Archive for april, 2013

Et tabt vildnis


2013
04.29

Åh hvor skønt at det er blevet rigtigt forår og hvor endnu mere skønt at der var tid til at komme i haven. Vi nød en sjældent harmonisk dag med tid til både hygge og arbejde. Jeg fik plantet en række gule hindbær og lærte ved den lejlighed at det der med at plante igennem huller i ukrudstdug nok virker vældig smart men det gælder altså kun hvis det der skal plantes ikke kræver et større plantehul end at det kan graves med en dessertske – og den kategori falder hindbærbuske så ikke i. Heller ikke selvom de bare ligner pinde med rødder på. Faktisk slog det mig undervejs at det muligvis er ret åndssvagt at plante hindbær under dug fordi de spreder sig med jordskud og det kan de jo ikke komme til hvis dugen tjener sit formål, og så får jeg jo ikke flere hindbærbuske. På den anden side er successen jo så sikret både hvis dugen dur (så jeg slipper for ukrudt men må købe mig til flere hindbær) og hvis den ikke virker (så jeg får både buske og ukrudt). “Hvis ikke man har andet har man da sit gode humør” for nu at citere Mis med de blå øjne.

Humøret fejlede faktisk slet ikke spor på vores havedag. Egernet og bamsen er blevet meget begejstrede for at køre trillebør og for at åbne og lukke døren til legehuset og lillestoren var en supereffektiv medhjælper da vi rensede terrassen for alt vinterens nullernaller. Haveveninden var også forbi og hun stillede det spørgsmål det alligevel endte med at dryppe en smule malurt i mit normalt så begejstrede havebæger. Vi stod og skuede ud over Pomonas åbne vidder (Projekt Prærie) og hun spurgte om jeg ikke synes at det var dejligt at det var blevet så overskueligt og da slog det mig: Jeg synes mange ting om hvordan Pomona ser ud nu, jeg synes at det er nødvendigt, praktisk, rart at der (måske) bliver tid til at være i haven uden at knokle og en stor lettelse (måske) at slippe for at få skældud for overtrædelse af haveforeningens vedtægter men nej, jeg synes ikke at det er dejligt. I første omgang mente og sagde jeg højt at det er fordi bar jord og græsplæne er økologisk meningsløst og kravene til hvordan haverne skal holdes afspejler en komplet oldnordisk eller snarere halvtredserparanoid tilgang til havebrug. Men det er ikke det der er den rigtige grund, den troede jeg var det lidt pinlige faktum at jeg er sur over hvordan haven ser ud fordi jeg ikke selv har valgt det men i stedet for har måttet bøje mig for netop foreningens krav.. men det er ikke engang det der er den rigtig grund. Den rigtige grund er at jeg er romantiker i, hvad jeg mener, er ordets egentlige forstand, altså ikke sådan kyssenysse du skal købe roser til mig men sådan at naturen er levende og besjælet og sådan at ordet vildnis er et af de smukkeste ord der findes. Jeg kan ikke rive en plante op uden at føle et stik af dårlig samvittighed, det betyder ikke at jeg ikke gør det men jeg gør det aldrig uden at være bevidst om det. I en have sker alle forandringer på bekostning af noget andet og forandringerne i Pomona har bestemt krævet sine ofre. Jeg ved ikke om feerne har fundet nye steder at bo eller om de stadig kan finde ly hist og pist. Sauronskaderne hos naboerne er nok ligeglade men mon der stadig er insekter nok til en musvitfamilie? Studenternellikerne er næsten væk og det er alle stauderne naturligvis også, jeg kommer til at savne riddesporerne der er så smukt blå og så frygteligt giftige og også de stædige flox, ingen af dem er uerstattelige, sjældne eller noget særligt udover at de var mine og mit ansvar og at de er ofre der bliver mindet som en smag af malurt i mit bæger og en mumlet hensigtserklæring om at jeg graver den lortegræsplæne op når ungerne er blevet lidt større. Og så drømmer jeg lige lidt om at få fat i endnu et legehus fordi et slet ikke er nok og det vil se fantastisk hyggeligt ud med et hus på jorden sammen med det blå hus på stylter og ååh lyse fremtid, måske får jeg engang råd til at sætte et rigtigt hus på, med kakkelovn og strøm og separationstoilet…

Græs, græs, græs så langt øjet rækker (og nej, man må stadig ikke spille fodbold)

Share

Æg i hovedet?


