Archive for the ‘almindelig ævl’ Category

Mon foråret findes hvis man bare tror nok på det?


2011
01.26

Jeg gik i dag og mens solen skinnede så jeg kunne mærke varmen på mine sorte strømpebukseben, kom jeg til at tænke på om vi mon hvert år får foråret til at komme ved en kollektiv troshandling? Jeg mener; for to uger siden var jeg næsten helt sikker på at det aldrig vil blive forår igen og at fimbulvinteren var en kedelig realitet. For en uge siden begyndte tvivlen så småt at gnave i kanten af den overbevisning, ikke mindst fordi jeg så to forelskede duer på en lygtepæl. Det var altså, kan man sige, duernes tro på at det bliver forår der gjorde at jeg måske også kom til at tro lidt mere på det. Og i dag skinnede solen helt varmt på mig… Man kan sige at jeg er gået fra at være forårs-ateist til at være forårsagnostiker. Som forårsagnostiker må jeg notere mig at det ganske vist var dejligt solskin men også at ladcyklens våde kaleche blev stiv af frost på under ti minutter efter at den var kommet ud af garagen og at bremserne frøs fast så Ægyptologen måtte bære den hjem. Jeg håber på en vækkelse så jeg kan blive genfødt forårstroende men der må mere til før jeg forkaster den virkelighed mine sanser viser mig og foretager et trosspring ud i ren forårsdyrkelse.

Share

Soulfood


2011
01.22

For tiden synes jeg at det kan være rigtig svært at holde varmen både i rent fysisk og i mere overført forstand. Der er så umådeligt længe til forår og sommer – og til sommerferien ikke mindst. Der er mange dage hvor det nærmest ikke bliver lyst og selvom der er småbitte tegn på at året er vendt, duerne er begyndt at finde hinanden i par og dagene er helt sikkert blevet længere, ja så kan jeg hurtigt komme til at føle mig lidt tyndslidt og hullet. Derfor må der soulfood til, den slags mad der både varmer kroppen og ånden (men som for guds skyld ikke feder!) og jeg har fundet ud af at de fleste mennesker har nogen bestemte retter og råvarer der virker sådan for dem. Ægyptologens bedste bud er harira som er en stærk marokansk suppe med kikærter og en masse godt tilbehør, for mig ligger retten på billedet højt på listen. I fald andre skulle føle sig tyndslidte eller decideret hullede her i januarkulden er de velkomne til at prøve kuren:

Man tager alt hvad køleskabet rummer af hårde grøntsager, jeg havde persillerødder, gulerødder, knoldselleri, rødløg og hvidløg. Skærer det ud i mundrette stykker og lægger dem i stegesoen sammen med nogen krydderier. Hvis man ikke har en stegeso kan man bruge en gryde der kan gå i ovnen eller et ildfast fad med folie over. Jeg havde (halv-)frisk timian, hel peber og laurbærblade og naturligvis salt. Så skal der væske i, øl er godt. I mit køleskab var der nogen kedelige øl som vi ikke har gidet drikke, de røg i stegesoen. Til sidst gravede jeg en lille rede i midten og lagde godt et kilo økologisk svineskank ned i den (reden i stegesoen, that is). Så skal der låg på og det hele skal passe sig selv i ovnen i lige så mange timer som man synes. Denneher endte med at få en seks-syv timer ved 130-50 grader. Man kan spise ris, kogt korn, kartofler eller bare brød til. Det smager dejligt og får det hele til at virke lidt mere overskueligt, ihvertfald et stykke tid.

Share

Om at lade noget spire og gro


2011
01.18

- at sammenligne børn med planter er næppe originalt – og det er i den sammenhæng ligegyldigt om man opfatter sine små som sarte vækster der bør gødes og vandes og beskyttes mod den hårde vind og slemme (blad)lus. Eller om man ser dem som mælkebøttefnug der slår rod og blomstrer på det sted i verden som de selv vil og som bliver ved at strække sig mod solen og folde deres blade ud selvom de bliver møvet over af plæneklipperen en gang imellem og gnasket i af sultne snegle. Hvad enten de er drivhusvækster eller ukrudt (og den skelnen ligger nok også lidt i øjnene der ser) så blev mine unger plantet om for et halvt års tid siden. Nedenfor har jeg forsøgt at beskrive hvordan og hvorfor:

Vores vej til Den Demokratiske Skole

For et halvt år siden blev vi pludselig forældre til to friskolebørn – vi vidste godt at vi var forældre til to børn (henholdsvis Uffe på ni og Astrid på seks) men at de skulle gå på friskole føltes både overraskende og overraskende rigtigt. Nu er ungernes skole jo ikke en hvilken som helst friskole eller lilleskole, men en der er grundlæggende og meget anderledes, end nogen anden skole vi på det tidspunkt havde hørt om, en slags skole som folk spørger overrasket til når man fortæller om den.

