Posts Tagged ‘frø’

Blå kartofler og røde gulerødder, lilla bønner og gule tomater


2011
03.30

Jeg hallucinerer ikke efter at have spist pragtsnerlefrø men der er ingen tvivl om at grøntsager i sjove farver påvirker min hjerne og gør mig glad. Det er nok den samme type glæde som børn har når de får lov at lave pandekager med frugtfarve i. Et frydefult brud på reglerne der siger at kartofler er gule og pandekager lysebrune. Næh! MINE kartofler er nemlig bare blå – og så findes der måske også små damer der bor i blomsterne og knæhøje kødædende giraffer ved Saxkøbing fjord. De skæve grøntsager tilfredstillerihvertfald noget helt barnligt i mig og jeg er superglad over at have sikret mig et kilo læggekartofler af de fantastiske Blå Congo. De skal dele pladsen med nogen fine rødskindede Rosara og almindeligt gule Solist og Agata. Jeg har også bestilt flere frø af de lækre gulgrønne Green Grape cherrytomater der gav rigt forrige år og ikke spor sidste år. Bønner i lilla, gul og grøn skal der også bære plads til sammen med rødblomstrende hestebønner og do jordskokker. Gulerødderne er blevet næsten uanstændige fordi de røde hedder Atomic Red hvilket man ikke rigtig kan være bekendt men de har vist heddet sådan længe. Og de skal have selskab af både orange og gule artsfæller… min netshoppefinger skælvede længe over knappen til de lilla gulerødder men her trådte jeg i karakter og udøvede (selv)begrænsning hvilket ikke er nemt på denne tid af året hvor køkkenhaven stadig er fuldstændig uberørt og ubegrænset af realiteter. Jeg er dog ikke helt færdig med at shoppe frø endnu – der mangler liige lidt småting som ribstomater, rottehaleradisse og aspargeskål men de er på vej. Jeg må indrømme at jeg så småt er ved at tilgive vinteren at den blev ved alt for længe for jeg har hørt lærker i dag og vejrudsigten siger 19 grader på lørdag!

Share

Spring! – spring! over, overspring!(-shandling)


2011
01.02

Ja, der har været en mindre lakune i skriveriet men nu, i juleferien, er der tilpas mange stile der presser sig på til at behovet for, og tiden til, en overspringshandling melder sig. Det er nok et af bloggen hers fornemste funktioner, så here goes:

Pomona ligger brak, begravet under dynger af permasne og frossent smeltevand. Den sidste udflugt derned kort før jul havde til formål at høste grønkål til grønlangkål. Det var meget dejligt at grave i den løse frostsne med tykke luffer på og med hænderne følge kålstokken ned til et passende sted at skære den over. Selve fældningen var ikke helt nem med en lille lommekniv, sådan nogen kålstokke er forbavsende kraftige men det lykkedes og jeg fik 4 fine kålstokke med hjem. De 3 spiste vi men den ene ligger på altanen og venter – godt pakket ind for jeg kunne se i haven at der er “nogen” der spiser af de kålstokke der stikker op af sneen, jeg tror det måske er duerne men jeg ved det ikke. Kålstokken får nok lov at blive liggende lidt for ligenu er der ingen der gider at lave mad, vi lever fortrinsvis af klejner og chokolade… eller jeg gør ihvertfald. I haven kunne jeg også se at vores faste sommergæstekat Tarzan også afpatruljerer haverne om vinteren, vi mødte hende(!) ikke men jeg kunne se den fineste halvtunnel i sneen hvor den åbenbart følger samme rute ganske ofte. De andre beboere i haven så vi ikke noget til men jeg fodrer heller ikke om vinteren, jeg kommer ikke tit nok til at opretholde en stabil forsyning og så mener jeg at have hørt at det er bedre at lade helt være. Til gengæld fodrer vi hjemme på den franske altan. Det er ganske vist forbudt da det angiveligt trækker rotter til – men selvom rotter er meget adrætte og gesvindte (og charmerende) dyr så tvivler jeg på at de ville gide at kravle op af væggen til 3.sals højde for at æde frø på vores franske altan. Ihvertfald har jeg endnu ikke set rotter på altanen men derimod et udvalg af blåmejser, musvitter, skovspurve, solsorte, duer, rødhalse og en sjælden gang imellem en (stor!) måge. Måske får vi mere eksotiske gæster hvis frosten varer ved, sidste år så vi både en vindrossel og store flokke af sjaggere. Ikke på altanen men alligevel dejligt.

Alle tanker om at gøre det ene og andet i haven bliver så underligt fjerne nu hvor det er uoverskueligt koldt at gå udenfor og der er uoverskueligt længe til forår. Det er dog en lille opmuntring at det snart er tid til at begynde at bestille frø hjem og lade sin indre jubeloptimist forbryde sig mod dankortet under indflydelse af euforiserende billeder af grøntsager og sommerblomster - Damn you internetshopping! Jeg har for eksempel allerede fundet ud af at jeg kan bestille småplanter af bisongræs, også kendt som sødgræs og festgræs. Det er planten der giver smag til Zubrovka-vodka og til den (foreløbig) eneste Kusmi-the variant der ikke fås ligeså god og langt billigere hos min lokale thepusher. Sådan en plante må jeg eje for jeg er helt vild med smagen og duften der vistnok skyldes det samme stof (kumarin) der får stenkløver til at dufte så dejligt når man tørrer det.

