Rabarbersmuldrekage med kvan – i gasbageform natürlich

2011
07.05

På billedet ses fyldet til kagen – jeg nåede desværre ikke at fotografere det færdige resultat men den smagte godt. Fremgangsmåden er som følger:

Man tager nogen rabarber – en passende mængde i forhold til den form man vil bruge. Jeg brugte gasbageformen men man kan sagtens bruge en randform eller for den sags skyld en bradepande eller et ildfast fad i en almindelig ovn. Rabarberne skylles og skæres i tynde skiver, skulle der være nogen skovjordbær, ribs eller andet godt kan det sagtens puttes i også. Dog vil rabarber- og kvansmagen overdøve det meste så gem hindbær og andet fornemt til en anden gang. Tag en stilk kvan eller to og snit den fint (jeg bruger bladene også, de smager af det samme). Bland frugten med sukker og en smule saft eller vand og læg det i den smurte form. Frugten skal ikke være pivsur men heller ikke sødet til ukendelighed, dejen der skal ovenpå er fed og sød så det er bedst hvis der er lidt kontrast.

Smuldredejen laves af mel (helst hvede men det gør ikke noget hvis det er groft), smør og sukker. Nuldr det sammen til det har den berømte “revet ost” konsistens. Blandingsforholdet er mindre vigtigt men smag på det, det skal være sødt som kage og det bliver kedeligt hvis man er for fedtet med smørret.

Drys dejen over frugten og bag til kagen er gyldenbrun ovenpå og frugten bobler op i siderne. Server med græsk yoghurt, creme fraiche eller vanilleis.

Opskriften virker også til andet ikke for blød frugt, feks æbler, nektariner, faste blommer osv.

Share

Your Reply