Eksamen i haven

2011
05.22

For 14 dage siden skete det for os som alle kolonihaveejere frygter allermest – på sin halvårlige inspektionsrunde fandt bestyrelsen at vores have ikke levede op til standarden og vi fik derfor et meget venligt brev hvor der var krydset af i feltet “fjerne ukrudt i hele haven”. Andre muligheder er at “fjerne byggematerialer” og “fjerne ukrudt langs hækken” men vi fik den helt grimme om hele haven. Det ville være rart at kunne hænge bestyrelsen ud som en flok fascister med ondt i sinde men hvis ret skal være ret så var der virkeligt meget ukrudt i haven og samtidig så ved man jo at det er en del af kolonihavelivet at der er standarder for havens vedligehold. Vi ejer jo ikke haven og kan ikke som ejere opføre os som det passer os. Altså har vi knoklet som vilde dyr for at få Pomonas forårsvildskab under (lidt) kontrol. Man kan under ingen omstændigheder påstå at haven nu fremstår ryddelig og ukrudstfri men pyntet har det ihvertfald. Jeg har, ved hjælp af spade, kost og bordkniv genfundet og genvundet den næsten tabte sti gennem haven som efeu og græs ellers havde overtaget på nær noget det mest lignede en dyreveksel. Kreativ men ikke særlig følsom brug af plæneklipperen har befriet frugtbuskene for urskoven af margueritter og langt græs og Ægyptologen har fjernet skvalderkål, skvalderkål, skvalderkål når han da ikke har knoklet med at gøre jorden i køkkenhaven klar til forårssåning eller slæbt jord i sække til at fylde i højbedene. Lilleingeniøren tog tre runder med den døde bambus som nu kun er en skygge af sit trælse tidligere selv. Samtidig har et musvitpar knoklet i dobbelttempo for at fodre hvad der lyder som en ordentlig redefuld unger i den blå kasse. En enkelt gang måtte Jens verfe besøgskatten ned fra kassen, hvad jeg synes kan gøres med forholdsvis god samvittighed når man tænker på hvor meget pålæg vi fodrer katten med – det er ikke musvitunger der står mellem den og sultedøden.

  Jeg tror ikke at Pomona har været så fin før, ikke mens vi har haft ansvaret for den ihvertfald. Der er ganske vist stadig det meste af en fjerdel af haven som er dækket af kvas/skvalderkål/død bambus/osv men jeg håber at bestyrelsen kan se at der er tale om “a work in progress” og ser med milde øjne på det. Ud over den absolut tiltrængte men ikke helt frivillige oprydning har vi da også nået at få køkkenhaven startet i rimelig fin stil. Foreløbig ser der således ud:

Køkkenhaven 2011

Bed 1Jordskokker – flerårige, heriblandt nogen med røde blomster VinHindbær

Bl bærbuske, solbær, rød ribs, hvid ribs, stikkelsbær

Bed 2RK 1 Gulerødder “Jaune de Daube” + noget der er kommet af sig selv men som jeg tror er rød mælde sået sidste år

RK2 Løg, blanding af røde, gule og salatløg

RK 3 Gulerødder “Nantaise 2” + “Cosmic Purple”

RK 4 Løg, blanding

RK 5 Gulerødder “Atomic Red” + “Nantaise 2”

Bed 8RK 1 Jordbær

RK 2 Jordbær

Bed 3RK 1 Bredbladet persille + fennikel

RK 2 Hestebønner, egen avl, heriblandt rødblomstrede

RK 3 Hestebønner ds

RK 4 Fennikel og Romainesalat skriftevis

Bed 9RK 1 Persille

RK 2 Hvidløg

RK 3 Dild

RK 4 Rottehaleradise + blanding af Salatquinoa og rød mæld

RK 5 Aspargessalat

Bed 4RK 1 Bladbede bl. Orange, hvid og rød

RK 2 Høj sukkerært

RK 3 plads til høj sukkerært der skal sås lidt senere

RK 4

Bed 10RK 1 plads til squash

RK 2 Hestebønner ds

RK 4 Kartoffel “Rosara”

RK 5 Kartoffel “Agata”

Bed 5 Plads til bønner “Engen”Havesyre, Kvan, Løvstikke, Hindbær, Ribs
Bed 6 Plads til bl.a. agurk  
Bed 7RK 1 Kartoffel “Blå Congo”

