for en masse smådyr. Næste trin, som bliver i påskeferien, bliver at få skaffet 3! store kompostbeholdere der skal have plads i det nuværende staudebed. Når de er på plads skal dynen af køkkenhaven og komposteres færdig. Læggekartoflerne er parat og det er også tid at sætte løg og så gulerødder – af hvilke jeg har mange forskellige efter at min selvberherskelse, der blev udtrykt i at jeg ikke (også) købte lillae gulerødder, blev belønnet ved at jeg fandt en pose med cosmic purple fra sidste år. Multi-coloured carrot bliss here I come!

Endelig endelig lykkedes det mig også at få taget mig sammen til at så til forspiring herhjemme. Efter sidste års fiasko hvor de små planter der skulle udgøre havens fortropper endte med at være en decideret svagbørnskoloni i min vindueskarm, har det været lidt svært at komme igang. Nu har jeg dog fået sået 4 slags squash, heriblandt en hvid tyrkisk turban jeg er meget spændt på, små gule ribstomater og de grønne cherrytomater og almindelige grønne tomatilloer. Jeg har endda kastet mig over huckleberries igen. Angiveligt dur de kun hvis de kan blive bestøvet af en anden plante men sidste år overlevede kun en eneste plante. Den stod med en håndfuld sorte bær som det var virkelig svært af få sig selv til at smage på fordi de ligner kartoffelbær så meget. Da jeg endelig smagte var det bestemt ikke indsatsen værd, de smagte grønt og bittert på trods af deres sortblå farve… Måske forhindrede den manglende bestøvning bærrene i at blive rigtigt modne? Ud over alle natskyggerne og squasherne fik jeg også lige sat citronagurker, stjerneipomoea, solsikker (jeg håber desperat at en af dem vil vise sig at være den helt fyldte skrigorange kæmpesolsikke der er et billede af på posen), hjelmbønner, salatquinoa og rød havemælde. De to sidste burde egentlig ikke skulle forkultiveres men der kom ingen da jeg såede dem på friland sidste år så der er intet at tabe. Der er stadig plads til New Zealandsk spinat (som også hårdnakket nægtede at spire på friland sidste år, og som vist nok er mere i familie med mælde end med spinat) og til ærteblomster som jeg tror vil være meget meget yndige på mit kvashegn når det er blevet færdigt.

Share

Kryb&kræ


2010
08.09

I løbet af sommeren har haven fået flere nye beboere og jeg må nok indrømme at jeg er mere begejstret for nogen end andre. For at tage de nuttede først lader det til at der er et egern der har valgt at slå sig ned hos os – eller ihvertfald delvist hos os. Det er ret ligeglad med os og vi har flere gange haft fornøjelsen af at høre det sidde og gø eller hvad det nu hedder det egern gør. Der lader til at være en tilstand af våbenhvile mellem sauronskaderne og egernet – måske har de en slags redeplyndrer-kollegial respekt for hinanden.

Det andet hold tilflyttere er mindre nuttede men nok mere nyttige – ihvertfald endnu. De afpatruljerer utrætteligt køkkenhaven efter skadedyr, jeg ser dem ofte flyve systematisk fra plante til plante og er alligevel ikke helt glad: Bag skuret hænger der nemlig et stort flot hvepsebo, jeg beklager billedets ringe kvalitet men jeg turde ikke blive stående længere, hvepsene kan nemlig ikke lide at man kigger på deres hus.

Share

Med min hakke min skovl og min snorkel


2010
05.18

Jeg tror at radisserne bliver gode i år – med de nuværende nedbørsmængder må de blive både saftige og milde i modsætning til de små superstærke og træede radisser jeg plejer at dyrke. Det kan endda være at de bliver spist så? Faktisk trives køkkenhaven fint med de kolde grå vejr, det eneste problematiske er at jorden bliver ved med at være for kold til den næste omgang såning. Jeg nyder den positive opmærksomhed fra naboerne som højden af kartoffeltoppene giver mig, Solist er en dygtig kartoffel der allerede er hyppet to gange. Jeg har studeret det med hypningen grundigt og det lader til at der er konsensus om at det faktisk tjener et formål. Dels sikrer det at kartoflerne ikke får lys og bliver grønne og giftige af solanin, dels holder det ukrudt nede og dels forøger det afstanden mellem top og knold så skimmel ikke så let kan regne ned i jorden og angribe kartoflerne. Det sidste er vidst ikke så relevant for man fjerner jo alligevel toppene hvis de får skimmel? Som historiker synes jeg også at det er et argument i sig selv at traditionen foreskriver at kartofler skal hyppes. Det giver en god fornemmelse at stile sig op den lange række af mennesker der i de sidste 500 år har hyppet deres kartofler. Egentlig ved jeg ikke helt om min forestilling holder idet jeg bare antager at hypning har været den europæiske dyrkningsmetode fra begyndelsen af kartoflens europæiske tilværelse og på den anden side aner jeg ikke om man hypper kartofler i Sydamerika? Heldigvis behøves der ikke et solidt grundlag af fakta for at føle historiens vingesus…

 Naboens salat der kom direkte fra drivhus til kold jord har taget udfordringen op og står fint så nu har planteskolens grønkål fået samme tur. Grønkålen skal dele bed med forskellige ærter, foreløbig nogen høje mangetouts men det er planen at så flere efterhånden så de ikke bliver modne allesammen på en gang. I den anden side af beddet med grønkål håber jeg at dyrke palmekål af egen avl. Jeg har sået i flere omgange og det lader til at palmekålen er kollektivistisk anlagt; dem der er sået i små fantastiske avispapirspotter som jeg kærligt har siddet og hånddrejet med min egetræspotmaker gider dårligt kigge op af jorden – derimod spirer dem der er bredsået i en vindruebakke villigt. Måske er det det nære fællesskab der stimulerer dem til vækst, eller også er våd tryksværte giftigt for små frø.

Heldigvis rummer haven også planter der er aldeles selvkørende og som på egen hånd klarer det der skal klares for at jeg kan høste fra dem til efteråret – æbletræerne er næsten klar til at blomstre så det store spørgsmål er bare om der er bier nok til at bestøve dem. I blommetræet og frugtbuskene der allerede er i fuld gang med blomstringen har jeg ikke set mere end et par små humlebier i gang så det er bare endnu en grund til at ønske sig lidt mere varme.

Share