Archive for maj, 2010

Nissehøsten bliver god i år


2010
05.22

I modsætning til hvad mange tror, formerer nisser sig vegetativt. På billedet til venstre ses de umodne nisser tydeligt. Efterhånden som nissen bliver moden vil huen blive rød og på et tidspunkt vil nissen åbne øjnene og gå sin vej. Gamle nisser tørrer ind og deres skæg løsner sig og bærer frøene med vinden.

Ud over nisserne er alt vokset mindst 1½ meter i løbet af de sidste par dage. Sidste weekend havde børnene flyverdragt på, igår sov vi haven for første gang i år. Mens bålet brændte ud, længe efter ungerne var faldet i søvn og den sidste jordbærsnaps var drukket, kunne jeg høre en nattergal i det fjerne – absolut lykke!

Skaderne har vist fået et psykisk knæk efter at de blev angrebet af kragerne, vi har ikke set meget til dem siden men alt det andet luftkræ er vågnet op til dåd. Alle Pomonas knopurte-knopper har deres egen mariehøne, kålsommerfugle og auroraer flagrer yndig omkring sammen med en enkelt blåfugl og heldigvis er der også en del bier at se nu hvor æbletræerne står i skønneste flor. Myggene er sørme osse kommet på vingerne og har begavet os med flotte stik. Kløen fra myggestikkene blander sig på bedste vis med fornemmelsen af at være solskoldet i nakken og bag på overarmene - endelig står sommeren for døren. Kapløbet for at nå at få gjort resten af køkkenhaven går derfor også ind i slutspurten, hvis nu bare ikke det begynder at øse ned igen så når vi det måske. Desværre lader det til at jeg også i år må så en del om. En del af det tidlige er slet ikke kommet op – sandsynligvis fordi frøene har ventet så længe på varmen at de er rådnet eller blevet spist. Sultne munde er der nok af, jordlopperne gnasker løs af de små grønkålsplanter og af hestebønnerne. Rucolaen er vist nok også en korsblomst og den får også masser af gnav. Alle mine flippede mælder er heller ikke kommet op så det må jeg også forsøge at så igen nu hvor varmen er kommet. Storen&kumpan indviede “fuglekassen” for alvor ved at overnatte i den i nat. De havde det meget meget hyggeligt deroppe.

Share

Det vigtige


2010
05.18

Giv børnene ret

til at lege og lære,

at drømme og forme,

leve og være.

Kun der hvor børn

kan føle sig trygge,

gror det, de gamle

kaldte lykke.

Egentlig ville jeg have skrevet noget om samdyrkning og hvordan planter kan gavne hinandens vækst, i stedet faldt jeg over digtet af Carl Scharstein og tænkte at på den første rigtige solskinsdag i lang tid, burde man måske tænke mere på det rigtigt vigtige end på planterne i køkkenhaven.

Share

Med min hakke min skovl og min snorkel


2010
05.18

Jeg tror at radisserne bliver gode i år – med de nuværende nedbørsmængder må de blive både saftige og milde i modsætning til de små superstærke og træede radisser jeg plejer at dyrke. Det kan endda være at de bliver spist så? Faktisk trives køkkenhaven fint med de kolde grå vejr, det eneste problematiske er at jorden bliver ved med at være for kold til den næste omgang såning. Jeg nyder den positive opmærksomhed fra naboerne som højden af kartoffeltoppene giver mig, Solist er en dygtig kartoffel der allerede er hyppet to gange. Jeg har studeret det med hypningen grundigt og det lader til at der er konsensus om at det faktisk tjener et formål. Dels sikrer det at kartoflerne ikke får lys og bliver grønne og giftige af solanin, dels holder det ukrudt nede og dels forøger det afstanden mellem top og knold så skimmel ikke så let kan regne ned i jorden og angribe kartoflerne. Det sidste er vidst ikke så relevant for man fjerner jo alligevel toppene hvis de får skimmel? Som historiker synes jeg også at det er et argument i sig selv at traditionen foreskriver at kartofler skal hyppes. Det giver en god fornemmelse at stile sig op den lange række af mennesker der i de sidste 500 år har hyppet deres kartofler. Egentlig ved jeg ikke helt om min forestilling holder idet jeg bare antager at hypning har været den europæiske dyrkningsmetode fra begyndelsen af kartoflens europæiske tilværelse og på den anden side aner jeg ikke om man hypper kartofler i Sydamerika? Heldigvis behøves der ikke et solidt grundlag af fakta for at føle historiens vingesus…

 Naboens salat der kom direkte fra drivhus til kold jord har taget udfordringen op og står fint så nu har planteskolens grønkål fået samme tur. Grønkålen skal dele bed med forskellige ærter, foreløbig nogen høje mangetouts men det er planen at så flere efterhånden så de ikke bliver modne allesammen på en gang. I den anden side af beddet med grønkål håber jeg at dyrke palmekål af egen avl. Jeg har sået i flere omgange og det lader til at palmekålen er kollektivistisk anlagt; dem der er sået i små fantastiske avispapirspotter som jeg kærligt har siddet og hånddrejet med min egetræspotmaker gider dårligt kigge op af jorden – derimod spirer dem der er bredsået i en vindruebakke villigt. Måske er det det nære fællesskab der stimulerer dem til vækst, eller også er våd tryksværte giftigt for små frø.

Heldigvis rummer haven også planter der er aldeles selvkørende og som på egen hånd klarer det der skal klares for at jeg kan høste fra dem til efteråret – æbletræerne er næsten klar til at blomstre så det store spørgsmål er bare om der er bier nok til at bestøve dem. I blommetræet og frugtbuskene der allerede er i fuld gang med blomstringen har jeg ikke set mere end et par små humlebier i gang så det er bare endnu en grund til at ønske sig lidt mere varme.