RK 2 Kartoffel “Solist”

 

Højbede

1

Rød Løvetand, Cikorie, Endivie,

Plads til tomat

Citrontimian, Basilikum, Rosmarin

2

Timian, Oregano, Mynte

Plads til tomat

Tidlige jordbær

3

Koldbænk m løse planter, forskellige squash, solsikker, lathyrus, forskellige tomater

Squash “Striato d’Italia”, agurk “Lemon”, salatquinoa, æblemynte

“Murerbaljedrivhuset”

Forkultur af: Drueagurk, blandede squash og græskar til bed 10, gule og lilla stangbønner

Nu venter vi, lettere hændervridende på bestyrelsens genbesøg i morgen og håber at vi slipper gennem nåleøjet denne gang.

Share

Undskyld deres majestæt

2011
05.01

Denne haveweekend fik en noget pinagtig opstart da det i torsdags viste sig at der var en hvepsedronning der var begyndt at bygge bo, ikke under udhænget eller omme i bagskuret som sidste år, men i selve døråbningen til redskabskuret. Jeg overvejede et kort øjeblik om vi mon kunne evakuere alle haveredskaberne og lade naturen gå sin gang, jeg kan jo til fulde sætte mig ind en moders behov for at sikre sine små et godt og sikkert sted at vokse op, men i sidste ende tror jeg at det ville blive ensbetydende med at overlade hele huset til hvepsene her i sommer og det går trods alt ikke. Heldigvis trådte Ægyptologen håndfast til og fik moset majestæten der stadig var alene på skansen mens storebarnet fik sikret sig de fine fine bo i et syltejsglas. Hvil i fred – og jeg håber at hvepsenes kolleger stadig vil tage sig af utøjsbekæmpelsen i haven – de højere klasser bekymrer sig jo normalt ikke så meget om solidaritet…

Jeg tror fuldt og fast på at løjtnantshjerterne er kommet op af jorden og gået i blomst på en uge. Jeg er stensikker på at de ikke var der i sidste uge for jeg kunne godt huske hvor jeg satte den og jeg kiggede efter den. Det var en meget dejlig overraskelse at se den står der så perfekt og lyserød og hjerteformet så man skulle tro at den var lavet efter en lille piges (på for eksempel 7 år) fantasi. Jeg opfatter ellers ikke mig selv som ret piget men løjtnantshjerter kan jeg bare ikke stå for. Vi har fejret det umådeligt lune forårsvejr med at overnatte i haven for første gang i denne weekend og som altid føles det som at have været langt væk fra alting – på trods af at der er mindre end tre kilometer hjem til Ringvejen. Det er en god ting ved at overnatte at det giver lidt mere arbejdstid når vi nu er dernede. Selvom ungerne og jeg startede dagen med en maratontur i både byggemarked og ned af Algade så lykkedes det endelig at få etableret de pallerammehøjbede jeg har drømt om siden en gang sidste efterår. To af dem står nu med jord i, det ene med de sidste af de meget tidlige jordbærplanter som jeg reddede fra det overgroede jordbærstykke sidste år – de var i haven da vi overtog den og jeg aner ikke hvad sort det er men de er tidlige, gode og endda remonterende. Kort sagt rigtig meget værd at gemme på og nu står de og blomstrer i højbedet på den varmeste plads i haven. Det andet højbed har jeg monteret en færdigkøbt plastickoldbænk på. Det lyder ikke rart og den er heller ikke ret pæn men forhåbentlig kan den blive springbrædtet fra vindueskarm til have som jeg manglede så frygteligt sidste år. Det satser jeg så meget på at jeg allerede har plantet en heirloomagurk (lemon) som er meget meget fin og endda giver og smager godt og en tidlig squash. Lidt salatquinoa og rød løvetand har også fået blivende plads mens et par “white custard” vintersquash og en enkelt mandelgræskar bare står til afhærdning. Jeg håber at de bliver til livskraftige planter der hurtigt kan udnytte pladsen i kartoffelbedet efterhånden som vi tager de tidlige kartofler. Uden for koldbænken står der nu æblemynte og lavendel for jeg vil gerne have insekterne op til solpladsen også og de søde insekter elsker krydderurter.  Det er næsten heldigvis at kartoflerne slet ikke er kommet op endnu for der er stadig nattefrost og lovet mere i næste uge og det kan kartoffeltoppe ikke lide. Det gør ikke så meget at løgene er begyndt at komme op, de kan tåle mosten. Lidt most ville i øvrigt være dejligt i det hele taget for jorden er knastør. I de bede hvor jeg har sået ligger den hårdbearbejdede jord som et fint pulver og man skal flere centimeter ned før der er fugt… Der er heldigvis altid noget at bekymre sig om i en have. Om ikke andet kan jeg altid spekulere over hvad vi skal stille op med denneher:

