Posts Tagged ‘citronverbena’

Vrooooom! – Det var sommeren der drønede forbi


2010
08.09

Mellem sommerferie, havearbejde og almindelig afslapning er der ikke meget plads til at blogge – den virkelige virkelighed har helt taget over. Nu begynder arbejdet igen og så har jeg også brug for mit lille havehjørne på computeren. Eskapisme kræver jo noget at flygte fra. I år skal haven opleves i små bidder. Helheden er noget rod, der er udviskede kanter og runde hjørner alle vegne men der er også sammenstillinger og enkeltdele der fungerer – og det er dem jeg gerne vil fortælle om:

Kartoflerne endte med at være en succes, de fik en pæn størrelse og udbyttet var ok. Jeg tror at vi tager et par rækker mere til næste år. Hestebønnerne er mestendels spist – de var lækre og resten får lov at modne så jeg kan så dem til næste år – jeg fik aldrig markeret hvilke planter der havde røde blomster men jeg tror ikke at vi har spist dem allesammen. Beddet hvor hestebønner og kartofler har boet er nu befolket af squash, græskar og sent såede bladbeder.

I resten af køkkenhaven er der stadig knald på første runde: Her ses aspargessalat, grønkål og solsikker i skøn forening. Aspargessalaten skal spises nu, den er rigtig god i wok, men grønkålen skal have lov at stå til vinter. Solsikkerne er mest til pynt og egentlig står de åndssvagt i konkurrence med tomaterne men det glemmer man jo når de springer ud.

 Der er i det hele taget masser at høste af nu; gulerødder (Nantes og Cosmic Purple), drueagurker, mangetout, sukkerærter, marværter, gule, hvide og røde løg, de sidste kartofler og alt, alt for mange squash – her nogen runde lysegrønne nogen men vi har skam også lange gule og stribede og runde mørkegrønne. Endelig er der krydderurter; basilikum, citronverbena, rosmarin og mynte i kassen denne gang.

Share