 

Vi vil gerne forsøge at beskrive hvordan og hvorfor vi og ungerne traf vores beslutning og hvordan det første halve år på den demokratiske skole er gået.

Forhistorien

Vores baggrund for overhovedet at begynde at lede efter et alternativ til vores lokale folkeskole var ikke at den var helt forfærdelig – for det er den ikke, det var heller ikke at vores barn (det var kun Uffe der var startet i skolen på det tidspunkt) ikke gjorde faglige fremskridt – for det gjorde han også, endda gode fremskridt. Problemet lå i at vi så et barn der fra at have været meget videbegærlig blev mindre og mindre glad for at lære og mindre og mindre nysgerrig, både i skolen og derhjemme. Samtidig oplevede vi at det sociale og disciplinære kom til at fylde utroligt meget. Vi og de andre forældre i klassen gjorde en stor indsats for at skabe sammenhold blandt børnene og bakke lærerne op. Det sociale var også et stort fokuspunkt for lærernes arbejde. Alligevel var mange af børnene utrygge og følte sig sårbare i klassen. Det skyldtes nok til dels at det sociale miljø var uforudsigeligt, reaktionen på for eksempel drilleri eller vold afhang helt af hvilken voksen der var i nærheden, forudsat naturligvis at der var en voksen i nærheden. Når børnene var overladt til sig selv som de naturligvis var i frikvarter og lignende, var de ikke i stand til at være sammen på en måde der rummede alle, endsige løse konflikter på egen hånd. Den negative udvikling betød at de voksne i højere og højere grad opstillede regler og konsekvenser og at børnene blev mindre og mindre trygge – og det smittede af både på lysten til at lære og til at være i skolen. 

Da vi så skulle til at sende vores andet barn i skole virkede det indlysende at tænke situationen igennem igen, ønskede vi at give vores børn en skole som ikke var katastrofalt dårlig men som altså heller ikke var ret god? En skole der implicit kræver at det enkelte barn slås for at etablere en plads i en hakkeorden? En skole som givetvis tilbyder et vist mål lærdom men som måske heller ikke tilbyder så meget mere?

Vores første møde med Den Demokratiske Skole

En af de skoler vi undersøgte var Den Demokratiske Skole og her føltes det som om hele tilgangen til børn og uddannelse blev vendt på hovedet. Vi var nærmest vantro da vi læste på hjemmesiden om at børnene selv må vælge hvad de laver og om de overhovedet vil beskæftige sig med det som man forventer at skolebørn skal. På den anden side virkede de klare regler for acceptabel adfærd vældig tillokkende. Vores nysgerrighed var vakt og vi tog til informationsaften. Her blev vi introduceret til grundtanken bag Summerhillskolen som vel helt kort kan opsummeres til at børn ønsker at lære, de vil lære sig ting eller bede om hjælp til at lære ting efterhånden som de føler at de får brug for det. Hvis man ikke er motiveret af lyst eller behov, eller ikke er tryg, så kan man ikke lære noget og de mange timer på skolebænken er mere eller mindre spildte.

Vores første overvejelser

Hvis man tænker over det virker det måske ikke så radikalt? Hvis man tænker over alle de timer man har brugt i skolen, hvad er det så der hænger ved? Det er det man skulle bruge eller som var sjovt, alt det andet er pist væk, måske på nær nogle få remser og lignende.  

Den grundlæggende forudsætning som ligger i Summerhillskolerne er at børn har en iboende trang til at blive klogere på verden og det skal man ikke have tilbragt mange minutter sammen med et barn i førskolealderen eller en baby med vidtåbne øjne for at vide. Vi gik i hvert fald hjem med en kildrende fornemmelse i maven af at det måske ikke var så skørt og at det måske var muligt at finde en skole hvor vores unger kunne bibeholde og dyrke deres nysgerrighed på verden.