Share

At høste uden at så

2011
04.21

At høste uden at så virker jo nærmest perverst for en der er vokset op i en kultur præget af protestantisk arbejdsetik – hvem ved, måske er det ligefrem syndigt? Det er dog en bekymring jeg har nemt ved at lade fare – herhjemme runder vi snart det andet år fri af folkekirken og jeg må indrømme at vi ikke savner den det mindste. I min have er hverken kvinder eller æbletræer af det onde og skulle der være en slange der fik lyst til at bo hos os, ville den blive modtaget som en æret gæst ligesom tudser, pindsvin, krager, ugler og andre mørkedyr. Tilbage til det med at høste uden at så, jeg gik for sjov en runde i haven for at se hvad der egentlig kan høstes nu og jeg blev overrasket over hvor meget der er. Jordskokker er der masser af, vi har slet ikke fået taget af dem i vinter så nu er der lagt i oven til et veritabelt vildnis af jordskokker når de allesammen spirer, syren strutter og der er masser af den, timianen er grøn, de første citronmelisseblade kigger op, æblemynten står fin og grøn, løvstikken har fine blade og mælkebøtter og persille er der masser af. Det er selvfølgelig ikke helt nok til et måltid, medmindre man vil have jordskokker med grønt drys, men dog temmelig meget mere end ingenting. Hvis nu alle planer var lykkedes ville jeg også have kunnet skrive rabarber på listen men de er alt for spæde endnu. Jeg har dog ikke opgivet dem helt, de rabarber der blev flyttet sidste år ser ud til at være lidt mere livskraftige end de gamle.

Jeg er dog alligevel så heldig at have en lille smule rabarber i køleskabet, dem fik jeg foræret i går da vi var inviteret til fødselsdagsfest i permahaven Gule Reer i Reerslev. Det var en vældig hyggelig fødselsdagsfest og superspændende at se permahaven der har små agre, søer, drivhus og snart også en hønsegård med solcelleopereret automatisk dør. Hvis man ikke liiige havde en have i forvejen ville jeg helt sikkert sige ja tak til muligheden for at blive medlem af arbejdsfællesskabet derude. Og deres rabarber var altså langt større end mine små ydmyge stilke. Nu har jeg lige en aftale med et hold tvillinger der nok vil tage det meste af min tid de næste par år men derefter vil jeg virkelig gerne tilegne mig mere viden om permakultur. Tanken om at arbejde med naturen i stedet for at betvinge den, ligger allerede i økologien men i sin mest skrabede form behøver økologien jo ikke at være andet end fraværet af gift og kunstgødning. Permakulturtanken går i dybden med at forsøge at forstå naturens ressourcekredsløb og hvordan mennesker kan blive en del af det på en positiv måde. En del af den tankegang kunne jo også være at have afgrøder der kommer igen af sig selv og som trives så godt at de ikke kræver megen pasning. Min havesyre er et godt eksempel på sådan en staudeafgrøde. At den så tilsyneladende har en ret lav tærskel for trivsel, forstået på den måde at den spreder sig i hele haven og ser glad ud allevegne, betyder foreløbig ikke så meget. Jeg må fluks undersøge hvilke andre staudeafgrøder der findes…

