Archive for the ‘Haven’ Category

At have eller ikke at have


2014
03.01

Jeg kan lige så godt bekende det – jeg har begået en synd der er endnu værre end autogoogling, jeg har siddet læst mine egne gamle blogindlæg og ikke nok med det, jeg nød det. Så er det sagt. Det var dejligt at blive mindet om alle de ting vi har lavet i Pomona og alle de ideer jeg har forsøgt, med utroligt skiftende held, at føre ud i livet i den have. De sidste tre år i haven har været mindre skønne, vi har seriøst overvejet helt at droppe den fordi tiden og energien simpelthen ikke var der, en phd, et fuldtidsarbejde og 4 unger krævede de kræfter vi havde så der var ikke meget tilbage til haven. Jeg elsker min have men omkostningerne kan også blive for høje når familiens ressourcer er knappe. Sidste år kunne vi dog så småt begynde at mærke hvordan det kunne blive igen nu hvor tvislerne er blevet mere selvkørende og den kroniske undtagelsestilstand små børn bringer med sig er ved at være overstået igen. De små kan lide at være i haven og det kan de store faktisk også stadig. Nu barsler vi, så at sige, med et helt nyt projekt for Pomona. Sagen er jo at vi er endt med at bo i en by hvor boligpriserne er at sammenligne med Frederiksbergs og at det derfor er os umuligt at købe en bolig med et passende antal værelser. Eller sagt på en anden måde: Vi har valgt at basere vores familieplanlægning på andre parametre end de økonomiske. Det betyder at vi bor supercentralt (jeg er i en løbende dialog med mig selv om jeg gider at tage overtøj på for at gå på arbejde, jeg kan stort set ikke nå at blive kold inden jeg er fremme) og rimeligt billigt, men vi mangler altså 250 kvm for at have hvad der svarer til det gennemsnitlige antal boligkvadratmeter pr dansker x 6. Når vi ikke har lyst til at flytte (skulle vi finde et sted vi havde råd til ville det være så langt væk fra byen at den hurtigste vej på arbejde og til skole ville være igennem jordens indre) og ungerne lader til at trives i deres hems- og køjesenge så er alt jo sådan set fint. Sagen er dog den at vi må se i øjnene at Storen bliver teenager om 4 måneder og at storelillen forventeligt også rammer puberteten inden for en overskuelig fremtid og så kan det jo godt være at to soveværelser til 6 mennesker bliver lidt lidt. Erfaringer har også vist at det der med kærester i hemssenge kan blive… Ihvertfald har vi udtænkt den, synes vi selv, geniale, plan at bygge et kæmpe kolonihavehus i stedet for det lille skur der nu står i Pomona. På den måde kan familien sprede sig ud over to adresser når der er behov herfor, storen og storelillen kan få hver deres værelse i havehuset OG moren kan få mange mange flere dage i haven fordi det bliver til at holde ud også for den lidt mere praktisk indstillede ægyptolog at overnatte i haven jævnligt. Det er i skrivende stund den 2. marts og jeg har ikke købt et eneste frø, jeg har dårligt nok været i haven hele vinteren men min stakkels hjerne koger af projekt hus, det er det sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn om aftenen og det første jeg tænker på om morgenen – det er ligesom jeg plejer at have det med at vælge frø til køkkenhaven…