Share

Med min hakke min skovl og min snorkel


2010
05.18

Jeg tror at radisserne bliver gode i år – med de nuværende nedbørsmængder må de blive både saftige og milde i modsætning til de små superstærke og træede radisser jeg plejer at dyrke. Det kan endda være at de bliver spist så? Faktisk trives køkkenhaven fint med de kolde grå vejr, det eneste problematiske er at jorden bliver ved med at være for kold til den næste omgang såning. Jeg nyder den positive opmærksomhed fra naboerne som højden af kartoffeltoppene giver mig, Solist er en dygtig kartoffel der allerede er hyppet to gange. Jeg har studeret det med hypningen grundigt og det lader til at der er konsensus om at det faktisk tjener et formål. Dels sikrer det at kartoflerne ikke får lys og bliver grønne og giftige af solanin, dels holder det ukrudt nede og dels forøger det afstanden mellem top og knold så skimmel ikke så let kan regne ned i jorden og angribe kartoflerne. Det sidste er vidst ikke så relevant for man fjerner jo alligevel toppene hvis de får skimmel? Som historiker synes jeg også at det er et argument i sig selv at traditionen foreskriver at kartofler skal hyppes. Det giver en god fornemmelse at stile sig op den lange række af mennesker der i de sidste 500 år har hyppet deres kartofler. Egentlig ved jeg ikke helt om min forestilling holder idet jeg bare antager at hypning har været den europæiske dyrkningsmetode fra begyndelsen af kartoflens europæiske tilværelse og på den anden side aner jeg ikke om man hypper kartofler i Sydamerika? Heldigvis behøves der ikke et solidt grundlag af fakta for at føle historiens vingesus…

 Naboens salat der kom direkte fra drivhus til kold jord har taget udfordringen op og står fint så nu har planteskolens grønkål fået samme tur. Grønkålen skal dele bed med forskellige ærter, foreløbig nogen høje mangetouts men det er planen at så flere efterhånden så de ikke bliver modne allesammen på en gang. I den anden side af beddet med grønkål håber jeg at dyrke palmekål af egen avl. Jeg har sået i flere omgange og det lader til at palmekålen er kollektivistisk anlagt; dem der er sået i små fantastiske avispapirspotter som jeg kærligt har siddet og hånddrejet med min egetræspotmaker gider dårligt kigge op af jorden – derimod spirer dem der er bredsået i en vindruebakke villigt. Måske er det det nære fællesskab der stimulerer dem til vækst, eller også er våd tryksværte giftigt for små frø.

Heldigvis rummer haven også planter der er aldeles selvkørende og som på egen hånd klarer det der skal klares for at jeg kan høste fra dem til efteråret – æbletræerne er næsten klar til at blomstre så det store spørgsmål er bare om der er bier nok til at bestøve dem. I blommetræet og frugtbuskene der allerede er i fuld gang med blomstringen har jeg ikke set mere end et par små humlebier i gang så det er bare endnu en grund til at ønske sig lidt mere varme.

Share

Kvan og radisser


2010
04.28

Med den slags vejr vi har for tiden er det meget meget svært at huske hvorfor det er man skal gå på arbejde. Heldigvis tillod dagen i dag en tur i planteskolen og forbi den lokale byggegenbrug – det giver straks anledning til heftig bygning af luftkasteller om alt det fede man kunne bygge med de der fantastiske runde vinduer og det gamle bygningstømmer der bare ser så lækkert ud… Desværre kræver den slags jo at man faktisk kan bygge og det kan jeg ikke – ikke i den virkelige verden ihvertfald. Det betyder dog ikke at byturen var spildt, ud over et par hyggelige timers skamløs osen i planteskolen fik jeg en hvid ribs og en kvan med hjem – begge dele er planter jeg har ønsket mig længe og som nu står i haven og venter på at komme i jorden på fredag. Kvanen ligner en kraftig skvalderkål så den kommer nok ikke til at føle sig alt for uden for nede i det våde hjørne sammen med den genopstandne løvstikke, havesyren, anemonerne og de visne vintergækker. Jeg tænker på det som et afslappet og rummeligt miljø hvor den nok skal komme til at føle sig tryg.