Share

Barnevogn, jorbær og sommerfuglesex

2011
04.19

Jeg glemte at tage fotografiapparatet med i haven så jeg håber at overskriften vil få billederne frem på den indre skærm. Vi er nu de lykkelige ejere af en brugt tvillingebarnevogn som måske – måske ikke kan komme igennem havelågen. De tidlige ejere er to nuttede toethalvtårige drenge og deres mor lovede at den (vognen) godt kan komme ind i en bus. Jeg glæder mig til at parkere den under vores æbletræer til næste forår. Efter endt indkøb fik vi også tid til lidt regulært havearbejde. Ægyptologen fik på ingen tid gravet det stykke som blev sprunget over sidste år så nu begynder jeg så småt at øjne den totale køkkenhaveløsning… der mangler selvfølgelig stadig liiiige et staudebed der skal transmogriffes om til et kompostanlæg men det bliver besværliggjort af det irriterende faktum at ALLE de kompostbeholdere man kan købe er både dyre, små og lukkede. Det vil sige at hvis man som jeg gerne vil have 3 gange en kubikmeter åbne beholdere til kompost så er det noget med at gå i gang med at bygge. Mens ægyptologen gravede løs påtog jeg mig det lidt mindre hårde men lige så vigtige(!) arbejde med at rense jordbærbedet for ukrudt. Det er spændende om de yder noget i år da vi jo stort set har gjort alt galt med timingen af planterne, de er både gamle og plantet på et forkert tidspunkt men de ser nu ud til at trives. Med lidt held vil nogen af de senga sengana som vi plantede i efteråret have bidt sig fast også – de fik ingen “pind” og jeg kan ikke kende forskel på planterne så jeg ved det ikke. Der står i forvejen en blanding af de bær der var i haven da vi overtog den, nogen planter vi arvede sidste år og de allestedsnærværende skovjordbær. Ovenikøbet mener jeg at jordbær kan frøformere sig så måske er der også mellemformer. Heldigvis fik jeg luget bedet færdig (det krævede en lur halvvejs) på trods af jordbærforvirringen – det hjælper nok ikke bærhøsten hvis planterne står begravet i græs, margueritter (har alle mennesker margueritter som ukrudt?), skvalderkål – en smalbladet variant der ikke ligner den der bor under Gråstenen og i græsplænen, og, natürlich, den f* krybende fredløs. Oh! så var der sommerfuglesexen. Det lader til at sommerfuglene kan lide at slikke sol på den mørke jord når de skal hvile sig mellem de poetiske parflyveture som jeg går ud fra er sommerfuglenes svar på forspil. Ihvertfald kunne vi nyde dagpåfugleøjernes flyveture hele eftermiddagen. Der kom også en enkelt aurora forbi men den havde ingen flyvepartner så den forsvandt hurtigt igen.

Share

Weekendværk

2011
04.10

På billedet ser man tydeligt at kvanen er kommet godt igennem vinteren, dens naboer havesyren står også og strutter grønt og frodigt – dejligt at se men også en kontant påmindelse om at foråret er stærkt fremskredent allerede. Det er åbenbart en grundforudsætning for havearbejdet at tiden altid har den forkerte hastighed. Hele vinteren snegler tiden sig afsted og når det endelig bliver forår er der ikke tid nok til at nå alt det der skal nås. Man kan kun prøve og forsøge at overskue hvad der er mest uopsætteligt. I denne weekend har jeg koncentreret kræfterne om et kvashegn rundt om det bed der jævnligt bliver til en sø. Tanken er at istedet for at slås med vandet (det virker også som en dum ide når man skriver det) vil jeg lade de planter gro der som faktisk kan trives med at have fødderne i vand engang i mellem. Kvanen lader heldigvis til at være en af dem. Jeg håber på at det med tiden og eventuelt et par årlige afslåninger kan blive til en slags fugtig eng. Ihvertfald vil jeg så og plante planter med blomster der tiltrækker insekter. Kvashegnet skulle, ud over at fungere som en afgrænsning af vildskaben, også gerne kunne fungere som skjulested for en masse smådyr. Næste trin, som bliver i påskeferien, bliver at få skaffet 3! store kompostbeholdere der skal have plads i det nuværende staudebed. Når de er på plads skal dynen af køkkenhaven og komposteres færdig. Læggekartoflerne er parat og det er også tid at sætte løg og så gulerødder – af hvilke jeg har mange forskellige efter at min selvberherskelse, der blev udtrykt i at jeg ikke (også) købte lillae gulerødder, blev belønnet ved at jeg fandt en pose med cosmic purple fra sidste år. Multi-coloured carrot bliss here I come!