Hvorfor skal børn i skole?

Vi prøvede at spørge os selv hvorfor man sender børn i skole? For os er der to grundlæggende svar; det ene pragmatisk, det andet blødt og udflydende.

Det pragmatiske svar på hvorfor man sender børn i skole er vel at det gør man for at de skal blive forberedt til videre uddannelse så de kan få mange valgmuligheder og gode jobs som voksne. Vi ved jo at uddannelse er en vigtig bestanddel i at sikre sig en plads på samfundets solside og man sender vel også sine børn i skole fordi de ikke kan være alene hjemme mens vi er på arbejde. Det andet svar er mere blødt; børn skal gå i skole for at få rum til at lære sig selv at kende, at finde ud af hvad de kan og hvad de kan lide, for det er jo det de skal bruge til at udstikke deres kurs i voksenlivet. De skal også helst lære at navigere i og tage del i det samfund de skal ud at være voksne i så de kan forme deres eget liv inden for samfundets rammer og tage del i udformningen af det samme samfund.  

Med det svar formuleret for os selv var valget pludselig ikke så svært. Informationsmødet var en tirsdag, Astrid skulle starte i børnehaveklassen om torsdagen. Det gjorde hun også, i den lokale folkeskole, og om fredagen havde begge unger første prøvedag i Den Demokratiske Skole.

Så langt så godt: Da prøvetiden var overstået var begge unger helt sikre på at de gerne ville blive og skolen ville gerne have dem.

Det første halve år på skolen

Hvordan har det sidste halve år så været for os og vores unger? Vores børn elsker deres skole og deres kammerater, de er blevet en del af et slæng af unger i hele aldersspektret som trives sammen. De oplever ikke vold og udelukkelse men derimod at være værdsatte kammerater. Det giver god selvfølelse og glade børn. Skolens fleksible mødetider gør at morgener og eftermiddage ikke er (nær så) stressede som de kunne være før i tiden. Det er en lille ting men rart alligevel.

Det store spørgsmål for os voksne er selvfølgelig om de lærer det de skal? Det korte svar er at det ved vi ikke. Ville de lære det i en anden skole? Det ved vi heller ikke men i en folkeskole ville de få det samme tilbud som de fleste andre børn i Danmark, de ville kunne lære eller lade være med at lære det samme som alle andre og deri ligger der en hvis tryghed for os som forældre. Nu hvor vi har valgt noget andet er det pludselig alene vores ansvar hvis det viser sig ikke at være et godt valg. Det er vel i princippet altid forældres ansvar at vælge det der er bedst for deres børn men ved at vælge noget andet har vi i hvert fald tydeliggjort ansvaret for os selv.

Det vi ved, er at børnene i denne skole er glade og trygge og at de får rum til at opsøge viden når de vil. At de oplever at de har reel indflydelse på deres hverdag og et reelt ansvar for at skolen fungerer og er rar at være på. De slipper også for at spilde deres tid med al det fyld der er i den traditionelle skole, den tid som vi selv har brugt på at kede os, tænke på andre ting og på at lave ting som ikke gav mening for os og som vi derfor øjeblikkeligt glemte igen. Skoleskiftet har også betydet noget for den måde vi er sammen på derhjemme, muligvis ikke så meget i praksis men der er alligevel en forskel i at der nu ikke længere er en skoleinstitution der sætter visse ting på børnenes dagsorden og skubber andre ting til side. Pludselig er enhver situation en mulig kilde til læring netop fordi det igen er vores (børnenes og de voksne der er omkring dem) ansvar og ikke alene skolen og et skema. Det er lidt på samme måde som da ungerne var små og vi helt naturligt bistod dem i deres udforskning af verden ved for eksempel at løfte dem op så de bedre kunne se det der nu havde fanget deres blik. Den kunstige opdeling af livet i tider og steder for læring og tider og steder for andre ting er faldet væk. Hvis man spørger vores børn hvad de har lavet i skolen siger de ret samstemmende at de har leget – og det har de helt sikkert også men de har også lært, både de diffuse ting som selvværd og ansvarlighed og nogen helt konkrete færdigheder som at læse og at lære engelsk.

