Posts Tagged ‘forår’

Bikkelstær og barbarer


2013
05.20

Man må sige at pinsen har vist sig fra sin allerpæneste side her hos os i Pomona og alting vokser amok. Overskriften referer til den nye stikkelsbærbusk der allerede har bittesmå nye bikkelstære hængende under grenene – det synes jeg er både sødt af den og ret overskudsagtigt når man tænker på at den nærmest lige er blevet plantet. Barbarerne er den grønne horde i det nu nedlagte staudebed. Rabarberne breder sig majestætisk og selv havesyren har fundet sin overmand i vækstkraft og -tempo. Med lidt dårlig samvittighed har jeg valgt at fjerne de tårnhøje blomsterskud på nær et enkelt der var lyserødt – åbenbart får vinrabarber lyserøde blomster og dem kunne jeg ikke nænne at fjerne, jeg har jo også sikret mig en god forsyning af lårtykke “hesterabarber” der altså efter min mening er fuldt så gode som de mere pjevsede vinrabarber. Jeg har i øvrigt givet den som køkkenhavens Stalin igen efter endnu engang at have fået kolde fødder når der skal ryddes et bed. Sagen er at der er så mange ting der spirer frem af sig selv fordi planterne får lov at stå i jorden vinteren over og derfor kaster frø inden jeg fjerner dem (det gør jeg både af hensyn til jordstrukturen og dyrelivet.. og lidt fordi jeg som regel har virkeligt travlt om efteråret lige i den periode hvor man kunne rydde køkkenhaven). Frøene spirer frem til nye californiavalmuer – der startede som en farveblanding men nu har udviklet sig til en population af udelukkende pusfarvede individder (hvad der er meget yndigt sammen med de hudfarvede akelejer) morgenfruer, rød mælde – som jeg tror jeg nok skal få en del sjov ud af, den er lige så livskraftig som havesyren men altså også ret flot fordi den er fuldstændig rødbedefarvet og endelig dem som blev ofre for en tvangsflytning af stalinistisk tilsnit, nemlig honningurt. Jeg har hørt onde tunger hævde at det er en firseragtig blomst men jeg synes at den er meget pæn og bierne er helt tossede med den – ergo kunne jeg ikke nænne at ofre alle de honninurt(er?) der var spiret frem i det tredje bærbed som skal have dug og flis på ligesom de to andre bede. Honningurterne står nu og ser temmeligt chokerede ud i deres nye kolkhos-højbed og jeg håber meget at jeg har mere held med projektet end Stalin… Det er skidt at flytte enårige planter når de er næsten i blomst men det var det eller den visse død under ukrudtsdugen.

Der var måske ikke lige frem tale om livsfare men bamsen og egernet havde sidst på dagen pludselig meget lyst til at slå hinanden ihjel, muligvis i frustration over en mislykket kattejagt. De er heldigvis ret ligeværdige selv om de slås forskelligt; bamsen skubber, grabser og maser egernet og slår hende måske lidt med flad hånd mens egernet har et lynhurtigt kobraegernangreb hvor hun hugger sine skarpe tænder i bamsens arm eller ryg.. men de må selvfølgelig ikke slås. Havens øvrige dyreliv har ret travlt med det man bruger den anden halvdel af livet på: Sauronskaderne har muligvis en rede i det gamle blommetræ men jeg tror ikke der er unger i, jeg ved ikke om det er en ekstrarede eller hvad for de plejer jo at have unger i granfortet inde ved siden af. Der er dog stensikkert unger i kassen i æbletæet men det er endnu ikke lykkedes mig at se forældrene så jeg ved ikke om det er musvitter, blåmejser eller spurve, vi har vist haft alle tre før. Skulle nogen have lidt tid til overs mellem al den krig og kærlighed er Pomona nu også blevet beriget med en yndig blå plasticsandkasse. Eller ihvertfald står den yndigt under det lille æbletræ som har haft så mange blomster i år at ungerne syntes at det lignede en puddelhund. Det passer egentlig meget godt, æblerne på det smager også lidt ubestemmeligt, måske af puddelhund?