Share

Ka’ vi så få noget varme!


2010
05.12

Vindueskarmen har bredt sig ud over gulvet, der er småplanter og spirebakker over det hele, tomaterne er ved at blive ranglede og der er en del der slet ikke er kommet op – måske fordi solen åbenbart ikke kan tage sig sammen til at varme bare lidt, ikke engang i vindueskarmen. Frøene tror at det stadig er vinter og trækker jorden op om ørene og vender sig om på den anden side.

Så meget for det indendørs – udenfor er der sket store sager. I weekenden blev “mission fuglekassen” sat i værk – et projekt som blandt andet betyder at Pomonas bebyggelsesgrad er fordoblet. Ungernes julegave fra mormor og morfar var et kæmpe legehus på lange ben som de kom og byggede i weekenden – til ungernes og vores udelte begejstring og meget begrænsede arbejdsindsats. Lillen fandt på navnet og vi glæder os meget til at male og indrette det fine hus og den lille plæne som skal være “børneværelset” i haven. Lillen ønsker sig en “New Dawn” og storen har sået månedsjordbær til altankasserne på huset. Moren tænker på baljer med børnevenlige planter og måske en indgangsportal. Det bliver et dejligt sommerprojekt at tage hul på når køkkenhaven er ved at være på plads.

I køkkenhaven går det egentlig som det skal, der er meget af det tidlige der er kommet op men der er også meget jord der stadig mangler at blive gravet hvilket egentlig ikke gør så meget fordi jorden stadig er temmelig kold og der har været flere nætter med nattefrost for nylig, det vil sige at man alligevel ikke kan så meget af det der mangler. Jordbærstykket er en hård nyser fordi den krybende fredløs der dækker jorden bare skal begrænses lidt og det betyder at rødderne skal graves op, rystes fri for jord og smides væk sammen med de overskydende jordbærplanter. Det er den slags arbejde der hjalp lidt med at holde varmen i en weekend hvor temperaturen aldrig kom over 10 grader og hvor ungerne måtte have flyverdragt på. Tirsdag bragte, udover mere af det friske vejr, en helt særlig fornøjelse: Nemlig den første omgang lugning med hakkejern og pincetgreb imellem rækkerne i køkkenhaven. Det var skønt at få mit absolut favorit-haveredskab hakkejernet i sving, intet er så tilfredsstillende som at fælde ukrudtet og efterlade alt pænt og retlinet… med tanke på mælkebøttemassakren for et par uger siden, kan jeg se at det måske reflekterer mindre positivt på min karakter med al den glæde over ens ting i lige rækker… Jeg vil dog sige til mit forsvar at jeg gerne lader noget stå hvis det er pænt eller jeg ikke kan se hvad det er – man ved jo aldrig om det er noget spændene der er dukket op.

Alligevel er haven et barsk sted at være, både for dyr og planter. Skaderne der holder til i naboens høje gran og som holder  de omkringliggende haver i et jerngreb som små fuglesauroner fra et gran-Barad-dûr blev angrebet af et par gråkrager der ville plyndre reden. Skadeparret fik hjælp fra tililende skader fra hele havekolonien men alligevel lykkedes det for en af kragerne at plyndre reden og flyve væk med rovet som den godtnok endte med at tabe. Det var fascinerende at se hvordan kampen bølgede frem og tilbage mellem de to fuglegrupper og skaderne virkede usædvanligt stille dagen efter. Jeg spekulerer på om gråkragerne alene var ude efter redens indhold eller om de er ude i en territorialkamp. I så fald var der jo tale om en regulær krig og man bør overveje et mæglingstiltag – en havekoloni skal jo have plads til både sorte, hvide og grå.

Share

Hæsblæsende


2010
05.04

Det er nok det ord der bedst beskriver tempoet i haven nu, alt er på nippet, på spring, lige op over og på vej. Kartoflerne kigger op, både Primula og Solist, måske gør jordskokkerne også men jeg ved faktisk ikke hvordan en jodskokkespire ser ud så det står lidt hen i det uvisse, spinat og radiser er ihvertfald på vej og det er løgene også – alt det er jo dejligt. Det er lidt mindre dejligt at det meste af jorden stadig ikke er gjort klar til at så i og det hele er jo nu-nu-nu. Det er ikke nemt for en udarbejdende haveejer. I dag er det bare blevet til at slå græsset – eller ihvertfald det meste af det, man kan jo ikke slå den del hvor erantissernes blade står og samler kraft til næste forår og heller ikke der hvor perlehyacinter og tulipaner blomstrer netop nu. Jeg er også lidt blød overfor forglemmigejerne og violerne der også gror i plænen, dem kan ingen jo have noget imod, til gengæld generer det mig ikke det fjerneste at møve håndskubberen igennem skvalderkålen der også sender fortropper ud i græsset i konkurrence med efeuen. Solsorterne skræppede uophørligt mens jeg slog græs, jeg tror de var sure over at jeg larmede.  – Haven i skumringen er noget helt andet end haven om dagen, om aftenen er det fuglenes og sneglenes og blomsternes have, man kommer lidt til at føle sig som gæst på en meget dejlig måde.

Share

40 dage


2010
05.01

Havesyre

      Så længe har det taget syren at komme til at se sådan ud, det første billede er fra 21-3 og det sidste er fra i går. Jeg skal helt sikkert have flere staude-grøntsager og efterårssåede afgrøder i år. I øvrigt er det ikke et bed fyldt med ukrudt syren står i, det er et bed med masser af biodiversitet, herunder en meget fin kvanplante.

Nu ser syren sådan ud

Share