Archive for april, 2010

Kan hestebønner egentlig gå i vaskemaskinen?


2010
04.30

Nu hvor vejret for alvor bliver mildt er det også tid at finde sommergarderoben frem. Jeg hev et par overalls ud af skabet som jeg (åbenbart) ikke har haft på siden sidste efterår. I lommen lå en håndfuld hestebønner, så vidt jeg husker af egen avl. Jeg kan svagt erindre at vi ryddede beddet med visne hestebønneplanter og at der var en moden bælg som jeg tømte… men jeg kan ikke huske om jeg vaskede mine bukser da jeg kom hjem? Ihvertfald må frøene have en chance. Efter de frosne tomatfrø er alt jo muligt – hvorfor ikke spire hestebønner der har fået 40 grader, det er jo ikke som om jeg bruger skyldemiddel eller noget.

Dagens faldne

I dag er alle planer om at ordne køkkenhave blevet skyllet væk af et, i øvrigt, meget dejligt regnvejr. Jorden er tung og våd og selv den sorteste ondskab ville ikke kunne få mening i at lade Jed forgribe sig på den efterhånden noget frodigt bevoksede brakjord. Jed blev i skuret og vi gik en tur i stedet. Den bløde, våde jord er nu god for en ting – mælkebøtternes rødder kommer til at sidde tilpas løst til at de er til at få op. Faktisk kan jeg ikke lide at fjerne mælkebøtter, jeg synes at det er synd: Mælkebøtter er pæne og har nogle sympatiske politiske holdninger, hvorimod folk der fjerner dem er helt ovre på den forkerte side af ligusterhækken, alligevel har jeg idag forrettet en veritabel massakre på blomsterverdenens svar på SFU – i klar forvisning om at der nok skal komme nogen nye og at manglende indgriben fra min side ville have gjort min lille have til arnested for verdensrevolutionen (i blomsterverdenen naturligvis). Den slags kan man ikke risikere i en respektabel kolonihave. Som et lille plaster på min sårede selvfølelse som økohippie spiste vi nogen af SFUerne i en dejlig salat – det hjalp lidt.

Share

Kvan og radisser


2010
04.28

Med den slags vejr vi har for tiden er det meget meget svært at huske hvorfor det er man skal gå på arbejde. Heldigvis tillod dagen i dag en tur i planteskolen og forbi den lokale byggegenbrug – det giver straks anledning til heftig bygning af luftkasteller om alt det fede man kunne bygge med de der fantastiske runde vinduer og det gamle bygningstømmer der bare ser så lækkert ud… Desværre kræver den slags jo at man faktisk kan bygge og det kan jeg ikke – ikke i den virkelige verden ihvertfald. Det betyder dog ikke at byturen var spildt, ud over et par hyggelige timers skamløs osen i planteskolen fik jeg en hvid ribs og en kvan med hjem – begge dele er planter jeg har ønsket mig længe og som nu står i haven og venter på at komme i jorden på fredag. Kvanen ligner en kraftig skvalderkål så den kommer nok ikke til at føle sig alt for uden for nede i det våde hjørne sammen med den genopstandne løvstikke, havesyren, anemonerne og de visne vintergækker. Jeg tænker på det som et afslappet og rummeligt miljø hvor den nok skal komme til at føle sig tryg.

I køkkenhaven er den allerførste afgrøde kommet op; ganske vist er der ingen af os der rigtig gider at æde radisserne men det er så hyggeligt at de kommer så man kan se at der sker noget. Både radisserne og de andre såede ting har fået vand i dag, på den hårde måde (vandkande) fordi haveslangen ikke rigtig kan med vandhanen – det er noget jeg overvejer at gøre noget ved på et tidspunkt – og det vil nok være smart at gøre det inden tomaterne flytter fra børnehaven i vindueskarmen… Vindueskarmen har for tiden en rigtig dårlig normering og det bliver kun værre. Pragstnerlerne (dem uden de væmmelige alkaloider) er begyndt at spire og da jeg i min entusiasme over at have købt en meget stor pose lathyrusfrø fik sat alt for mange i blød, var jeg nødt til at så dem også – ellers går de jo til uden nogensinde at have fået en chance i livet. Frøene bor i 4 etager men det går jo ikke når de forhåbentlig begynder at spire.