Share

Et tabt vildnis


2013
04.29

Åh hvor skønt at det er blevet rigtigt forår og hvor endnu mere skønt at der var tid til at komme i haven. Vi nød en sjældent harmonisk dag med tid til både hygge og arbejde. Jeg fik plantet en række gule hindbær og lærte ved den lejlighed at det der med at plante igennem huller i ukrudstdug nok virker vældig smart men det gælder altså kun hvis det der skal plantes ikke kræver et større plantehul end at det kan graves med en dessertske – og den kategori falder hindbærbuske så ikke i. Heller ikke selvom de bare ligner pinde med rødder på. Faktisk slog det mig undervejs at det muligvis er ret åndssvagt at plante hindbær under dug fordi de spreder sig med jordskud og det kan de jo ikke komme til hvis dugen tjener sit formål, og så får jeg jo ikke flere hindbærbuske. På den anden side er successen jo så sikret både hvis dugen dur (så jeg slipper for ukrudt men må købe mig til flere hindbær) og hvis den ikke virker (så jeg får både buske og ukrudt). “Hvis ikke man har andet har man da sit gode humør” for nu at citere Mis med de blå øjne.

Humøret fejlede faktisk slet ikke spor på vores havedag. Egernet og bamsen er blevet meget begejstrede for at køre trillebør og for at åbne og lukke døren til legehuset og lillestoren var en supereffektiv medhjælper da vi rensede terrassen for alt vinterens nullernaller. Haveveninden var også forbi og hun stillede det spørgsmål det alligevel endte med at dryppe en smule malurt i mit normalt så begejstrede havebæger. Vi stod og skuede ud over Pomonas åbne vidder (Projekt Prærie) og hun spurgte om jeg ikke synes at det var dejligt at det var blevet så overskueligt og da slog det mig: Jeg synes mange ting om hvordan Pomona ser ud nu, jeg synes at det er nødvendigt, praktisk, rart at der (måske) bliver tid til at være i haven uden at knokle og en stor lettelse (måske) at slippe for at få skældud for overtrædelse af haveforeningens vedtægter men nej, jeg synes ikke at det er dejligt. I første omgang mente og sagde jeg højt at det er fordi bar jord og græsplæne er økologisk meningsløst og kravene til hvordan haverne skal holdes afspejler en komplet oldnordisk eller snarere halvtredserparanoid tilgang til havebrug. Men det er ikke det der er den rigtige grund, den troede jeg var det lidt pinlige faktum at jeg er sur over hvordan haven ser ud fordi jeg ikke selv har valgt det men i stedet for har måttet bøje mig for netop foreningens krav.. men det er ikke engang det der er den rigtig grund. Den rigtige grund er at jeg er romantiker i, hvad jeg mener, er ordets egentlige forstand, altså ikke sådan kyssenysse du skal købe roser til mig men sådan at naturen er levende og besjælet og sådan at ordet vildnis er et af de smukkeste ord der findes. Jeg kan ikke rive en plante op uden at føle et stik af dårlig samvittighed, det betyder ikke at jeg ikke gør det men jeg gør det aldrig uden at være bevidst om det. I en have sker alle forandringer på bekostning af noget andet og forandringerne i Pomona har bestemt krævet sine ofre. Jeg ved ikke om feerne har fundet nye steder at bo eller om de stadig kan finde ly hist og pist. Sauronskaderne hos naboerne er nok ligeglade men mon der stadig er insekter nok til en musvitfamilie? Studenternellikerne er næsten væk og det er alle stauderne naturligvis også, jeg kommer til at savne riddesporerne der er så smukt blå og så frygteligt giftige og også de stædige flox, ingen af dem er uerstattelige, sjældne eller noget særligt udover at de var mine og mit ansvar og at de er ofre der bliver mindet som en smag af malurt i mit bæger og en mumlet hensigtserklæring om at jeg graver den lortegræsplæne op når ungerne er blevet lidt større. Og så drømmer jeg lige lidt om at få fat i endnu et legehus fordi et slet ikke er nok og det vil se fantastisk hyggeligt ud med et hus på jorden sammen med det blå hus på stylter og ååh lyse fremtid, måske får jeg engang råd til at sætte et rigtigt hus på, med kakkelovn og strøm og separationstoilet…

Græs, græs, græs så langt øjet rækker (og nej, man må stadig ikke spille fodbold)

Share

Fra håb til tro til viden – foråret findes, og det kommer!