Endelig endelig lykkedes det mig også at få taget mig sammen til at så til forspiring herhjemme. Efter sidste års fiasko hvor de små planter der skulle udgøre havens fortropper endte med at være en decideret svagbørnskoloni i min vindueskarm, har det været lidt svært at komme igang. Nu har jeg dog fået sået 4 slags squash, heriblandt en hvid tyrkisk turban jeg er meget spændt på, små gule ribstomater og de grønne cherrytomater og almindelige grønne tomatilloer. Jeg har endda kastet mig over huckleberries igen. Angiveligt dur de kun hvis de kan blive bestøvet af en anden plante men sidste år overlevede kun en eneste plante. Den stod med en håndfuld sorte bær som det var virkelig svært af få sig selv til at smage på fordi de ligner kartoffelbær så meget. Da jeg endelig smagte var det bestemt ikke indsatsen værd, de smagte grønt og bittert på trods af deres sortblå farve… Måske forhindrede den manglende bestøvning bærrene i at blive rigtigt modne? Ud over alle natskyggerne og squasherne fik jeg også lige sat citronagurker, stjerneipomoea, solsikker (jeg håber desperat at en af dem vil vise sig at være den helt fyldte skrigorange kæmpesolsikke der er et billede af på posen), hjelmbønner, salatquinoa og rød havemælde. De to sidste burde egentlig ikke skulle forkultiveres men der kom ingen da jeg såede dem på friland sidste år så der er intet at tabe. Der er stadig plads til New Zealandsk spinat (som også hårdnakket nægtede at spire på friland sidste år, og som vist nok er mere i familie med mælde end med spinat) og til ærteblomster som jeg tror vil være meget meget yndige på mit kvashegn når det er blevet færdigt.

Share

Blå kartofler og røde gulerødder, lilla bønner og gule tomater

2011
03.30

Jeg hallucinerer ikke efter at have spist pragtsnerlefrø men der er ingen tvivl om at grøntsager i sjove farver påvirker min hjerne og gør mig glad. Det er nok den samme type glæde som børn har når de får lov at lave pandekager med frugtfarve i. Et frydefult brud på reglerne der siger at kartofler er gule og pandekager lysebrune. Næh! MINE kartofler er nemlig bare blå – og så findes der måske også små damer der bor i blomsterne og knæhøje kødædende giraffer ved Saxkøbing fjord. De skæve grøntsager tilfredstillerihvertfald noget helt barnligt i mig og jeg er superglad over at have sikret mig et kilo læggekartofler af de fantastiske Blå Congo. De skal dele pladsen med nogen fine rødskindede Rosara og almindeligt gule Solist og Agata. Jeg har også bestilt flere frø af de lækre gulgrønne Green Grape cherrytomater der gav rigt forrige år og ikke spor sidste år. Bønner i lilla, gul og grøn skal der også bære plads til sammen med rødblomstrende hestebønner og do jordskokker. Gulerødderne er blevet næsten uanstændige fordi de røde hedder Atomic Red hvilket man ikke rigtig kan være bekendt men de har vist heddet sådan længe. Og de skal have selskab af både orange og gule artsfæller… min netshoppefinger skælvede længe over knappen til de lilla gulerødder men her trådte jeg i karakter og udøvede (selv)begrænsning hvilket ikke er nemt på denne tid af året hvor køkkenhaven stadig er fuldstændig uberørt og ubegrænset af realiteter. Jeg er dog ikke helt færdig med at shoppe frø endnu – der mangler liige lidt småting som ribstomater, rottehaleradisse og aspargeskål men de er på vej. Jeg må indrømme at jeg så småt er ved at tilgive vinteren at den blev ved alt for længe for jeg har hørt lærker i dag og vejrudsigten siger 19 grader på lørdag!