Share

“Uden skadelige alkaloider”


2010
04.25

Jeg undres over teksten bag på frøposen: Er der nu meningen at man som pragtsnerle-elsker skal ånde lettet op over ikke længere at skulle dyrke sommerblomster fra frø der indeholder lysergsyreamid eller forventes man snarere at reagere med skuffelse over ikke at kunne blive skæv af at æde posens indhold? Er fraværet af alkaloiderne mon en tilfældighed eller resultatet af omhyggeligt avlsarbejde? Jeg plejer under alle omstændigheder at så mine ipomoea – det er en mere længerevarende fornøjelse end at spise frøene. Ud over ipomoeaerne i to varianter har jeg sået 4 forskellige slags squash – mit håb er at jeg ved at forkultivere et udvalg af planter af forskellige sorter kan forlænge squashsæsonen. Sammen med squashen står storens bitte-bitte små jordbærspirer og jeg skulle gerne meget snart have sået den toscanske palmekål som jeg havde dårligt held med sidste år – der er ikke meget palme over en 25 cm høj kålstok… Afhærdningen af planter sået indendørs er en stor udfordring når der er et par kilometer mellem have og hjem, men måske kan naboens drivhus agere “halfway house”. Ellers går jeg og pønser på noget der indebærer en masse 1½liters flasker…

Ungerne har været myreflittige i weekenden, storen har egenhændigt topdresset alle bærbuskene og lillen har plantet blomsterløg i potter – deres mor er vældig godt tilfreds med dem.

Køkkenhaven er blevet beriget med 3 slags løg og 2 slags gulerødder og plænen er blevet fodret med (gys!) kunstgødning. Lillen&kumpan var noget utilfredse med at græsplænen måtte få SÅ mange vitaminpiller når de kun må få en om dagen. De har fået meget strenge ordrer om at holde nallerne fra de små kugler!

Share

Av for helvede!


2010
04.18

Drejer hovedet til højrSTOP!, løfter armen over hovedeSTOP!, ser mod venstrSTOP! Ser neSTOP! Jeg er nu et stakkels offer for køkkenhavens ultimative hævn: Hold i skulderen og øv det gør nas. Hvem kunne dog have regnet ud at 8 timers havearbejde i friskt blæsende vejr, skulle kunne give problemer i den retning. Det var nu det værd, især hvis der kommer noget op osse.

Share

Hvad var det dog der skete/mit vinterkolde hjertes kvarts/må smelte ved at se det


2010
04.17

Violer i græsplænen

Endelig det blevet tørt og mildt nok til at komme i jorden. I alle havebøger står der at jorden skal være “tjenlig” – et havekodeord der betyder at jorden skal være varm og tør nok til at man kan arbejde med den, dvs rode rundt i den med ens foretrukne redskaber (for mit vedkommende bliver det grove nu klaret af en fræser ved navn Jed – han er nemlig fra Texas) uden at den klumper sammen. Samtidig skal den være varm nok til at de frø man gerne vil så, faktisk giver sig til at spire og ikke bare ligger og rådner i jorden. Det er altid lidt af en prøvelse for på den ene side vil man jo gerne have den maksimale vækstsæson, og IGANG! – på den anden side bliver det hurtigt trivielt og dyrt at så haven om. Ud over at checke jordtemperaturen på nettet og følge anvisningerne bag på posen er jeg så heldig at have yderst erfarne havenaboer – de har lagt deres kartofler i denne uge så nu er mine tidlige Primula og Solist også kommet i jorden. Og nu vi var igang kom jordskokkerne, hestebønnerne, feldsalat, spinat, jordbærspinat, pluksalat og radiser også i jorden. Jorden fik købe-ko-gødning og kompost først så jeg ser for mig at det nærmest må sprutte op af den næringsrige jord (og ikke et ord om folk der køberdyr bæ i poser). Det er altsammen noget der skulle kunne spire ved meget lave jordtemperaturer. Det næste der står for tur er stikløgene der skal dele bed med gulerødderne men de må lige vente til Jed og hans pilot har fået gjort endnu en bid af køkkenhaven klar.