2011
02.06

Hermed det uigendrivelige (det er jo et fotografi!) bevis på at foråret er på vej og at alt i haven nu er på nedtællingsur ligesom en rakeaffyring. Jeg havde den første rigtige havedag i år og storen og jeg fik nedlagt kronen på et af de dårlige frugtræer som vi har besluttet skal lade livet nu. De har fået to hele vækstsæsoner til at vise hvad de dur til og konklusionen er altså at de ikke dur til meget. Fuglene gider ikke engang bygge reder i dem – men det er nok ligeså meget sauronskadernes skyld hvis ret skal være ret. Ihvertfald skal de væk nu. Håbet er at vi ved at rydde grundigt op (der står 4 æbletræer på dødslisten og eventuelt en røn og en vildæble og et par fuglekirsebær også) kan få lidt lys og luft til en del af haven som ingen kan lide at være i fordi der er mørkt og smattet så snart træerne har fået blade. Vi håber endda at kunne anlægge græsplæne i stedet for at have mos der ganske vidst er kønt men meget lidt slidstærkt.

Det er arbejde der skal gøres nu inden køkkenhaven begynder at kræve sit for når det først går løs der har jeg ikke tid til at gå og vælte træer. Det varer dog noget endnu inden man kan komme i jorden. En del af beddene ligger nok så nydeligt under en masse af rådne plantedele som har beskyttet jorden mod vejr og vind vinteren over og som, håber jeg, bare kan rives til side når vi skal til at så. Desværre ligger to af beddene under et mindre konstruktivt dække som det ses på billedet nedenfor. Jeg aner ikke hvordan jeg skal dræne det stykke. Hvis jeg går igang med et eller andet vil jeg komme til at skulle forholde mig til naboens sø også for den hænger sammen med vores og er næsten ligeså stor. Jeg har ikke noget imod at hjælpe naboen men det er meget vand der skal et eller andet sted hen.

Desværre står syre, rabarber, endivie og rød løvetand nu under vand og rådner langsomt efter på heroisk vis at have overlevet sneen – øv. Jeg er ikke tilfreds med tanken om at skulle igennem endnu en sommer med kun køberabarber. Dræning må der altså til men foreløig har jeg ikke kunnet finde en metode der virker realistisk i forhold til omfang og ikke mindst pris. En del metoder starter med at “man tager en gravko, en elektrisk pumpe og en kloak” alle tre ting som vi ikke rigtig har. En gravko kan man leje men el og kloak er ikke sådan lige at skaffe. Jeg har overvejet at lave et kompostanlæg i den ende af have som ganske vidst er tættest på stien (det er i “forhaven”) men samtidig er det tæt på køkkenhaven og længst væk fra huset. Om sommeren føles turen med trillebøren gennem hele haven og halvvejs gennem et krat for at komme til komposten på dens nuværende placering, temmelig bøvlet. Den nye placering vil dog kræve enten at jeg finder en måde at dræne på eller at jeg bygger anlægget på pæle som en thailandsk flodlandsby…. der er der selvfølgelig et vist perspektiv i men jeg er bange for at det ikke er ret praktisk.

Share

Mon foråret findes hvis man bare tror nok på det?