På spørgsmålet om det er godt nok, så må vi erkende at det bliver vi ved at diskutere sådan som forældre vel altid diskuterer om de nu gør hvad der er bedst for deres børn, men det er i hvert fald det allerbedste vi har kunnet finde.

Share

Spring! – spring! over, overspring!(-shandling)


2011
01.02

Ja, der har været en mindre lakune i skriveriet men nu, i juleferien, er der tilpas mange stile der presser sig på til at behovet for, og tiden til, en overspringshandling melder sig. Det er nok et af bloggen hers fornemste funktioner, så here goes:

Pomona ligger brak, begravet under dynger af permasne og frossent smeltevand. Den sidste udflugt derned kort før jul havde til formål at høste grønkål til grønlangkål. Det var meget dejligt at grave i den løse frostsne med tykke luffer på og med hænderne følge kålstokken ned til et passende sted at skære den over. Selve fældningen var ikke helt nem med en lille lommekniv, sådan nogen kålstokke er forbavsende kraftige men det lykkedes og jeg fik 4 fine kålstokke med hjem. De 3 spiste vi men den ene ligger på altanen og venter – godt pakket ind for jeg kunne se i haven at der er “nogen” der spiser af de kålstokke der stikker op af sneen, jeg tror det måske er duerne men jeg ved det ikke. Kålstokken får nok lov at blive liggende lidt for ligenu er der ingen der gider at lave mad, vi lever fortrinsvis af klejner og chokolade… eller jeg gør ihvertfald. I haven kunne jeg også se at vores faste sommergæstekat Tarzan også afpatruljerer haverne om vinteren, vi mødte hende(!) ikke men jeg kunne se den fineste halvtunnel i sneen hvor den åbenbart følger samme rute ganske ofte. De andre beboere i haven så vi ikke noget til men jeg fodrer heller ikke om vinteren, jeg kommer ikke tit nok til at opretholde en stabil forsyning og så mener jeg at have hørt at det er bedre at lade helt være. Til gengæld fodrer vi hjemme på den franske altan. Det er ganske vist forbudt da det angiveligt trækker rotter til – men selvom rotter er meget adrætte og gesvindte (og charmerende) dyr så tvivler jeg på at de ville gide at kravle op af væggen til 3.sals højde for at æde frø på vores franske altan. Ihvertfald har jeg endnu ikke set rotter på altanen men derimod et udvalg af blåmejser, musvitter, skovspurve, solsorte, duer, rødhalse og en sjælden gang imellem en (stor!) måge. Måske får vi mere eksotiske gæster hvis frosten varer ved, sidste år så vi både en vindrossel og store flokke af sjaggere. Ikke på altanen men alligevel dejligt.

Alle tanker om at gøre det ene og andet i haven bliver så underligt fjerne nu hvor det er uoverskueligt koldt at gå udenfor og der er uoverskueligt længe til forår. Det er dog en lille opmuntring at det snart er tid til at begynde at bestille frø hjem og lade sin indre jubeloptimist forbryde sig mod dankortet under indflydelse af euforiserende billeder af grøntsager og sommerblomster - Damn you internetshopping! Jeg har for eksempel allerede fundet ud af at jeg kan bestille småplanter af bisongræs, også kendt som sødgræs og festgræs. Det er planten der giver smag til Zubrovka-vodka og til den (foreløbig) eneste Kusmi-the variant der ikke fås ligeså god og langt billigere hos min lokale thepusher. Sådan en plante må jeg eje for jeg er helt vild med smagen og duften der vistnok skyldes det samme stof (kumarin) der får stenkløver til at dufte så dejligt når man tørrer det.

Share

Det vigtige


2010
05.18

Giv børnene ret

til at lege og lære,

at drømme og forme,

leve og være.

Kun der hvor børn

kan føle sig trygge,

gror det, de gamle

kaldte lykke.

Egentlig ville jeg have skrevet noget om samdyrkning og hvordan planter kan gavne hinandens vækst, i stedet faldt jeg over digtet af Carl Scharstein og tænkte at på den første rigtige solskinsdag i lang tid, burde man måske tænke mere på det rigtigt vigtige end på planterne i køkkenhaven.

Share

Av for helvede!


