Posts Tagged ‘ærter’

Pomona er gået agurk!


2010
08.11

Udtrykket giver meget god mening hvis man ser den eksplosion af agurkeranker der er ved at bemægtige sig køkkenhaven lige nu. Da jeg ikke har et drivhus må agurkeforsyningen mestendels klares med drueagurker der trives på friland – den ene “crystal lemon” der har overlevet skranter og jeg ved ikke om den når at give noget. Hvis den gør skal frugten gemmes til frø. Sidste år havde vi stor glæde af de flotte runde gule agurker. Drueagurkerne er en helt anden historie – jeg har sået en enkelt række (5 m) under ærter ud fra en ide om at ærterne klatrer op og agurkerne breder sig og dækker jorden under dem. Det ville have været smart hvis ikke ærterne viste sig at være nogen ynkelige små krøllede nogen der dårligt kigger over knæhøjde og agurkerne er stærkt ekspansive, de klatrer jo også, både på rækkesnorene, ærtestativerne og alt hvad de ellers kan få deres grønne sno-ranker om. De er også kravlet over stien og har invaderet bønnebeddet som ellers var en fiks blanding af lave buskbønner og klatrende varianter. Nu er det lidt rodet med drueagurker og lave borlottibønner mellem hinanden hulter til bulter. Jeg tilgiver nemt agurkernes manglende beskedenhed: De smager dejligt med lidt mere tørstof og mindre bitterhed end salatagurker og så er der altså virkelig mange, mange flere end man med rimelighed kan spise på leverpostejmadder eller have i madpakken. When life deals you drueagurker – you make agurkesalat. Man kunne sagtens lave cornichoner eller rigtige syltede agurker men jeg har svoret ikke at oversylte i år – det er mit faste fortsæt ikke at sylte mere end hvad jeg er sikker på at familien kan (og vil!!) spise, altså ikke noget med at sylte agurker til vinterbrug. Lidt agurkesalat håber jeg dog de kan klare, så der står to glas agurkesalat med henholdsvis mynte og dild(kroner) i køleskabet og venter på at blive spist.

 

Share

Vrooooom! – Det var sommeren der drønede forbi


2010
08.09

Mellem sommerferie, havearbejde og almindelig afslapning er der ikke meget plads til at blogge – den virkelige virkelighed har helt taget over. Nu begynder arbejdet igen og så har jeg også brug for mit lille havehjørne på computeren. Eskapisme kræver jo noget at flygte fra. I år skal haven opleves i små bidder. Helheden er noget rod, der er udviskede kanter og runde hjørner alle vegne men der er også sammenstillinger og enkeltdele der fungerer – og det er dem jeg gerne vil fortælle om:

Kartoflerne endte med at være en succes, de fik en pæn størrelse og udbyttet var ok. Jeg tror at vi tager et par rækker mere til næste år. Hestebønnerne er mestendels spist – de var lækre og resten får lov at modne så jeg kan så dem til næste år – jeg fik aldrig markeret hvilke planter der havde røde blomster men jeg tror ikke at vi har spist dem allesammen. Beddet hvor hestebønner og kartofler har boet er nu befolket af squash, græskar og sent såede bladbeder.

I resten af køkkenhaven er der stadig knald på første runde: Her ses aspargessalat, grønkål og solsikker i skøn forening. Aspargessalaten skal spises nu, den er rigtig god i wok, men grønkålen skal have lov at stå til vinter. Solsikkerne er mest til pynt og egentlig står de åndssvagt i konkurrence med tomaterne men det glemmer man jo når de springer ud.

 Der er i det hele taget masser at høste af nu; gulerødder (Nantes og Cosmic Purple), drueagurker, mangetout, sukkerærter, marværter, gule, hvide og røde løg, de sidste kartofler og alt, alt for mange squash – her nogen runde lysegrønne nogen men vi har skam også lange gule og stribede og runde mørkegrønne. Endelig er der krydderurter; basilikum, citronverbena, rosmarin og mynte i kassen denne gang.

Share

Med min hakke min skovl og min snorkel


2010
05.18

Jeg tror at radisserne bliver gode i år – med de nuværende nedbørsmængder må de blive både saftige og milde i modsætning til de små superstærke og træede radisser jeg plejer at dyrke. Det kan endda være at de bliver spist så? Faktisk trives køkkenhaven fint med de kolde grå vejr, det eneste problematiske er at jorden bliver ved med at være for kold til den næste omgang såning. Jeg nyder den positive opmærksomhed fra naboerne som højden af kartoffeltoppene giver mig, Solist er en dygtig kartoffel der allerede er hyppet to gange. Jeg har studeret det med hypningen grundigt og det lader til at der er konsensus om at det faktisk tjener et formål. Dels sikrer det at kartoflerne ikke får lys og bliver grønne og giftige af solanin, dels holder det ukrudt nede og dels forøger det afstanden mellem top og knold så skimmel ikke så let kan regne ned i jorden og angribe kartoflerne. Det sidste er vidst ikke så relevant for man fjerner jo alligevel toppene hvis de får skimmel? Som historiker synes jeg også at det er et argument i sig selv at traditionen foreskriver at kartofler skal hyppes. Det giver en god fornemmelse at stile sig op den lange række af mennesker der i de sidste 500 år har hyppet deres kartofler. Egentlig ved jeg ikke helt om min forestilling holder idet jeg bare antager at hypning har været den europæiske dyrkningsmetode fra begyndelsen af kartoflens europæiske tilværelse og på den anden side aner jeg ikke om man hypper kartofler i Sydamerika? Heldigvis behøves der ikke et solidt grundlag af fakta for at føle historiens vingesus…

 Naboens salat der kom direkte fra drivhus til kold jord har taget udfordringen op og står fint så nu har planteskolens grønkål fået samme tur. Grønkålen skal dele bed med forskellige ærter, foreløbig nogen høje mangetouts men det er planen at så flere efterhånden så de ikke bliver modne allesammen på en gang. I den anden side af beddet med grønkål håber jeg at dyrke palmekål af egen avl. Jeg har sået i flere omgange og det lader til at palmekålen er kollektivistisk anlagt; dem der er sået i små fantastiske avispapirspotter som jeg kærligt har siddet og hånddrejet med min egetræspotmaker gider dårligt kigge op af jorden – derimod spirer dem der er bredsået i en vindruebakke villigt. Måske er det det nære fællesskab der stimulerer dem til vækst, eller også er våd tryksværte giftigt for små frø.

Heldigvis rummer haven også planter der er aldeles selvkørende og som på egen hånd klarer det der skal klares for at jeg kan høste fra dem til efteråret – æbletræerne er næsten klar til at blomstre så det store spørgsmål er bare om der er bier nok til at bestøve dem. I blommetræet og frugtbuskene der allerede er i fuld gang med blomstringen har jeg ikke set mere end et par små humlebier i gang så det er bare endnu en grund til at ønske sig lidt mere varme.

Share