Share

Bikkelstær og barbarer


2013
05.20

Man må sige at pinsen har vist sig fra sin allerpæneste side her hos os i Pomona og alting vokser amok. Overskriften referer til den nye stikkelsbærbusk der allerede har bittesmå nye bikkelstære hængende under grenene – det synes jeg er både sødt af den og ret overskudsagtigt når man tænker på at den nærmest lige er blevet plantet. Barbarerne er den grønne horde i det nu nedlagte staudebed. Rabarberne breder sig majestætisk og selv havesyren har fundet sin overmand i vækstkraft og -tempo. Med lidt dårlig samvittighed har jeg valgt at fjerne de tårnhøje blomsterskud på nær et enkelt der var lyserødt – åbenbart får vinrabarber lyserøde blomster og dem kunne jeg ikke nænne at fjerne, jeg har jo også sikret mig en god forsyning af lårtykke “hesterabarber” der altså efter min mening er fuldt så gode som de mere pjevsede vinrabarber. Jeg har i øvrigt givet den som køkkenhavens Stalin igen efter endnu engang at have fået kolde fødder når der skal ryddes et bed. Sagen er at der er så mange ting der spirer frem af sig selv fordi planterne får lov at stå i jorden vinteren over og derfor kaster frø inden jeg fjerner dem (det gør jeg både af hensyn til jordstrukturen og dyrelivet.. og lidt fordi jeg som regel har virkeligt travlt om efteråret lige i den periode hvor man kunne rydde køkkenhaven). Frøene spirer frem til nye californiavalmuer – der startede som en farveblanding men nu har udviklet sig til en population af udelukkende pusfarvede individder (hvad der er meget yndigt sammen med de hudfarvede akelejer) morgenfruer, rød mælde – som jeg tror jeg nok skal få en del sjov ud af, den er lige så livskraftig som havesyren men altså også ret flot fordi den er fuldstændig rødbedefarvet og endelig dem som blev ofre for en tvangsflytning af stalinistisk tilsnit, nemlig honningurt. Jeg har hørt onde tunger hævde at det er en firseragtig blomst men jeg synes at den er meget pæn og bierne er helt tossede med den – ergo kunne jeg ikke nænne at ofre alle de honninurt(er?) der var spiret frem i det tredje bærbed som skal have dug og flis på ligesom de to andre bede. Honningurterne står nu og ser temmeligt chokerede ud i deres nye kolkhos-højbed og jeg håber meget at jeg har mere held med projektet end Stalin… Det er skidt at flytte enårige planter når de er næsten i blomst men det var det eller den visse død under ukrudtsdugen.

Der var måske ikke lige frem tale om livsfare men bamsen og egernet havde sidst på dagen pludselig meget lyst til at slå hinanden ihjel, muligvis i frustration over en mislykket kattejagt. De er heldigvis ret ligeværdige selv om de slås forskelligt; bamsen skubber, grabser og maser egernet og slår hende måske lidt med flad hånd mens egernet har et lynhurtigt kobraegernangreb hvor hun hugger sine skarpe tænder i bamsens arm eller ryg.. men de må selvfølgelig ikke slås. Havens øvrige dyreliv har ret travlt med det man bruger den anden halvdel af livet på: Sauronskaderne har muligvis en rede i det gamle blommetræ men jeg tror ikke der er unger i, jeg ved ikke om det er en ekstrarede eller hvad for de plejer jo at have unger i granfortet inde ved siden af. Der er dog stensikkert unger i kassen i æbletæet men det er endnu ikke lykkedes mig at se forældrene så jeg ved ikke om det er musvitter, blåmejser eller spurve, vi har vist haft alle tre før. Skulle nogen have lidt tid til overs mellem al den krig og kærlighed er Pomona nu også blevet beriget med en yndig blå plasticsandkasse. Eller ihvertfald står den yndigt under det lille æbletræ som har haft så mange blomster i år at ungerne syntes at det lignede en puddelhund. Det passer egentlig meget godt, æblerne på det smager også lidt ubestemmeligt, måske af puddelhund?

