Et tabt vildnis

2013
04.29

Åh hvor skønt at det er blevet rigtigt forår og hvor endnu mere skønt at der var tid til at komme i haven. Vi nød en sjældent harmonisk dag med tid til både hygge og arbejde. Jeg fik plantet en række gule hindbær og lærte ved den lejlighed at det der med at plante igennem huller i ukrudstdug nok virker vældig smart men det gælder altså kun hvis det der skal plantes ikke kræver et større plantehul end at det kan graves med en dessertske – og den kategori falder hindbærbuske så ikke i. Heller ikke selvom de bare ligner pinde med rødder på. Faktisk slog det mig undervejs at det muligvis er ret åndssvagt at plante hindbær under dug fordi de spreder sig med jordskud og det kan de jo ikke komme til hvis dugen tjener sit formål, og så får jeg jo ikke flere hindbærbuske. På den anden side er successen jo så sikret både hvis dugen dur (så jeg slipper for ukrudt men må købe mig til flere hindbær) og hvis den ikke virker (så jeg får både buske og ukrudt). “Hvis ikke man har andet har man da sit gode humør” for nu at citere Mis med de blå øjne.

Humøret fejlede faktisk slet ikke spor på vores havedag. Egernet og bamsen er blevet meget begejstrede for at køre trillebør og for at åbne og lukke døren til legehuset og lillestoren var en supereffektiv medhjælper da vi rensede terrassen for alt vinterens nullernaller. Haveveninden var også forbi og hun stillede det spørgsmål det alligevel endte med at dryppe en smule malurt i mit normalt så begejstrede havebæger. Vi stod og skuede ud over Pomonas åbne vidder (Projekt Prærie) og hun spurgte om jeg ikke synes at det var dejligt at det var blevet så overskueligt og da slog det mig: Jeg synes mange ting om hvordan Pomona ser ud nu, jeg synes at det er nødvendigt, praktisk, rart at der (måske) bliver tid til at være i haven uden at knokle og en stor lettelse (måske) at slippe for at få skældud for overtrædelse af haveforeningens vedtægter men nej, jeg synes ikke at det er dejligt. I første omgang mente og sagde jeg højt at det er fordi bar jord og græsplæne er økologisk meningsløst og kravene til hvordan haverne skal holdes afspejler en komplet oldnordisk eller snarere halvtredserparanoid tilgang til havebrug. Men det er ikke det der er den rigtige grund, den troede jeg var det lidt pinlige faktum at jeg er sur over hvordan haven ser ud fordi jeg ikke selv har valgt det men i stedet for har måttet bøje mig for netop foreningens krav.. men det er ikke engang det der er den rigtig grund. Den rigtige grund er at jeg er romantiker i, hvad jeg mener, er ordets egentlige forstand, altså ikke sådan kyssenysse du skal købe roser til mig men sådan at naturen er levende og besjælet og sådan at ordet vildnis er et af de smukkeste ord der findes. Jeg kan ikke rive en plante op uden at føle et stik af dårlig samvittighed, det betyder ikke at jeg ikke gør det men jeg gør det aldrig uden at være bevidst om det. I en have sker alle forandringer på bekostning af noget andet og forandringerne i Pomona har bestemt krævet sine ofre. Jeg ved ikke om feerne har fundet nye steder at bo eller om de stadig kan finde ly hist og pist. Sauronskaderne hos naboerne er nok ligeglade men mon der stadig er insekter nok til en musvitfamilie? Studenternellikerne er næsten væk og det er alle stauderne naturligvis også, jeg kommer til at savne riddesporerne der er så smukt blå og så frygteligt giftige og også de stædige flox, ingen af dem er uerstattelige, sjældne eller noget særligt udover at de var mine og mit ansvar og at de er ofre der bliver mindet som en smag af malurt i mit bæger og en mumlet hensigtserklæring om at jeg graver den lortegræsplæne op når ungerne er blevet lidt større. Og så drømmer jeg lige lidt om at få fat i endnu et legehus fordi et slet ikke er nok og det vil se fantastisk hyggeligt ud med et hus på jorden sammen med det blå hus på stylter og ååh lyse fremtid, måske får jeg engang råd til at sætte et rigtigt hus på, med kakkelovn og strøm og separationstoilet…

Græs, græs, græs så langt øjet rækker (og nej, man må stadig ikke spille fodbold)

Share

Tags: ,

One Response to “Et tabt vildnis”

  1. mor siger:

    Åh, hvor jeg forstår alt, hvad du skriver!!

Your Reply