Posts Tagged ‘familie’

At have eller ikke at have


2014
03.01

Jeg kan lige så godt bekende det – jeg har begået en synd der er endnu værre end autogoogling, jeg har siddet læst mine egne gamle blogindlæg og ikke nok med det, jeg nød det. Så er det sagt. Det var dejligt at blive mindet om alle de ting vi har lavet i Pomona og alle de ideer jeg har forsøgt, med utroligt skiftende held, at føre ud i livet i den have. De sidste tre år i haven har været mindre skønne, vi har seriøst overvejet helt at droppe den fordi tiden og energien simpelthen ikke var der, en phd, et fuldtidsarbejde og 4 unger krævede de kræfter vi havde så der var ikke meget tilbage til haven. Jeg elsker min have men omkostningerne kan også blive for høje når familiens ressourcer er knappe. Sidste år kunne vi dog så småt begynde at mærke hvordan det kunne blive igen nu hvor tvislerne er blevet mere selvkørende og den kroniske undtagelsestilstand små børn bringer med sig er ved at være overstået igen. De små kan lide at være i haven og det kan de store faktisk også stadig. Nu barsler vi, så at sige, med et helt nyt projekt for Pomona. Sagen er jo at vi er endt med at bo i en by hvor boligpriserne er at sammenligne med Frederiksbergs og at det derfor er os umuligt at købe en bolig med et passende antal værelser. Eller sagt på en anden måde: Vi har valgt at basere vores familieplanlægning på andre parametre end de økonomiske. Det betyder at vi bor supercentralt (jeg er i en løbende dialog med mig selv om jeg gider at tage overtøj på for at gå på arbejde, jeg kan stort set ikke nå at blive kold inden jeg er fremme) og rimeligt billigt, men vi mangler altså 250 kvm for at have hvad der svarer til det gennemsnitlige antal boligkvadratmeter pr dansker x 6. Når vi ikke har lyst til at flytte (skulle vi finde et sted vi havde råd til ville det være så langt væk fra byen at den hurtigste vej på arbejde og til skole ville være igennem jordens indre) og ungerne lader til at trives i deres hems- og køjesenge så er alt jo sådan set fint. Sagen er dog den at vi må se i øjnene at Storen bliver teenager om 4 måneder og at storelillen forventeligt også rammer puberteten inden for en overskuelig fremtid og så kan det jo godt være at to soveværelser til 6 mennesker bliver lidt lidt. Erfaringer har også vist at det der med kærester i hemssenge kan blive… Ihvertfald har vi udtænkt den, synes vi selv, geniale, plan at bygge et kæmpe kolonihavehus i stedet for det lille skur der nu står i Pomona. På den måde kan familien sprede sig ud over to adresser når der er behov herfor, storen og storelillen kan få hver deres værelse i havehuset OG moren kan få mange mange flere dage i haven fordi det bliver til at holde ud også for den lidt mere praktisk indstillede ægyptolog at overnatte i haven jævnligt. Det er i skrivende stund den 2. marts og jeg har ikke købt et eneste frø, jeg har dårligt nok været i haven hele vinteren men min stakkels hjerne koger af projekt hus, det er det sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn om aftenen og det første jeg tænker på om morgenen – det er ligesom jeg plejer at have det med at vælge frø til køkkenhaven…

Share