Share

Force majeure som udgangspunkt


2012
03.25

- Eller om hvordan en fredelig dag i haven udviklede sig. At hverdagen med to babyer og to større børn kan udvikle sig i hektisk retning er sikkert aldeles forudsigeligt for de fleste, men overraskende overraskende for mig der er moren i foretagendet. Jeg fortsætter glad og fro med at forestille mig at jeg kan nå alt muligt hvilket medfører en del surhed når jeg selvfølgelig ikke når det jeg havde planlagt og i stedet ender med at “bare” at passe børn. I dag var udset til at være anderledes, idag skulle mor, storen, lillen og tvislingerne bare hygge stille og roligt i haven, bare nyde solen og være sammen uden surhed og skuffede forventninger… Den første hurdle er altid at komme ud af døren, eller det vil sige selve det faktisk at gå ud af døren er sjældent problematisk, det er mere alt det der kommer lige før og lige efter der kan drille. Først skal alle 4 børn være vågne samtidig, være påklædte og ikke alt for sultne, derefter skal der pakkes et par småting som for eksempel madpakke, sutteflasker, mælk (til kaffen), mælk (til de små), skiftetøj, bleer, overtræksdragter, solhatte og sweatre osv osv. Så kommer selve det med døren som går rimelig glat, hvilket også gælder for gåturen ned  i haven. Vel fremme i haven lykkes det fakisk at fremstille en hurtig gang frokost til dem af os der har tænder mens de andre sover. Første baby vågner mens vi spiser men det er kun hyggeligt. Efter frokost sidder vi 3½ minut på græsset indtil jeg får den gode ide at jeg da liiiige kan flytte lidt på en grenbunke – det tæller ikke rigtig som havearbejde men skal bare lige gøres for at vi kan sprede det møg ud som de store unger og jeg hentede på rideskolen i ladcyklen i går.

En ladcykel med lort i

 Jeg når nærmest ikke andet end at hive lidt i en pind før vores nye og meget søde nabo kommer farende og foreslår at vi låner hendes flismaskine (har sådan en et navn?) til at flænse grenene med. Det virker som en god ide – så behøver den hårdt prøvede ægyptolog ikke at bekymres med dyngen. Lynhurtigt får vi trillet det arbejdsbesparende kræ hen ved siden af dyngen og sluttet til naboens strøm med adskillige lange forlængerledninger. Den ser sjov ud den maskine og det synes storen også så han får lov at sætte i værk, naturligvis efter at den ansvarlige forælder har sikret sig at det kræver en højere grad af idioti end hun kan forestille sig storen udvise at komme til at proppe sig selv i maskinen. Simultant hermed er haveveninden ankommet til tidligere lovet kaffe og lillen stukket af hjem til bedsteveninden. Alt ånder således fred og ingen fare da jeg, baby og veninde sætter os for at drikke kaffe mens storen flænser grene – glæden er dog ret kort for barnets naturlige nysgerrighed byder ham selvfølgelig at teste maskinens formåen ved at fodre den med en meget tyk gren som den forudsigeligt nok kløjs i. Kaffen må vente og veninden og jeg er pludseligt travlt beskæftiget med at forsøge at trække en æbletræstamme ud af en flismaskine ved hjælp af et udvalg af præcisionsværktøj, herunder en pløk, en papegøjetang og en hæksaks. Faktisk proppede vi også storens arm ned i maskinen fordi hans var den eneste der var tynd nok til at nå ned til kværnen, men intet hjalp. Maskinen havde opgivet ånden. Jeg måtte endda smøre ungens arm med spyt (både hans og mit) for at få den op af maskinen igen. Alt dette foregik selvfølgelig mens vi roterede den ene, vågne tvisling imellem os. Her valgte tvisling nummer to at vågne og al aktivitet måtte udsættes for at fodre de små som storen efterfølgende blev sendt ud og trille tur med så jeg med fornyet fokus kunne kaste mig over at få det efterhånden overhovedet ikke spor arbejdsbesparende redskab til at gå i du igen, men helt uden held. Nu skylder jeg naboen en kompostkværn, børnene endte med at passe sig selv og hinanden, kaffen blev kold og jeg har ca 4 liter flis liggende som jeg ikke helt ved hvad jeg skal bruge til. Men… det var sgu da ikke til at vide at det ville ende sådan?

