Posts Tagged ‘æbletræ’

Bikkelstær og barbarer


2013
05.20

Man må sige at pinsen har vist sig fra sin allerpæneste side her hos os i Pomona og alting vokser amok. Overskriften referer til den nye stikkelsbærbusk der allerede har bittesmå nye bikkelstære hængende under grenene – det synes jeg er både sødt af den og ret overskudsagtigt når man tænker på at den nærmest lige er blevet plantet. Barbarerne er den grønne horde i det nu nedlagte staudebed. Rabarberne breder sig majestætisk og selv havesyren har fundet sin overmand i vækstkraft og -tempo. Med lidt dårlig samvittighed har jeg valgt at fjerne de tårnhøje blomsterskud på nær et enkelt der var lyserødt – åbenbart får vinrabarber lyserøde blomster og dem kunne jeg ikke nænne at fjerne, jeg har jo også sikret mig en god forsyning af lårtykke “hesterabarber” der altså efter min mening er fuldt så gode som de mere pjevsede vinrabarber. Jeg har i øvrigt givet den som køkkenhavens Stalin igen efter endnu engang at have fået kolde fødder når der skal ryddes et bed. Sagen er at der er så mange ting der spirer frem af sig selv fordi planterne får lov at stå i jorden vinteren over og derfor kaster frø inden jeg fjerner dem (det gør jeg både af hensyn til jordstrukturen og dyrelivet.. og lidt fordi jeg som regel har virkeligt travlt om efteråret lige i den periode hvor man kunne rydde køkkenhaven). Frøene spirer frem til nye californiavalmuer – der startede som en farveblanding men nu har udviklet sig til en population af udelukkende pusfarvede individder (hvad der er meget yndigt sammen med de hudfarvede akelejer) morgenfruer, rød mælde – som jeg tror jeg nok skal få en del sjov ud af, den er lige så livskraftig som havesyren men altså også ret flot fordi den er fuldstændig rødbedefarvet og endelig dem som blev ofre for en tvangsflytning af stalinistisk tilsnit, nemlig honningurt. Jeg har hørt onde tunger hævde at det er en firseragtig blomst men jeg synes at den er meget pæn og bierne er helt tossede med den – ergo kunne jeg ikke nænne at ofre alle de honninurt(er?) der var spiret frem i det tredje bærbed som skal have dug og flis på ligesom de to andre bede. Honningurterne står nu og ser temmeligt chokerede ud i deres nye kolkhos-højbed og jeg håber meget at jeg har mere held med projektet end Stalin… Det er skidt at flytte enårige planter når de er næsten i blomst men det var det eller den visse død under ukrudtsdugen.

Der var måske ikke lige frem tale om livsfare men bamsen og egernet havde sidst på dagen pludselig meget lyst til at slå hinanden ihjel, muligvis i frustration over en mislykket kattejagt. De er heldigvis ret ligeværdige selv om de slås forskelligt; bamsen skubber, grabser og maser egernet og slår hende måske lidt med flad hånd mens egernet har et lynhurtigt kobraegernangreb hvor hun hugger sine skarpe tænder i bamsens arm eller ryg.. men de må selvfølgelig ikke slås. Havens øvrige dyreliv har ret travlt med det man bruger den anden halvdel af livet på: Sauronskaderne har muligvis en rede i det gamle blommetræ men jeg tror ikke der er unger i, jeg ved ikke om det er en ekstrarede eller hvad for de plejer jo at have unger i granfortet inde ved siden af. Der er dog stensikkert unger i kassen i æbletæet men det er endnu ikke lykkedes mig at se forældrene så jeg ved ikke om det er musvitter, blåmejser eller spurve, vi har vist haft alle tre før. Skulle nogen have lidt tid til overs mellem al den krig og kærlighed er Pomona nu også blevet beriget med en yndig blå plasticsandkasse. Eller ihvertfald står den yndigt under det lille æbletræ som har haft så mange blomster i år at ungerne syntes at det lignede en puddelhund. Det passer egentlig meget godt, æblerne på det smager også lidt ubestemmeligt, måske af puddelhund?