2013
04.23

Egentlig var det tanken at jeg ville skrive et indlæg om at tage hul på en ny havesæson der altså står for døren trods fimbulvinter og et hverdagsliv der på mange måder minder mere om 4-5 forskellige tvserier afspillet simultant (tænk Buffy+Matador+Fringe og Blomsterbørns Børn på en gang, men med mere skidt). Det er dog ikke udfordringerne inden for hjemmets fire vægge der optager min mentale kapacitet så jeg ikke får analyseret mig frem til lige nøjagtig hvilke gulerodsfrø der skal gøre mig lykkelig i år – næh denne gang er det langt værre. Min verden er gået fuldkommen i selvsving. Op er ned og ned er op, fornuft og rimelighed er fuldkommen forsvundet. Og jeg er sgu godt klar over at både fornuft og rimelighed er et privilegium vi i den forkælede del af verden (og den forkælede del af samfundet) har givet os selv, men nu er der altså nogen der har taget begge dele fra undertegnede og jeg har svært ved at dyrke min kruspersille og vende verden ryggen bag ligusterhækken (og ja, jeg har faktisk en ligusterhæk, en lang en – eller ret beset har jeg to men den ene er mest død og alt muligt andet end liguster). Det der presser sig på er selvfølgelig intet mindre end hendes majestæt dronningens egen regering der opfører sig så man kommer til at tænke på nogen af de der snyltesvampe der får myrer til at holde op med at æde og sætte sig til at dø højt oppe på et græsstrå for at svampen kan sprede sine sporer, eller snyltehvepse der får en larve til at sidde musestille mens den bliver ædt indefra – på en måde ville det være en lettelse hvis der pludselig kravlede en lille ny Lars Løkke eller Joakim Olsen ud af nakken på Bjarne Corydon eller hende den nye SFboss, jeg mener så ville jeg have en forklaringsmodel der gav mening: Nogen har lagt æg i fremstående regeringspolitikere og deres centralnervesystemer har ikke længere til formål at sikre deres egen overlevelse idet snylteren har overtaget kontrollen og bruger værten som agent for sig selv. Det ville selvfølgelig være frygteligt trist for de berørte (og give både lus og børneorm vildt meget baghjul på klamhedens top ti) men det ville forklare mange ting og derved give mig ro i sjælen. Desværre er det jo nok ikke tilfældet – ikke sådan i bogstavelig forstand ihvertfald så jeg må på anden vis forsøge at forstå hvorfor både mit eget arbejdsliv og hele samfundets liv skal trækkes igennem en trist gang visionsløs blå sparepolitik der bliver præsenteret som objektiv nødvendighed (som om økonomi var en eksakt videnskab der præsenterer objektive sandheder). I stedet kommer jeg faktisk til kort – jeg plejer at have en rimelig god forståelse for hvorfor politikerne handler som de gør, hvorfor de gør noget andet end det jeg synes de burde og hvad konsekvenserne er.  Jeg vil endda gå så langt som til at sige at jeg som regel har tillid til at de fleste politikere vil samfundet det godt også når jeg er meget uenig med dem i hvad det gode er. Men lige nu, med lock-outen af lærerne, den nye offentlighedslov og vækstpakken ja så fatter jeg faktisk ikke en bønne… og jeg der ellers holder så meget af bønner. I Pomona tager vi de skridt vi kan og går i ideologisk overlevelsesmode indtil jeg har fået grejet denne bizarre situation. Foreløbig har jeg besluttet at der ikke skal lægges nogen blå congo, tiden er overhovedet ikke til blå læggekartofler. Til gengæld har jeg fået fat i nogen røde jeg ikke har prøvet før, sidste år var de røde kartofler repræsenteret ved sorten Rosara som var lækker og frugtbar, i år bliver det Cerise sammen med Linzer og Monaco der er gule. Desuden har jeg plantet nye bærbuske i køkkenhaven der således er blevet endnu mindre. Der er meget der tyder på at normaliseringen af min arbejdstid kommer til at betyde at weekendarbejdet bliver endnu mere omfattende end det er nu så det er nok godt ikke at regne med at kunne nå alt for meget andet. Jeg har også lidt gjort det fordi tvislerne er i bæralderen hvor de kan æde tilsyneladende fuldkommen ubegrænsede mængder af bær så det er godt med en fast forsyning. Der er dog ikke blevet plads til deres favoritter blåbærrene, ikke så meget af ideologiske hensyn som fordi de er surbundsplanter og jeg ikke lige orker at etablere et surbundsbed. Egentlig har vi haft gang i mange projekter så Pomona er helt transformeret efterhånden men mere herom senere. Jeg vil dog lige nævne at alt tyder på at i år bliver året hvor jeg får mange rabarber, beddet på 5×1,5 kommer til at give pote det er jeg næsten sikker på og så er der jo noget der, trods alt, giver lidt mening…

Share