Nissehøsten bliver god i år

2010
05.22

I modsætning til hvad mange tror, formerer nisser sig vegetativt. På billedet til venstre ses de umodne nisser tydeligt. Efterhånden som nissen bliver moden vil huen blive rød og på et tidspunkt vil nissen åbne øjnene og gå sin vej. Gamle nisser tørrer ind og deres skæg løsner sig og bærer frøene med vinden.

Ud over nisserne er alt vokset mindst 1½ meter i løbet af de sidste par dage. Sidste weekend havde børnene flyverdragt på, igår sov vi haven for første gang i år. Mens bålet brændte ud, længe efter ungerne var faldet i søvn og den sidste jordbærsnaps var drukket, kunne jeg høre en nattergal i det fjerne – absolut lykke!

Skaderne har vist fået et psykisk knæk efter at de blev angrebet af kragerne, vi har ikke set meget til dem siden men alt det andet luftkræ er vågnet op til dåd. Alle Pomonas knopurte-knopper har deres egen mariehøne, kålsommerfugle og auroraer flagrer yndig omkring sammen med en enkelt blåfugl og heldigvis er der også en del bier at se nu hvor æbletræerne står i skønneste flor. Myggene er sørme osse kommet på vingerne og har begavet os med flotte stik. Kløen fra myggestikkene blander sig på bedste vis med fornemmelsen af at være solskoldet i nakken og bag på overarmene - endelig står sommeren for døren. Kapløbet for at nå at få gjort resten af køkkenhaven går derfor også ind i slutspurten, hvis nu bare ikke det begynder at øse ned igen så når vi det måske. Desværre lader det til at jeg også i år må så en del om. En del af det tidlige er slet ikke kommet op – sandsynligvis fordi frøene har ventet så længe på varmen at de er rådnet eller blevet spist. Sultne munde er der nok af, jordlopperne gnasker løs af de små grønkålsplanter og af hestebønnerne. Rucolaen er vist nok også en korsblomst og den får også masser af gnav. Alle mine flippede mælder er heller ikke kommet op så det må jeg også forsøge at så igen nu hvor varmen er kommet. Storen&kumpan indviede “fuglekassen” for alvor ved at overnatte i den i nat. De havde det meget meget hyggeligt deroppe.

Share

Tags: , , ,

2 Responses to “Nissehøsten bliver god i år”

  1. mor siger:

    Det der med nisserne var jeg godt nok ikke klar over. Men det forklarer da i høj grad de der små, som invaderer huset sidst på året – hvert år. Vi hørte også nattergal i går, men det var altså ved højlys dag på Langeland. Jeg tror aldrig, de sover.

  2. mor siger:

    PS. Dejligt at høre, at huset virker

Your Reply