Share

Æbletræernes hævn

2011
03.27

Meget mod naboens og, formoder jeg, æbletræernes vilje, fortsætter vi nedslagtningen af de aflægs træer som haven til dels er opkaldt efter. Det betyder hverken at vi erklærer haven for æblefri zone eller at alt hvad der er gammelt og krumt skal fjernes. Det betyder bare at vi liige fælder 3 -4 af de træer der alligevel ikke bærer. Både Pigeon og Gråsten og det med de store gode æbler og det lille med de flotte røde æbler får lov at blive stående. Og hvis det golde Cox Orange når at springe ud tvivler jeg på at vi nænner at fælde det i denne omgang. Heldigvis er det ikke sådan at udrensningen berøver en myriade af småfugle deres læ og ly for de gider alligevel ikke bygge i vores have på grund af naboens (til den anden side) onde skader og måske også på grund af den store flotte røde kat der bor overfor og som er ungernes yndlingshaveven. Alligevel har jeg det skidt med at fælde de træer, de er gamle, ihvertfald ældre end mig, og store og, på deres egen måde, flotte. De blomstrer allesemmen overdådigt og yndigt (intet kan måle sig med æbleblomster i yndighed – faktisk er der ikke ret meget ud over æbleblomster som man overhovedet kan holde ud at sige “yndigt” om). Hele historien giver mig dårlig samvittighed men jeg bider tænderne sammen for vi skulle jo gerne opnå noget med alt myrderiet. Først og fremmest skal det gerne forvandle et ellers mørkt og ubehageligt hjørne af haven til et mere lyst og venligt sted. Som det er nu er jorden under alle træerne bevokset at en blanding af den allestedsnærværende efeu, skvalderkål og ting som er faldet af trillebøren på vej i kompostbunken, nedenunder ligger der lag af rådne ting og myriader af snegle – det knaser (!) når man går der, hvilket “man” aldrig, aldrig gør med bare tæer. Det er ikke fordi vi har behov for mere græsplæne, jeg synes som udgangspunkt at græsplæner er ret kedelige men tanken er at vi efter et p.t. nærmest ufatteligt stykke jordbehandling vil kunne anlægge græs hvor der nu er æbletræer, udgået bambus og efeu, efeu, efeu. Formålet med hele øvelsen er at begrænse vedligeholdet af det hjørne af haven for der er godtnok meget vedligehold på vores 600 kvm store have. Og så er jeg selvfølgelig allerede begyndt at drømme om at plante blomstrende buske i den græsplæne vi endnu ikke har anlagt. Budleia, falsk jasmin og hvem ved, måske en lille bitte bitte hyld? Nåh men før jeg kan plante duftende buske og drømme om sværme af sommerfugle og andre af de søde insekter som ikke knaser og stikker, så var der lige det med de æbletræer – GAMLE æbletræer med dybe, tykke, kæmpestore rødder og det er det der er hævnen: Jeg har nemlig rigtig væmmeligt ond i ryggen i dag efter at have brugt et par timer i går på at grave ned langs stammen på det mest sølle eksemplar og hugge rødderne over med en økse – og jeg blev ikke engang færdig!

Share

Fra håb til tro til viden – foråret findes, og det kommer!

2011
02.06

Hermed det uigendrivelige (det er jo et fotografi!) bevis på at foråret er på vej og at alt i haven nu er på nedtællingsur ligesom en rakeaffyring. Jeg havde den første rigtige havedag i år og storen og jeg fik nedlagt kronen på et af de dårlige frugtræer som vi har besluttet skal lade livet nu. De har fået to hele vækstsæsoner til at vise hvad de dur til og konklusionen er altså at de ikke dur til meget. Fuglene gider ikke engang bygge reder i dem – men det er nok ligeså meget sauronskadernes skyld hvis ret skal være ret. Ihvertfald skal de væk nu. Håbet er at vi ved at rydde grundigt op (der står 4 æbletræer på dødslisten og eventuelt en røn og en vildæble og et par fuglekirsebær også) kan få lidt lys og luft til en del af haven som ingen kan lide at være i fordi der er mørkt og smattet så snart træerne har fået blade. Vi håber endda at kunne anlægge græsplæne i stedet for at have mos der ganske vidst er kønt men meget lidt slidstærkt.

Det er arbejde der skal gøres nu inden køkkenhaven begynder at kræve sit for når det først går løs der har jeg ikke tid til at gå og vælte træer. Det varer dog noget endnu inden man kan komme i jorden. En del af beddene ligger nok så nydeligt under en masse af rådne plantedele som har beskyttet jorden mod vejr og vind vinteren over og som, håber jeg, bare kan rives til side når vi skal til at så. Desværre ligger to af beddene under et mindre konstruktivt dække som det ses på billedet nedenfor. Jeg aner ikke hvordan jeg skal dræne det stykke. Hvis jeg går igang med et eller andet vil jeg komme til at skulle forholde mig til naboens sø også for den hænger sammen med vores og er næsten ligeså stor. Jeg har ikke noget imod at hjælpe naboen men det er meget vand der skal et eller andet sted hen.