2010
04.18

Drejer hovedet til højrSTOP!, løfter armen over hovedeSTOP!, ser mod venstrSTOP! Ser neSTOP! Jeg er nu et stakkels offer for køkkenhavens ultimative hævn: Hold i skulderen og øv det gør nas. Hvem kunne dog have regnet ud at 8 timers havearbejde i friskt blæsende vejr, skulle kunne give problemer i den retning. Det var nu det værd, især hvis der kommer noget op osse.

Share

spire – spire – rod og blad, sådan gør man have (-ejeren) glad


2010
04.05

Nu begynder der virkelig at ske noget. Kartoflerne hygger sig i vindueskarmen og sender spirer op i lyset, eller det vil sige Solisterne hygger sig, Primula har valgt at rådne lidt i stedet for.

Primula, de sølle rester

Det hænger nok sammen med at læggekartoflerne lå lidt længe i deres plastikposer inden de fik lov at komme i en spirekasse. Istedet for de faldne Primula er trofaste Sava trådt til. De er godtnok ikke tidlige men som man siger på engelsk “people who let their seed potatoes rot in their bags can’t be choosers…” Tomaterne, både de nye kinesiske vildbasser og Green Grape fra sidste år, har fået mod på livet og er spiret i rekordfart oven på radiatoren, det er altså ikke noget problem for tomatfrø at overvintre uden varme. Deres spritnye fætre huckleberryene er ikke spiret endnu men jeg er stadig fuld af håb på deres vegne. På den anden side tog det kun tageteserne fra Aldi to dage at spire frem hvilket er snildt for så er de i fuld gang når kartoflerne skal lægges og så kan de agere anti-nematode-vagter. Og hvis ikke der er nogen nematoder der skal skræmmes væk så ser det altid pænt ud med blomster sammen med kartoflerne.

Share

Og Turdus Merula sang så smukt…


2010
03.22

I fredags hørte min vinterjomfruelige ører den første solsort synge aftensang og her til aften sad de ligeså fint i langs Køgevej og sang i de gode ekkoer mellem blokkene. Jeg er personligt ligeglad med at de nok synger noget i stil med /jeg rundsmadrer dig din spasser-tabernar/du er for slap til at hamle op med kongen her/alle kællingerne vil have mig osv osv. Det lyder bare af æbleblomster og syren på sådan en helt Brødrende Løvehjerteagtig måde. Skulle nogen have glemt hvordan det lyder kan man forsikre sig om det her http://www.turdussound.dk/

Share

Slemme slemme rabarber


2010
03.21

Rabarber tsk tsk

Vintergækker fra det lille møghjørne

 

Der er kommet vintergækker og erantis op i den nye græsplæne, helt uden at vi har gjort noget for det og det er SÅ fint, så pyt med at plænen også har fået skaldede pletter – det har vi vel allesammen efter den vinter… Udover vintergækkerne rumsterer det allevegne: Mynten er klar, den har også bare stået med rødderne i en spand frossen mudder hele vinteren, rabarberen er forårsuterlig og burde skamme sig og det varer ikke længe før man kan høste af syren igen.

Havesyre

Vin, hindbær og brombær er skåret kærligt men fast ned, køkkenhaven ryddet for forhindringer for fræseren og ungerne har samlet snor, plastikstrips og andet snask sammen, vi er med andre ord næsten færdige med efterårsklargøringen…

Share

Læggekartofler – check


2010
03.19

Hamlet fra sidste år

Efter en hurtig men ophedet indre dialog måtte fitnesscentreret vige for planteskolen så nu er læggekartofler og stikløg (gule, røde og salat-) bragt sikkert i hus. Og den følelse jeg har over ikke at have trænet hedder så dobbelt passende “bondeanger”.
Jeg prøver med “Primula” og “Solist” i år, begge er tidlige og jeg gider ikke sene kartofler. Vi havde “Hamlet” sidste år og udbyttet var uimponerende, noget der hedder Hamlet er vel også dømt til en svær start; hvis en lille kartoffelplante først skal igennem en identitetskrise og et kongemord er der vel ikke meget overskud til også at sætte kartofler. Primula er en gammel sort som jeg ved naboerne bruger (og efter 50 år i haveforeningen har de vel nogenlunde styr på det) den anden kender jeg ikke men den er både resistent overfor nematoder og skimmel og det kan vi lide. Nu er næste udfordring så at finde et sted at lægge de nye familiemedlemmer til spiring. “10 grader og lyst” jatak og for os der bor i lejlighed er det lige i hvilket hjørne?

Share