Share

Et anderledes forår


2012
03.05

Nu er foråret umiskendeligt på vej igen, og store ting er i vente i haven. Familien er vokset med hvad der i daglig tale kaldes tvislingerne og jeg må erkende at haven må tilpasses vores formåen som genetableret småbørnsfamilie. Sidste år var en havekatastrofe hvad foreningsbestyrelsen da ikke var sen til at bemærke. Sjovt nok pyntede det slet ikke at vi stort set ikke kunne lave noget i haven fra juni og frem. Der kom lige en mave, en flytning og en fødsel i vejen. Den grønne vinter har også tilladt alting at gro videre indtil vi endelig fik lidt kulde i februar. Jeg har gjort hvad jeg ikke troede at jeg nogensinde ville komme til og tilkaldt en anlægsgartner der skal gøre projekt “ryd op og ryd ud” færdigt. Det vil forøge græsarealet med ca 150 kvm og halvere køkkenhaven men forhåbentlig også befri mig for den kroniske dårlige samvittighed over at have en have der ikke bare er hyggeligt og øko-overskudsagtigt vildtvoksende men efter en forsømt sæson decideret grim. Jeg kan ihvertfald mærke at haveglæden er vågnet efter en lang vintersøvn og jeg glææææder mig til at få de små på græs (den ene har allerede nu et veludviklet jagtinstinkt så hun skal nok få ædt sig igennem en del smådyr hen over sommeren) og de store igang med bål og legehus og alt det andet vi plejer at lave dernede. Det bliver spændene at finde ud af hvordan vi kan få det hele til at fungere med de små og de store og alting. Velkommen forår!

Share

Pres og kartofler


2011
07.05

Heldigvis lykkedes det i anden ombæring at få godkent havens standard om end det vist ikke helt var med bestyrelsesformandens gode vilje, alligevel mangler vi ikke pt noget at lave. En nært forestående flytning sammen med det faktum at tvillingerne nu fylder rigtig godt i maven gør det… en smule udfordrenden at passe vores kære have. Ægyptologen har egenhændigt og i lånt trillebør (vores egen var naturligvis per refleks flad, hvorfor er trillebøre altid flade?) kørt hele møgbunken i containeren til sidste skraldedag mens jeg muntrede mig med at blowtorche ukrudtet foran hækken – sådan en gasbrænder har et dejligt langt skaft der gør at man ikke behøver at bøje sig ned og netop den øvelse bliver mere og mere kompliceret i takt med at min krops (indrømmet, noget udvidede) rumfang optages af et par heldigvis foreløbigt godt voksende tvillinger. Alligevel er dette år langt mere lovende end sidste år. Vejret har været mere gunstigt så alting trives – med hvidløgene som en overraskende undtagelse, de lader til mere eller mindre at have opgivet ævret. På den anden side har de nys tilkomne rottehaleradiser vist sig at være frodige over al forventning og de smager ovenikøbet godt. Nøjagtigt samme smag som rodradisser men ikke så overdrevent stærke som mine ikke-vandede radisser plejer at blive og med et langt større udbytte pr plante hvilket jeg synes er snildt. Jordbærrene har også givet over al forventning selvom at jeg nok må erkende at det aldrig bliver helt nok – jeg kan simpelthen ikke forestille mig at have jordbær nok, men mange er dejligt. Tomatplanterne står med de første bittesmå grønne tomater og krydderurterne har næsten fyldt deres højbed. Den friske oregano er helt klart årets hit, den smager skønt til det meste og er så milevidt fra den tørrede at man næsten ikke kan tro at det er den samme plante. Ligenu er det eneste virkelige problem (altså ud over det der med at undgå at det hele bare vokser til i ukrudt) at jeg ikke har fået sået agurker – eller det vil sige jeg har forkultiveret et par planter og også plantet dem ud men sidste år havde jeg mange flere. Den første række kartofler er taget op, Solist som godt nok smager dejligt men toppene var allerede helt færdige og udbyttet er ret lavt, så nu har jeg en hel række dyb, løs jord som skal have noget at lave. Det varer ikke længe før de Blå Congo også er færdige så jeg må prøve at finde på noget. Man kan godt så ræddiker og deslige nu men vi gider ikke rigtig spise dem så det virker lidt fjollet…