Herhjemme i vindueskarmen er der ved at være godt fuldt, både de forfrosne “green grape”-frø og de nys indkøbte kinesiske vildtomater har en spireprocent på 100 hvilket om ikke andet får en til at føle sig vældig dygtig. På den anden side er der kun kommet eet eneste eksemplar af de huckleberries jeg havde glædet mig sådan til – og det er nærmest værre end ingenting da planten ikke kan selvbestøve. Tomatilloerne blev sået lidt senere og der er kommet et par stykker men jeg tror at der er en del fusere imellem dem også. Heldigvis har jeg en kollega med italienske forbindelser så jeg har byttet mig til nogen vældigt lovende blommetomatfrø der også skal sås så snart som muligt. Desværre har det vist sig umuligt at udvide lejlighedens vindueskarmsareal så det er en stående udfordring af finde en plads i solen til alle.

Share

spire – spire – rod og blad, sådan gør man have (-ejeren) glad


2010
04.05

Nu begynder der virkelig at ske noget. Kartoflerne hygger sig i vindueskarmen og sender spirer op i lyset, eller det vil sige Solisterne hygger sig, Primula har valgt at rådne lidt i stedet for.

Primula, de sølle rester

Det hænger nok sammen med at læggekartoflerne lå lidt længe i deres plastikposer inden de fik lov at komme i en spirekasse. Istedet for de faldne Primula er trofaste Sava trådt til. De er godtnok ikke tidlige men som man siger på engelsk “people who let their seed potatoes rot in their bags can’t be choosers…” Tomaterne, både de nye kinesiske vildbasser og Green Grape fra sidste år, har fået mod på livet og er spiret i rekordfart oven på radiatoren, det er altså ikke noget problem for tomatfrø at overvintre uden varme. Deres spritnye fætre huckleberryene er ikke spiret endnu men jeg er stadig fuld af håb på deres vegne. På den anden side tog det kun tageteserne fra Aldi to dage at spire frem hvilket er snildt for så er de i fuld gang når kartoflerne skal lægges og så kan de agere anti-nematode-vagter. Og hvis ikke der er nogen nematoder der skal skræmmes væk så ser det altid pænt ud med blomster sammen med kartoflerne.

Share

Mig mod den Røde Kornel 1-0


2010
04.02

Et lille vulkanudbrud af følfod

Det er herligt at have en gammel have hvor der altid er noget der skal (kan) fældes mens man venter på Godot – eller i dette tilfælde en passende lejlighed til at skamfere køkkenhaven maskinelt. I min have er planter som liguster, kornel og snebær ikke små søde hække men vildsomme krat hvor man forventer at finde uberørte civilisationer eller mindst en endnu-ikke opdaget stamme af vilde sjællændere… Det siger ærlig talt ikke noget flatterende om mig at jeg så fluks går igang med at fælde urskoven, men det gør jeg altså. Kornellen skygger for rabarberne og snebærerene har slået sig sammen med efeuen om at æde pigeonen og DET kan de godt glemme! Jeg elsker pigeoner fordi de er smukke og fordi de smager af marcipan når de har fået lov at ligge og eftermodne. Der er ingen æbler der minder om pigeoner. Sidste års høst var i øvrigt ussel fordi æblerne fik skurv og derfor ikke kunne holde sig ret længe. Måske kan lidt lys og luft omkring træet forebygge at det sker i år?

Nu ser syren sådan ud

 Ihvertfald føles det så dejligt som om man har udrettet noget når man får ryddet nogen kvadratmeter krat. Til gengæld er den før så ryddelige køkkenhave nu fuld at fældet krat men det ordner sig på mandag hvor krattet er så heldigt at få kørelejlighed til nærmeste genbrugsplads. I øvrigt fik vi besøg af den yndigste lille fuglekonge – ganske vist uden krone (en hun eller ungfugl måske?) der vimsede rundt ganske ganske tæt på mens den checkede den røde gråsten for kræ og sagde en meget kær, blød pippelyd. Jeg håber at skaderne lader den være i fred. De bor i naboens høje gran og betragter sig uden tvivl som havernes sande herskere. Jeg kan egentlig godt lide dem men jeg mistænker dem for at være en del af forklaringen på hvorfor vores 70 år gamle og giftfrie have med  masser (endnu) af krat og gamle træer ikke vrimler med småfugle.     

Akelejer på vej

Share