Archive for marts, 2012

Force majeure som udgangspunkt


2012
03.25

- Eller om hvordan en fredelig dag i haven udviklede sig. At hverdagen med to babyer og to større børn kan udvikle sig i hektisk retning er sikkert aldeles forudsigeligt for de fleste, men overraskende overraskende for mig der er moren i foretagendet. Jeg fortsætter glad og fro med at forestille mig at jeg kan nå alt muligt hvilket medfører en del surhed når jeg selvfølgelig ikke når det jeg havde planlagt og i stedet ender med at “bare” at passe børn. I dag var udset til at være anderledes, idag skulle mor, storen, lillen og tvislingerne bare hygge stille og roligt i haven, bare nyde solen og være sammen uden surhed og skuffede forventninger… Den første hurdle er altid at komme ud af døren, eller det vil sige selve det faktisk at gå ud af døren er sjældent problematisk, det er mere alt det der kommer lige før og lige efter der kan drille. Først skal alle 4 børn være vågne samtidig, være påklædte og ikke alt for sultne, derefter skal der pakkes et par småting som for eksempel madpakke, sutteflasker, mælk (til kaffen), mælk (til de små), skiftetøj, bleer, overtræksdragter, solhatte og sweatre osv osv. Så kommer selve det med døren som går rimelig glat, hvilket også gælder for gåturen ned  i haven. Vel fremme i haven lykkes det fakisk at fremstille en hurtig gang frokost til dem af os der har tænder mens de andre sover. Første baby vågner mens vi spiser men det er kun hyggeligt. Efter frokost sidder vi 3½ minut på græsset indtil jeg får den gode ide at jeg da liiiige kan flytte lidt på en grenbunke – det tæller ikke rigtig som havearbejde men skal bare lige gøres for at vi kan sprede det møg ud som de store unger og jeg hentede på rideskolen i ladcyklen i går.

En ladcykel med lort i

 Jeg når nærmest ikke andet end at hive lidt i en pind før vores nye og meget søde nabo kommer farende og foreslår at vi låner hendes flismaskine (har sådan en et navn?) til at flænse grenene med. Det virker som en god ide – så behøver den hårdt prøvede ægyptolog ikke at bekymres med dyngen. Lynhurtigt får vi trillet det arbejdsbesparende kræ hen ved siden af dyngen og sluttet til naboens strøm med adskillige lange forlængerledninger. Den ser sjov ud den maskine og det synes storen også så han får lov at sætte i værk, naturligvis efter at den ansvarlige forælder har sikret sig at det kræver en højere grad af idioti end hun kan forestille sig storen udvise at komme til at proppe sig selv i maskinen. Simultant hermed er haveveninden ankommet til tidligere lovet kaffe og lillen stukket af hjem til bedsteveninden. Alt ånder således fred og ingen fare da jeg, baby og veninde sætter os for at drikke kaffe mens storen flænser grene – glæden er dog ret kort for barnets naturlige nysgerrighed byder ham selvfølgelig at teste maskinens formåen ved at fodre den med en meget tyk gren som den forudsigeligt nok kløjs i. Kaffen må vente og veninden og jeg er pludseligt travlt beskæftiget med at forsøge at trække en æbletræstamme ud af en flismaskine ved hjælp af et udvalg af præcisionsværktøj, herunder en pløk, en papegøjetang og en hæksaks. Faktisk proppede vi også storens arm ned i maskinen fordi hans var den eneste der var tynd nok til at nå ned til kværnen, men intet hjalp. Maskinen havde opgivet ånden. Jeg måtte endda smøre ungens arm med spyt (både hans og mit) for at få den op af maskinen igen. Alt dette foregik selvfølgelig mens vi roterede den ene, vågne tvisling imellem os. Her valgte tvisling nummer to at vågne og al aktivitet måtte udsættes for at fodre de små som storen efterfølgende blev sendt ud og trille tur med så jeg med fornyet fokus kunne kaste mig over at få det efterhånden overhovedet ikke spor arbejdsbesparende redskab til at gå i du igen, men helt uden held. Nu skylder jeg naboen en kompostkværn, børnene endte med at passe sig selv og hinanden, kaffen blev kold og jeg har ca 4 liter flis liggende som jeg ikke helt ved hvad jeg skal bruge til. Men… det var sgu da ikke til at vide at det ville ende sådan?

Share

Et anderledes forår


2012
03.05

Nu er foråret umiskendeligt på vej igen, og store ting er i vente i haven. Familien er vokset med hvad der i daglig tale kaldes tvislingerne og jeg må erkende at haven må tilpasses vores formåen som genetableret småbørnsfamilie. Sidste år var en havekatastrofe hvad foreningsbestyrelsen da ikke var sen til at bemærke. Sjovt nok pyntede det slet ikke at vi stort set ikke kunne lave noget i haven fra juni og frem. Der kom lige en mave, en flytning og en fødsel i vejen. Den grønne vinter har også tilladt alting at gro videre indtil vi endelig fik lidt kulde i februar. Jeg har gjort hvad jeg ikke troede at jeg nogensinde ville komme til og tilkaldt en anlægsgartner der skal gøre projekt “ryd op og ryd ud” færdigt. Det vil forøge græsarealet med ca 150 kvm og halvere køkkenhaven men forhåbentlig også befri mig for den kroniske dårlige samvittighed over at have en have der ikke bare er hyggeligt og øko-overskudsagtigt vildtvoksende men efter en forsømt sæson decideret grim. Jeg kan ihvertfald mærke at haveglæden er vågnet efter en lang vintersøvn og jeg glææææder mig til at få de små på græs (den ene har allerede nu et veludviklet jagtinstinkt så hun skal nok få ædt sig igennem en del smådyr hen over sommeren) og de store igang med bål og legehus og alt det andet vi plejer at lave dernede. Det bliver spændene at finde ud af hvordan vi kan få det hele til at fungere med de små og de store og alting. Velkommen forår!

Share