Posts Tagged ‘drueagurk’

Pomona er gået agurk!


2010
08.11

Udtrykket giver meget god mening hvis man ser den eksplosion af agurkeranker der er ved at bemægtige sig køkkenhaven lige nu. Da jeg ikke har et drivhus må agurkeforsyningen mestendels klares med drueagurker der trives på friland – den ene “crystal lemon” der har overlevet skranter og jeg ved ikke om den når at give noget. Hvis den gør skal frugten gemmes til frø. Sidste år havde vi stor glæde af de flotte runde gule agurker. Drueagurkerne er en helt anden historie – jeg har sået en enkelt række (5 m) under ærter ud fra en ide om at ærterne klatrer op og agurkerne breder sig og dækker jorden under dem. Det ville have været smart hvis ikke ærterne viste sig at være nogen ynkelige små krøllede nogen der dårligt kigger over knæhøjde og agurkerne er stærkt ekspansive, de klatrer jo også, både på rækkesnorene, ærtestativerne og alt hvad de ellers kan få deres grønne sno-ranker om. De er også kravlet over stien og har invaderet bønnebeddet som ellers var en fiks blanding af lave buskbønner og klatrende varianter. Nu er det lidt rodet med drueagurker og lave borlottibønner mellem hinanden hulter til bulter. Jeg tilgiver nemt agurkernes manglende beskedenhed: De smager dejligt med lidt mere tørstof og mindre bitterhed end salatagurker og så er der altså virkelig mange, mange flere end man med rimelighed kan spise på leverpostejmadder eller have i madpakken. When life deals you drueagurker – you make agurkesalat. Man kunne sagtens lave cornichoner eller rigtige syltede agurker men jeg har svoret ikke at oversylte i år – det er mit faste fortsæt ikke at sylte mere end hvad jeg er sikker på at familien kan (og vil!!) spise, altså ikke noget med at sylte agurker til vinterbrug. Lidt agurkesalat håber jeg dog de kan klare, så der står to glas agurkesalat med henholdsvis mynte og dild(kroner) i køleskabet og venter på at blive spist.

 

Share

Vrooooom! – Det var sommeren der drønede forbi


2010
08.09

Mellem sommerferie, havearbejde og almindelig afslapning er der ikke meget plads til at blogge – den virkelige virkelighed har helt taget over. Nu begynder arbejdet igen og så har jeg også brug for mit lille havehjørne på computeren. Eskapisme kræver jo noget at flygte fra. I år skal haven opleves i små bidder. Helheden er noget rod, der er udviskede kanter og runde hjørner alle vegne men der er også sammenstillinger og enkeltdele der fungerer – og det er dem jeg gerne vil fortælle om:

Kartoflerne endte med at være en succes, de fik en pæn størrelse og udbyttet var ok. Jeg tror at vi tager et par rækker mere til næste år. Hestebønnerne er mestendels spist – de var lækre og resten får lov at modne så jeg kan så dem til næste år – jeg fik aldrig markeret hvilke planter der havde røde blomster men jeg tror ikke at vi har spist dem allesammen. Beddet hvor hestebønner og kartofler har boet er nu befolket af squash, græskar og sent såede bladbeder.

I resten af køkkenhaven er der stadig knald på første runde: Her ses aspargessalat, grønkål og solsikker i skøn forening. Aspargessalaten skal spises nu, den er rigtig god i wok, men grønkålen skal have lov at stå til vinter. Solsikkerne er mest til pynt og egentlig står de åndssvagt i konkurrence med tomaterne men det glemmer man jo når de springer ud.

 Der er i det hele taget masser at høste af nu; gulerødder (Nantes og Cosmic Purple), drueagurker, mangetout, sukkerærter, marværter, gule, hvide og røde løg, de sidste kartofler og alt, alt for mange squash – her nogen runde lysegrønne nogen men vi har skam også lange gule og stribede og runde mørkegrønne. Endelig er der krydderurter; basilikum, citronverbena, rosmarin og mynte i kassen denne gang.

Share