I køkkenhaven er den allerførste afgrøde kommet op; ganske vist er der ingen af os der rigtig gider at æde radisserne men det er så hyggeligt at de kommer så man kan se at der sker noget. Både radisserne og de andre såede ting har fået vand i dag, på den hårde måde (vandkande) fordi haveslangen ikke rigtig kan med vandhanen – det er noget jeg overvejer at gøre noget ved på et tidspunkt – og det vil nok være smart at gøre det inden tomaterne flytter fra børnehaven i vindueskarmen… Vindueskarmen har for tiden en rigtig dårlig normering og det bliver kun værre. Pragstnerlerne (dem uden de væmmelige alkaloider) er begyndt at spire og da jeg i min entusiasme over at have købt en meget stor pose lathyrusfrø fik sat alt for mange i blød, var jeg nødt til at så dem også – ellers går de jo til uden nogensinde at have fået en chance i livet. Frøene bor i 4 etager men det går jo ikke når de forhåbentlig begynder at spire.

Share

Hvad var det dog der skete/mit vinterkolde hjertes kvarts/må smelte ved at se det


2010
04.17

Violer i græsplænen

Endelig det blevet tørt og mildt nok til at komme i jorden. I alle havebøger står der at jorden skal være “tjenlig” – et havekodeord der betyder at jorden skal være varm og tør nok til at man kan arbejde med den, dvs rode rundt i den med ens foretrukne redskaber (for mit vedkommende bliver det grove nu klaret af en fræser ved navn Jed – han er nemlig fra Texas) uden at den klumper sammen. Samtidig skal den være varm nok til at de frø man gerne vil så, faktisk giver sig til at spire og ikke bare ligger og rådner i jorden. Det er altid lidt af en prøvelse for på den ene side vil man jo gerne have den maksimale vækstsæson, og IGANG! – på den anden side bliver det hurtigt trivielt og dyrt at så haven om. Ud over at checke jordtemperaturen på nettet og følge anvisningerne bag på posen er jeg så heldig at have yderst erfarne havenaboer – de har lagt deres kartofler i denne uge så nu er mine tidlige Primula og Solist også kommet i jorden. Og nu vi var igang kom jordskokkerne, hestebønnerne, feldsalat, spinat, jordbærspinat, pluksalat og radiser også i jorden. Jorden fik købe-ko-gødning og kompost først så jeg ser for mig at det nærmest må sprutte op af den næringsrige jord (og ikke et ord om folk der køberdyr bæ i poser). Det er altsammen noget der skulle kunne spire ved meget lave jordtemperaturer. Det næste der står for tur er stikløgene der skal dele bed med gulerødderne men de må lige vente til Jed og hans pilot har fået gjort endnu en bid af køkkenhaven klar.

Herhjemme i vindueskarmen er der ved at være godt fuldt, både de forfrosne “green grape”-frø og de nys indkøbte kinesiske vildtomater har en spireprocent på 100 hvilket om ikke andet får en til at føle sig vældig dygtig. På den anden side er der kun kommet eet eneste eksemplar af de huckleberries jeg havde glædet mig sådan til – og det er nærmest værre end ingenting da planten ikke kan selvbestøve. Tomatilloerne blev sået lidt senere og der er kommet et par stykker men jeg tror at der er en del fusere imellem dem også. Heldigvis har jeg en kollega med italienske forbindelser så jeg har byttet mig til nogen vældigt lovende blommetomatfrø der også skal sås så snart som muligt. Desværre har det vist sig umuligt at udvide lejlighedens vindueskarmsareal så det er en stående udfordring af finde en plads i solen til alle.

Share

10 grader! f-ing 10 grader!!!


2010
03.18

Håb

Og så går det bare stærkt. Panikagtig kriller i maven: Haven, hvad med haven? Alt skulle jo være nået sidste år, eller i går eller mindst lige om lidt. Stakkels Pomona blev jo forladt i utide sidste år fordi vi pludselig (sådan føltes det) skulle arbejde helt vildt meget. Køkkenhaven har ligget brak uden at blive gravet, intet er skåret ned, hvordan skal vi dog nå det. Forårsjævndøgn er lige om hjørnet og jeg har ingen kartofler lagt til spiring, ikke engang tomater har jeg sået…. Pyh, dyb indånding: Læggekartofler må skaffes i weekenden (jeg gider kun have tidlige kartofler i år medmindre jeg kan finde nogen af de der blå congo). Ifølge Karna Maj er det ikke for sent at beskære vin, brombær og sene hindbær, det må så klares søndag… Med lidt held kan vi fræse i påskeferien. Det er nok ikke så godt at alle frøene har overvintret i skuret … mon tomater kan spire efter at have fået minus 15? Det vil vise sig. Og UPS der røg jeg vist forbi Fuglebjerggård og fik bestilt lidt spændende frø. Og komposten – åh gud komposten… den er jo helt gal, de stakkels små orm er garanteret gået til, de har jo ikke kunnet grave sig ned, jeg kan næsten høre hvordan de små skrabelyde bliver svagere og svagere mens kulden bliver strengere… og nu er det for sent. Nu er det gustne hjørne under den røde gråsten nok hjemsøgt af små bitre ormeånder. Åh hvor er det dejligt at det er tid at tage hul på den nye havesæson.

Share