I øvrigt gik en del af Solisterne til en totalt yndlingsret som også er meget nem – det eneste der kræves ud over en grydefuld nyopgravede kartofler er en grønthandler. Man koger kartoflerne til de er knap færdige og har inden da sørget for at være hos grønthandleren og købe et glas Pataks “Korma” som er en ret mild krydret indisk sauce. Man dræner kartoflerne og blander dem i gryden med en generøs portion kormasovs. Det smager fantastisk og kartoflerne komme ligså meget til deres ret som de gør i mange af de klassiske nye-kartofler-retter som kold kartoffelsalat og kartoffelmadder på rugbrød med mayo og purløg. Hvis det skal være rigtig fint kan man skære kartoflerne ud i mundrette bidder og drysse med krydderurter. Dild er allerbedst men de virker allesammen.

Man kan da også spise salat til – feks hjemmedyrket romainesalat…

Share

Undskyld deres majestæt


2011
05.01

Denne haveweekend fik en noget pinagtig opstart da det i torsdags viste sig at der var en hvepsedronning der var begyndt at bygge bo, ikke under udhænget eller omme i bagskuret som sidste år, men i selve døråbningen til redskabskuret. Jeg overvejede et kort øjeblik om vi mon kunne evakuere alle haveredskaberne og lade naturen gå sin gang, jeg kan jo til fulde sætte mig ind en moders behov for at sikre sine små et godt og sikkert sted at vokse op, men i sidste ende tror jeg at det ville blive ensbetydende med at overlade hele huset til hvepsene her i sommer og det går trods alt ikke. Heldigvis trådte Ægyptologen håndfast til og fik moset majestæten der stadig var alene på skansen mens storebarnet fik sikret sig de fine fine bo i et syltejsglas. Hvil i fred – og jeg håber at hvepsenes kolleger stadig vil tage sig af utøjsbekæmpelsen i haven – de højere klasser bekymrer sig jo normalt ikke så meget om solidaritet…

Jeg tror fuldt og fast på at løjtnantshjerterne er kommet op af jorden og gået i blomst på en uge. Jeg er stensikker på at de ikke var der i sidste uge for jeg kunne godt huske hvor jeg satte den og jeg kiggede efter den. Det var en meget dejlig overraskelse at se den står der så perfekt og lyserød og hjerteformet så man skulle tro at den var lavet efter en lille piges (på for eksempel 7 år) fantasi. Jeg opfatter ellers ikke mig selv som ret piget men løjtnantshjerter kan jeg bare ikke stå for. Vi har fejret det umådeligt lune forårsvejr med at overnatte i haven for første gang i denne weekend og som altid føles det som at have været langt væk fra alting – på trods af at der er mindre end tre kilometer hjem til Ringvejen. Det er en god ting ved at overnatte at det giver lidt mere arbejdstid når vi nu er dernede. Selvom ungerne og jeg startede dagen med en maratontur i både byggemarked og ned af Algade så lykkedes det endelig at få etableret de pallerammehøjbede jeg har drømt om siden en gang sidste efterår. To af dem står nu med jord i, det ene med de sidste af de meget tidlige jordbærplanter som jeg reddede fra det overgroede jordbærstykke sidste år – de var i haven da vi overtog den og jeg aner ikke hvad sort det er men de er tidlige, gode og endda remonterende. Kort sagt rigtig meget værd at gemme på og nu står de og blomstrer i højbedet på den varmeste plads i haven. Det andet højbed har jeg monteret en færdigkøbt plastickoldbænk på. Det lyder ikke rart og den er heller ikke ret pæn men forhåbentlig kan den blive springbrædtet fra vindueskarm til have som jeg manglede så frygteligt sidste år. Det satser jeg så meget på at jeg allerede har plantet en heirloomagurk (lemon) som er meget meget fin og endda giver og smager godt og en tidlig squash. Lidt salatquinoa og rød løvetand har også fået blivende plads mens et par “white custard” vintersquash og en enkelt mandelgræskar bare står til afhærdning. Jeg håber at de bliver til livskraftige planter der hurtigt kan udnytte pladsen i kartoffelbedet efterhånden som vi tager de tidlige kartofler. Uden for koldbænken står der nu æblemynte og lavendel for jeg vil gerne have insekterne op til solpladsen også og de søde insekter elsker krydderurter.  Det er næsten heldigvis at kartoflerne slet ikke er kommet op endnu for der er stadig nattefrost og lovet mere i næste uge og det kan kartoffeltoppe ikke lide. Det gør ikke så meget at løgene er begyndt at komme op, de kan tåle mosten. Lidt most ville i øvrigt være dejligt i det hele taget for jorden er knastør. I de bede hvor jeg har sået ligger den hårdbearbejdede jord som et fint pulver og man skal flere centimeter ned før der er fugt… Der er heldigvis altid noget at bekymre sig om i en have. Om ikke andet kan jeg altid spekulere over hvad vi skal stille op med denneher:

Share

At høste uden at så


2011
04.21

At høste uden at så virker jo nærmest perverst for en der er vokset op i en kultur præget af protestantisk arbejdsetik – hvem ved, måske er det ligefrem syndigt? Det er dog en bekymring jeg har nemt ved at lade fare – herhjemme runder vi snart det andet år fri af folkekirken og jeg må indrømme at vi ikke savner den det mindste. I min have er hverken kvinder eller æbletræer af det onde og skulle der være en slange der fik lyst til at bo hos os, ville den blive modtaget som en æret gæst ligesom tudser, pindsvin, krager, ugler og andre mørkedyr. Tilbage til det med at høste uden at så, jeg gik for sjov en runde i haven for at se hvad der egentlig kan høstes nu og jeg blev overrasket over hvor meget der er. Jordskokker er der masser af, vi har slet ikke fået taget af dem i vinter så nu er der lagt i oven til et veritabelt vildnis af jordskokker når de allesammen spirer, syren strutter og der er masser af den, timianen er grøn, de første citronmelisseblade kigger op, æblemynten står fin og grøn, løvstikken har fine blade og mælkebøtter og persille er der masser af. Det er selvfølgelig ikke helt nok til et måltid, medmindre man vil have jordskokker med grønt drys, men dog temmelig meget mere end ingenting. Hvis nu alle planer var lykkedes ville jeg også have kunnet skrive rabarber på listen men de er alt for spæde endnu. Jeg har dog ikke opgivet dem helt, de rabarber der blev flyttet sidste år ser ud til at være lidt mere livskraftige end de gamle.

Jeg er dog alligevel så heldig at have en lille smule rabarber i køleskabet, dem fik jeg foræret i går da vi var inviteret til fødselsdagsfest i permahaven Gule Reer i Reerslev. Det var en vældig hyggelig fødselsdagsfest og superspændende at se permahaven der har små agre, søer, drivhus og snart også en hønsegård med solcelleopereret automatisk dør. Hvis man ikke liiige havde en have i forvejen ville jeg helt sikkert sige ja tak til muligheden for at blive medlem af arbejdsfællesskabet derude. Og deres rabarber var altså langt større end mine små ydmyge stilke. Nu har jeg lige en aftale med et hold tvillinger der nok vil tage det meste af min tid de næste par år men derefter vil jeg virkelig gerne tilegne mig mere viden om permakultur. Tanken om at arbejde med naturen i stedet for at betvinge den, ligger allerede i økologien men i sin mest skrabede form behøver økologien jo ikke at være andet end fraværet af gift og kunstgødning. Permakulturtanken går i dybden med at forsøge at forstå naturens ressourcekredsløb og hvordan mennesker kan blive en del af det på en positiv måde. En del af den tankegang kunne jo også være at have afgrøder der kommer igen af sig selv og som trives så godt at de ikke kræver megen pasning. Min havesyre er et godt eksempel på sådan en staudeafgrøde. At den så tilsyneladende har en ret lav tærskel for trivsel, forstået på den måde at den spreder sig i hele haven og ser glad ud allevegne, betyder foreløbig ikke så meget. Jeg må fluks undersøge hvilke andre staudeafgrøder der findes…