Share

Æbletræernes hævn


2011
03.27

Meget mod naboens og, formoder jeg, æbletræernes vilje, fortsætter vi nedslagtningen af de aflægs træer som haven til dels er opkaldt efter. Det betyder hverken at vi erklærer haven for æblefri zone eller at alt hvad der er gammelt og krumt skal fjernes. Det betyder bare at vi liige fælder 3 -4 af de træer der alligevel ikke bærer. Både Pigeon og Gråsten og det med de store gode æbler og det lille med de flotte røde æbler får lov at blive stående. Og hvis det golde Cox Orange når at springe ud tvivler jeg på at vi nænner at fælde det i denne omgang. Heldigvis er det ikke sådan at udrensningen berøver en myriade af småfugle deres læ og ly for de gider alligevel ikke bygge i vores have på grund af naboens (til den anden side) onde skader og måske også på grund af den store flotte røde kat der bor overfor og som er ungernes yndlingshaveven. Alligevel har jeg det skidt med at fælde de træer, de er gamle, ihvertfald ældre end mig, og store og, på deres egen måde, flotte. De blomstrer allesemmen overdådigt og yndigt (intet kan måle sig med æbleblomster i yndighed – faktisk er der ikke ret meget ud over æbleblomster som man overhovedet kan holde ud at sige “yndigt” om). Hele historien giver mig dårlig samvittighed men jeg bider tænderne sammen for vi skulle jo gerne opnå noget med alt myrderiet. Først og fremmest skal det gerne forvandle et ellers mørkt og ubehageligt hjørne af haven til et mere lyst og venligt sted. Som det er nu er jorden under alle træerne bevokset at en blanding af den allestedsnærværende efeu, skvalderkål og ting som er faldet af trillebøren på vej i kompostbunken, nedenunder ligger der lag af rådne ting og myriader af snegle – det knaser (!) når man går der, hvilket “man” aldrig, aldrig gør med bare tæer. Det er ikke fordi vi har behov for mere græsplæne, jeg synes som udgangspunkt at græsplæner er ret kedelige men tanken er at vi efter et p.t. nærmest ufatteligt stykke jordbehandling vil kunne anlægge græs hvor der nu er æbletræer, udgået bambus og efeu, efeu, efeu. Formålet med hele øvelsen er at begrænse vedligeholdet af det hjørne af haven for der er godtnok meget vedligehold på vores 600 kvm store have. Og så er jeg selvfølgelig allerede begyndt at drømme om at plante blomstrende buske i den græsplæne vi endnu ikke har anlagt. Budleia, falsk jasmin og hvem ved, måske en lille bitte bitte hyld? Nåh men før jeg kan plante duftende buske og drømme om sværme af sommerfugle og andre af de søde insekter som ikke knaser og stikker, så var der lige det med de æbletræer – GAMLE æbletræer med dybe, tykke, kæmpestore rødder og det er det der er hævnen: Jeg har nemlig rigtig væmmeligt ond i ryggen i dag efter at have brugt et par timer i går på at grave ned langs stammen på det mest sølle eksemplar og hugge rødderne over med en økse – og jeg blev ikke engang færdig!

Share

Fra håb til tro til viden – foråret findes, og det kommer!


2011
02.06

Hermed det uigendrivelige (det er jo et fotografi!) bevis på at foråret er på vej og at alt i haven nu er på nedtællingsur ligesom en rakeaffyring. Jeg havde den første rigtige havedag i år og storen og jeg fik nedlagt kronen på et af de dårlige frugtræer som vi har besluttet skal lade livet nu. De har fået to hele vækstsæsoner til at vise hvad de dur til og konklusionen er altså at de ikke dur til meget. Fuglene gider ikke engang bygge reder i dem – men det er nok ligeså meget sauronskadernes skyld hvis ret skal være ret. Ihvertfald skal de væk nu. Håbet er at vi ved at rydde grundigt op (der står 4 æbletræer på dødslisten og eventuelt en røn og en vildæble og et par fuglekirsebær også) kan få lidt lys og luft til en del af haven som ingen kan lide at være i fordi der er mørkt og smattet så snart træerne har fået blade. Vi håber endda at kunne anlægge græsplæne i stedet for at have mos der ganske vidst er kønt men meget lidt slidstærkt.

Det er arbejde der skal gøres nu inden køkkenhaven begynder at kræve sit for når det først går løs der har jeg ikke tid til at gå og vælte træer. Det varer dog noget endnu inden man kan komme i jorden. En del af beddene ligger nok så nydeligt under en masse af rådne plantedele som har beskyttet jorden mod vejr og vind vinteren over og som, håber jeg, bare kan rives til side når vi skal til at så. Desværre ligger to af beddene under et mindre konstruktivt dække som det ses på billedet nedenfor. Jeg aner ikke hvordan jeg skal dræne det stykke. Hvis jeg går igang med et eller andet vil jeg komme til at skulle forholde mig til naboens sø også for den hænger sammen med vores og er næsten ligeså stor. Jeg har ikke noget imod at hjælpe naboen men det er meget vand der skal et eller andet sted hen.