2011
01.26

Jeg gik i dag og mens solen skinnede så jeg kunne mærke varmen på mine sorte strømpebukseben, kom jeg til at tænke på om vi mon hvert år får foråret til at komme ved en kollektiv troshandling? Jeg mener; for to uger siden var jeg næsten helt sikker på at det aldrig vil blive forår igen og at fimbulvinteren var en kedelig realitet. For en uge siden begyndte tvivlen så småt at gnave i kanten af den overbevisning, ikke mindst fordi jeg så to forelskede duer på en lygtepæl. Det var altså, kan man sige, duernes tro på at det bliver forår der gjorde at jeg måske også kom til at tro lidt mere på det. Og i dag skinnede solen helt varmt på mig… Man kan sige at jeg er gået fra at være forårs-ateist til at være forårsagnostiker. Som forårsagnostiker må jeg notere mig at det ganske vist var dejligt solskin men også at ladcyklens våde kaleche blev stiv af frost på under ti minutter efter at den var kommet ud af garagen og at bremserne frøs fast så Ægyptologen måtte bære den hjem. Jeg håber på en vækkelse så jeg kan blive genfødt forårstroende men der må mere til før jeg forkaster den virkelighed mine sanser viser mig og foretager et trosspring ud i ren forårsdyrkelse.

Share

Spring! – spring! over, overspring!(-shandling)


2011
01.02

Ja, der har været en mindre lakune i skriveriet men nu, i juleferien, er der tilpas mange stile der presser sig på til at behovet for, og tiden til, en overspringshandling melder sig. Det er nok et af bloggen hers fornemste funktioner, så here goes:

Pomona ligger brak, begravet under dynger af permasne og frossent smeltevand. Den sidste udflugt derned kort før jul havde til formål at høste grønkål til grønlangkål. Det var meget dejligt at grave i den løse frostsne med tykke luffer på og med hænderne følge kålstokken ned til et passende sted at skære den over. Selve fældningen var ikke helt nem med en lille lommekniv, sådan nogen kålstokke er forbavsende kraftige men det lykkedes og jeg fik 4 fine kålstokke med hjem. De 3 spiste vi men den ene ligger på altanen og venter – godt pakket ind for jeg kunne se i haven at der er “nogen” der spiser af de kålstokke der stikker op af sneen, jeg tror det måske er duerne men jeg ved det ikke. Kålstokken får nok lov at blive liggende lidt for ligenu er der ingen der gider at lave mad, vi lever fortrinsvis af klejner og chokolade… eller jeg gør ihvertfald. I haven kunne jeg også se at vores faste sommergæstekat Tarzan også afpatruljerer haverne om vinteren, vi mødte hende(!) ikke men jeg kunne se den fineste halvtunnel i sneen hvor den åbenbart følger samme rute ganske ofte. De andre beboere i haven så vi ikke noget til men jeg fodrer heller ikke om vinteren, jeg kommer ikke tit nok til at opretholde en stabil forsyning og så mener jeg at have hørt at det er bedre at lade helt være. Til gengæld fodrer vi hjemme på den franske altan. Det er ganske vist forbudt da det angiveligt trækker rotter til – men selvom rotter er meget adrætte og gesvindte (og charmerende) dyr så tvivler jeg på at de ville gide at kravle op af væggen til 3.sals højde for at æde frø på vores franske altan. Ihvertfald har jeg endnu ikke set rotter på altanen men derimod et udvalg af blåmejser, musvitter, skovspurve, solsorte, duer, rødhalse og en sjælden gang imellem en (stor!) måge. Måske får vi mere eksotiske gæster hvis frosten varer ved, sidste år så vi både en vindrossel og store flokke af sjaggere. Ikke på altanen men alligevel dejligt.

Alle tanker om at gøre det ene og andet i haven bliver så underligt fjerne nu hvor det er uoverskueligt koldt at gå udenfor og der er uoverskueligt længe til forår. Det er dog en lille opmuntring at det snart er tid til at begynde at bestille frø hjem og lade sin indre jubeloptimist forbryde sig mod dankortet under indflydelse af euforiserende billeder af grøntsager og sommerblomster - Damn you internetshopping! Jeg har for eksempel allerede fundet ud af at jeg kan bestille småplanter af bisongræs, også kendt som sødgræs og festgræs. Det er planten der giver smag til Zubrovka-vodka og til den (foreløbig) eneste Kusmi-the variant der ikke fås ligeså god og langt billigere hos min lokale thepusher. Sådan en plante må jeg eje for jeg er helt vild med smagen og duften der vistnok skyldes det samme stof (kumarin) der får stenkløver til at dufte så dejligt når man tørrer det.

Share