Share

Barnevogn, jorbær og sommerfuglesex


2011
04.19

Jeg glemte at tage fotografiapparatet med i haven så jeg håber at overskriften vil få billederne frem på den indre skærm. Vi er nu de lykkelige ejere af en brugt tvillingebarnevogn som måske – måske ikke kan komme igennem havelågen. De tidlige ejere er to nuttede toethalvtårige drenge og deres mor lovede at den (vognen) godt kan komme ind i en bus. Jeg glæder mig til at parkere den under vores æbletræer til næste forår. Efter endt indkøb fik vi også tid til lidt regulært havearbejde. Ægyptologen fik på ingen tid gravet det stykke som blev sprunget over sidste år så nu begynder jeg så småt at øjne den totale køkkenhaveløsning… der mangler selvfølgelig stadig liiiige et staudebed der skal transmogriffes om til et kompostanlæg men det bliver besværliggjort af det irriterende faktum at ALLE de kompostbeholdere man kan købe er både dyre, små og lukkede. Det vil sige at hvis man som jeg gerne vil have 3 gange en kubikmeter åbne beholdere til kompost så er det noget med at gå i gang med at bygge. Mens ægyptologen gravede løs påtog jeg mig det lidt mindre hårde men lige så vigtige(!) arbejde med at rense jordbærbedet for ukrudt. Det er spændende om de yder noget i år da vi jo stort set har gjort alt galt med timingen af planterne, de er både gamle og plantet på et forkert tidspunkt men de ser nu ud til at trives. Med lidt held vil nogen af de senga sengana som vi plantede i efteråret have bidt sig fast også – de fik ingen “pind” og jeg kan ikke kende forskel på planterne så jeg ved det ikke. Der står i forvejen en blanding af de bær der var i haven da vi overtog den, nogen planter vi arvede sidste år og de allestedsnærværende skovjordbær. Ovenikøbet mener jeg at jordbær kan frøformere sig så måske er der også mellemformer. Heldigvis fik jeg luget bedet færdig (det krævede en lur halvvejs) på trods af jordbærforvirringen – det hjælper nok ikke bærhøsten hvis planterne står begravet i græs, margueritter (har alle mennesker margueritter som ukrudt?), skvalderkål – en smalbladet variant der ikke ligner den der bor under Gråstenen og i græsplænen, og, natürlich, den f* krybende fredløs. Oh! så var der sommerfuglesexen. Det lader til at sommerfuglene kan lide at slikke sol på den mørke jord når de skal hvile sig mellem de poetiske parflyveture som jeg går ud fra er sommerfuglenes svar på forspil. Ihvertfald kunne vi nyde dagpåfugleøjernes flyveture hele eftermiddagen. Der kom også en enkelt aurora forbi men den havde ingen flyvepartner så den forsvandt hurtigt igen.

Share

Blå kartofler og røde gulerødder, lilla bønner og gule tomater


2011
03.30

Jeg hallucinerer ikke efter at have spist pragtsnerlefrø men der er ingen tvivl om at grøntsager i sjove farver påvirker min hjerne og gør mig glad. Det er nok den samme type glæde som børn har når de får lov at lave pandekager med frugtfarve i. Et frydefult brud på reglerne der siger at kartofler er gule og pandekager lysebrune. Næh! MINE kartofler er nemlig bare blå – og så findes der måske også små damer der bor i blomsterne og knæhøje kødædende giraffer ved Saxkøbing fjord. De skæve grøntsager tilfredstillerihvertfald noget helt barnligt i mig og jeg er superglad over at have sikret mig et kilo læggekartofler af de fantastiske Blå Congo. De skal dele pladsen med nogen fine rødskindede Rosara og almindeligt gule Solist og Agata. Jeg har også bestilt flere frø af de lækre gulgrønne Green Grape cherrytomater der gav rigt forrige år og ikke spor sidste år. Bønner i lilla, gul og grøn skal der også bære plads til sammen med rødblomstrende hestebønner og do jordskokker. Gulerødderne er blevet næsten uanstændige fordi de røde hedder Atomic Red hvilket man ikke rigtig kan være bekendt men de har vist heddet sådan længe. Og de skal have selskab af både orange og gule artsfæller… min netshoppefinger skælvede længe over knappen til de lilla gulerødder men her trådte jeg i karakter og udøvede (selv)begrænsning hvilket ikke er nemt på denne tid af året hvor køkkenhaven stadig er fuldstændig uberørt og ubegrænset af realiteter. Jeg er dog ikke helt færdig med at shoppe frø endnu – der mangler liige lidt småting som ribstomater, rottehaleradisse og aspargeskål men de er på vej. Jeg må indrømme at jeg så småt er ved at tilgive vinteren at den blev ved alt for længe for jeg har hørt lærker i dag og vejrudsigten siger 19 grader på lørdag!