Desværre står syre, rabarber, endivie og rød løvetand nu under vand og rådner langsomt efter på heroisk vis at have overlevet sneen – øv. Jeg er ikke tilfreds med tanken om at skulle igennem endnu en sommer med kun køberabarber. Dræning må der altså til men foreløig har jeg ikke kunnet finde en metode der virker realistisk i forhold til omfang og ikke mindst pris. En del metoder starter med at “man tager en gravko, en elektrisk pumpe og en kloak” alle tre ting som vi ikke rigtig har. En gravko kan man leje men el og kloak er ikke sådan lige at skaffe. Jeg har overvejet at lave et kompostanlæg i den ende af have som ganske vidst er tættest på stien (det er i “forhaven”) men samtidig er det tæt på køkkenhaven og længst væk fra huset. Om sommeren føles turen med trillebøren gennem hele haven og halvvejs gennem et krat for at komme til komposten på dens nuværende placering, temmelig bøvlet. Den nye placering vil dog kræve enten at jeg finder en måde at dræne på eller at jeg bygger anlægget på pæle som en thailandsk flodlandsby…. der er der selvfølgelig et vist perspektiv i men jeg er bange for at det ikke er ret praktisk.

Share

Med min hakke min skovl og min snorkel


2010
05.18

Jeg tror at radisserne bliver gode i år – med de nuværende nedbørsmængder må de blive både saftige og milde i modsætning til de små superstærke og træede radisser jeg plejer at dyrke. Det kan endda være at de bliver spist så? Faktisk trives køkkenhaven fint med de kolde grå vejr, det eneste problematiske er at jorden bliver ved med at være for kold til den næste omgang såning. Jeg nyder den positive opmærksomhed fra naboerne som højden af kartoffeltoppene giver mig, Solist er en dygtig kartoffel der allerede er hyppet to gange. Jeg har studeret det med hypningen grundigt og det lader til at der er konsensus om at det faktisk tjener et formål. Dels sikrer det at kartoflerne ikke får lys og bliver grønne og giftige af solanin, dels holder det ukrudt nede og dels forøger det afstanden mellem top og knold så skimmel ikke så let kan regne ned i jorden og angribe kartoflerne. Det sidste er vidst ikke så relevant for man fjerner jo alligevel toppene hvis de får skimmel? Som historiker synes jeg også at det er et argument i sig selv at traditionen foreskriver at kartofler skal hyppes. Det giver en god fornemmelse at stile sig op den lange række af mennesker der i de sidste 500 år har hyppet deres kartofler. Egentlig ved jeg ikke helt om min forestilling holder idet jeg bare antager at hypning har været den europæiske dyrkningsmetode fra begyndelsen af kartoflens europæiske tilværelse og på den anden side aner jeg ikke om man hypper kartofler i Sydamerika? Heldigvis behøves der ikke et solidt grundlag af fakta for at føle historiens vingesus…

 Naboens salat der kom direkte fra drivhus til kold jord har taget udfordringen op og står fint så nu har planteskolens grønkål fået samme tur. Grønkålen skal dele bed med forskellige ærter, foreløbig nogen høje mangetouts men det er planen at så flere efterhånden så de ikke bliver modne allesammen på en gang. I den anden side af beddet med grønkål håber jeg at dyrke palmekål af egen avl. Jeg har sået i flere omgange og det lader til at palmekålen er kollektivistisk anlagt; dem der er sået i små fantastiske avispapirspotter som jeg kærligt har siddet og hånddrejet med min egetræspotmaker gider dårligt kigge op af jorden – derimod spirer dem der er bredsået i en vindruebakke villigt. Måske er det det nære fællesskab der stimulerer dem til vækst, eller også er våd tryksværte giftigt for små frø.

Heldigvis rummer haven også planter der er aldeles selvkørende og som på egen hånd klarer det der skal klares for at jeg kan høste fra dem til efteråret – æbletræerne er næsten klar til at blomstre så det store spørgsmål er bare om der er bier nok til at bestøve dem. I blommetræet og frugtbuskene der allerede er i fuld gang med blomstringen har jeg ikke set mere end et par små humlebier i gang så det er bare endnu en grund til at ønske sig lidt mere varme.

Share