Desværre står syre, rabarber, endivie og rød løvetand nu under vand og rådner langsomt efter på heroisk vis at have overlevet sneen – øv. Jeg er ikke tilfreds med tanken om at skulle igennem endnu en sommer med kun køberabarber. Dræning må der altså til men foreløig har jeg ikke kunnet finde en metode der virker realistisk i forhold til omfang og ikke mindst pris. En del metoder starter med at “man tager en gravko, en elektrisk pumpe og en kloak” alle tre ting som vi ikke rigtig har. En gravko kan man leje men el og kloak er ikke sådan lige at skaffe. Jeg har overvejet at lave et kompostanlæg i den ende af have som ganske vidst er tættest på stien (det er i “forhaven”) men samtidig er det tæt på køkkenhaven og længst væk fra huset. Om sommeren føles turen med trillebøren gennem hele haven og halvvejs gennem et krat for at komme til komposten på dens nuværende placering, temmelig bøvlet. Den nye placering vil dog kræve enten at jeg finder en måde at dræne på eller at jeg bygger anlægget på pæle som en thailandsk flodlandsby…. der er der selvfølgelig et vist perspektiv i men jeg er bange for at det ikke er ret praktisk.

Share

Mon foråret findes hvis man bare tror nok på det?

2011
01.26

Jeg gik i dag og mens solen skinnede så jeg kunne mærke varmen på mine sorte strømpebukseben, kom jeg til at tænke på om vi mon hvert år får foråret til at komme ved en kollektiv troshandling? Jeg mener; for to uger siden var jeg næsten helt sikker på at det aldrig vil blive forår igen og at fimbulvinteren var en kedelig realitet. For en uge siden begyndte tvivlen så småt at gnave i kanten af den overbevisning, ikke mindst fordi jeg så to forelskede duer på en lygtepæl. Det var altså, kan man sige, duernes tro på at det bliver forår der gjorde at jeg måske også kom til at tro lidt mere på det. Og i dag skinnede solen helt varmt på mig… Man kan sige at jeg er gået fra at være forårs-ateist til at være forårsagnostiker. Som forårsagnostiker må jeg notere mig at det ganske vist var dejligt solskin men også at ladcyklens våde kaleche blev stiv af frost på under ti minutter efter at den var kommet ud af garagen og at bremserne frøs fast så Ægyptologen måtte bære den hjem. Jeg håber på en vækkelse så jeg kan blive genfødt forårstroende men der må mere til før jeg forkaster den virkelighed mine sanser viser mig og foretager et trosspring ud i ren forårsdyrkelse.

Share

Soulfood

2011
01.22

For tiden synes jeg at det kan være rigtig svært at holde varmen både i rent fysisk og i mere overført forstand. Der er så umådeligt længe til forår og sommer – og til sommerferien ikke mindst. Der er mange dage hvor det nærmest ikke bliver lyst og selvom der er småbitte tegn på at året er vendt, duerne er begyndt at finde hinanden i par og dagene er helt sikkert blevet længere, ja så kan jeg hurtigt komme til at føle mig lidt tyndslidt og hullet. Derfor må der soulfood til, den slags mad der både varmer kroppen og ånden (men som for guds skyld ikke feder!) og jeg har fundet ud af at de fleste mennesker har nogen bestemte retter og råvarer der virker sådan for dem. Ægyptologens bedste bud er harira som er en stærk marokansk suppe med kikærter og en masse godt tilbehør, for mig ligger retten på billedet højt på listen. I fald andre skulle føle sig tyndslidte eller decideret hullede her i januarkulden er de velkomne til at prøve kuren:

Man tager alt hvad køleskabet rummer af hårde grøntsager, jeg havde persillerødder, gulerødder, knoldselleri, rødløg og hvidløg. Skærer det ud i mundrette stykker og lægger dem i stegesoen sammen med nogen krydderier. Hvis man ikke har en stegeso kan man bruge en gryde der kan gå i ovnen eller et ildfast fad med folie over. Jeg havde (halv-)frisk timian, hel peber og laurbærblade og naturligvis salt. Så skal der væske i, øl er godt. I mit køleskab var der nogen kedelige øl som vi ikke har gidet drikke, de røg i stegesoen. Til sidst gravede jeg en lille rede i midten og lagde godt et kilo økologisk svineskank ned i den (reden i stegesoen, that is). Så skal der låg på og det hele skal passe sig selv i ovnen i lige så mange timer som man synes. Denneher endte med at få en seks-syv timer ved 130-50 grader. Man kan spise ris, kogt korn, kartofler eller bare brød til. Det smager dejligt og får det hele til at virke lidt mere overskueligt, ihvertfald et stykke tid.

Share