Share

Æbletræernes hævn


2011
03.27

Meget mod naboens og, formoder jeg, æbletræernes vilje, fortsætter vi nedslagtningen af de aflægs træer som haven til dels er opkaldt efter. Det betyder hverken at vi erklærer haven for æblefri zone eller at alt hvad der er gammelt og krumt skal fjernes. Det betyder bare at vi liige fælder 3 -4 af de træer der alligevel ikke bærer. Både Pigeon og Gråsten og det med de store gode æbler og det lille med de flotte røde æbler får lov at blive stående. Og hvis det golde Cox Orange når at springe ud tvivler jeg på at vi nænner at fælde det i denne omgang. Heldigvis er det ikke sådan at udrensningen berøver en myriade af småfugle deres læ og ly for de gider alligevel ikke bygge i vores have på grund af naboens (til den anden side) onde skader og måske også på grund af den store flotte røde kat der bor overfor og som er ungernes yndlingshaveven. Alligevel har jeg det skidt med at fælde de træer, de er gamle, ihvertfald ældre end mig, og store og, på deres egen måde, flotte. De blomstrer allesemmen overdådigt og yndigt (intet kan måle sig med æbleblomster i yndighed – faktisk er der ikke ret meget ud over æbleblomster som man overhovedet kan holde ud at sige “yndigt” om). Hele historien giver mig dårlig samvittighed men jeg bider tænderne sammen for vi skulle jo gerne opnå noget med alt myrderiet. Først og fremmest skal det gerne forvandle et ellers mørkt og ubehageligt hjørne af haven til et mere lyst og venligt sted. Som det er nu er jorden under alle træerne bevokset at en blanding af den allestedsnærværende efeu, skvalderkål og ting som er faldet af trillebøren på vej i kompostbunken, nedenunder ligger der lag af rådne ting og myriader af snegle – det knaser (!) når man går der, hvilket “man” aldrig, aldrig gør med bare tæer. Det er ikke fordi vi har behov for mere græsplæne, jeg synes som udgangspunkt at græsplæner er ret kedelige men tanken er at vi efter et p.t. nærmest ufatteligt stykke jordbehandling vil kunne anlægge græs hvor der nu er æbletræer, udgået bambus og efeu, efeu, efeu. Formålet med hele øvelsen er at begrænse vedligeholdet af det hjørne af haven for der er godtnok meget vedligehold på vores 600 kvm store have. Og så er jeg selvfølgelig allerede begyndt at drømme om at plante blomstrende buske i den græsplæne vi endnu ikke har anlagt. Budleia, falsk jasmin og hvem ved, måske en lille bitte bitte hyld? Nåh men før jeg kan plante duftende buske og drømme om sværme af sommerfugle og andre af de søde insekter som ikke knaser og stikker, så var der lige det med de æbletræer – GAMLE æbletræer med dybe, tykke, kæmpestore rødder og det er det der er hævnen: Jeg har nemlig rigtig væmmeligt ond i ryggen i dag efter at have brugt et par timer i går på at grave ned langs stammen på det mest sølle eksemplar og hugge rødderne over med en økse – og jeg blev ikke engang færdig!

Share