Madpakkeposer

2010
08.09

Jeg tror ikke at ret mange ville beskylde mig for at være en pylremor, jeg ser ihvertfald mere mig selv som lidt af en hård nitte-mor men et af de steder hvor jeg måske alligevel er lidt blødhjertet er når det kommer til ungernes frokost. Jeg vil virkelig gerne sørge for at de får noget der er både lækkert, sundt og lidt hyggeligt at sidde med. Samtidig skal de have mad med til 2½ måltid fordi skolen har indført “formi” der til trods for det afskyelige navn er en god ide der udmøntes i at børnene skal have et frugtmellemmåltid med til at spise klokken 10. Det betyder at de tit har masser af små bøtter og pakker med, hvilket igen giver et stort forbrug af plastikposer hvilket er både politisk ukorrekt og irriterende. Derfor lod jeg mig inspirere min gode veninde og syede en pose til at samle hele dynen i. Det smarte er at poserne er både (semi-)vandtætte og isolerende. Det indvendige lag er lavet af vores eksbadeforhæng, så er der et lag flonel og yderst noget poplin-agtigt tæt blankt noget som jeg har købt som rest engang. Poserne er quiltet lidt for at holde sammen på lagene, ganske fikst gjort (synes jeg selv) ved at sy med sølvtråd langs bølgelinjerne i badeforhænget.

Mønstret til poserne fandt jeg her, men jeg lavede lidt om på det – jeg KUNNE ikke leve med at have sømmene udvendig selvom det nok egentlig ville være smartere og burrebånd havde jeg ikke lige på lager så det blev knapper i stedet, dem har jeg nemlig masser af.

Share

2 Responses to “Madpakkeposer”

  1. mor siger:

    Det er meget fine poser – men hvor er mønsteret du henviser til? Ideen er rigtig god. Jeg er også tit irriteret over alle de plastikposer, men jeg har jo så også en ganske stor poseproduktion til alt muligt andet. Lige detteher har jeg faktisk ikke tænkt på. Det skal overvejes.

  2. Pomona siger:

    Ordet “her” skulle gerne være et link til siden med mønsteret

Your Reply