Posts Tagged ‘frost’

Sært og skønt


2010
10.01

Et af de sædvanlige lynangreb på haven resulterede i den høst der kan ses på billedet. Den første nattefrost er lige om hjørnet så man må hele tiden afveje om man skal lade tingene stå og satse på at de kan få et par solskinsdage mere, eller om man skal plukke hvad plukkes kan mens man har chancen. Eet er sikkert, når frosten kommer klasker mange af  planterne i køkkenhaven sammen som kogt spinat. Jeg giver den foreløbig som chancerytter, om ikke andet fordi der er en (ret lav) øvre grænse for hvor mange grøntsager jeg kan opbevare derhjemme. Faktisk er der stadig ret mange ting tilbage – måske fordi jeg har eftersået så mange ting der ikke kom op i første omgang. I en del af nabohaverne er jorden allerede gjort klar til vintersøvn, hvilket vil sige bar og jævn. På min side er det …. mindre entydigt? Jeg er lidt stolt af stadig at kunne plukke ærter og agurker selvom de altså ikke er med på billederne. Bønner, både de uopslidelige pral- lillae voks- og borlotti er der også flere af. Borlotibønnerne vil jeg gemme til udsæd ligesom jeg har gjort med de sidste hestebønner. De andre bønner skal nok blive spist. Jeg tror jeg har taget de sidste agurker i denne uge men der bliver ved at være lidt ærter. Tomaterne er visnet ned og basilikummen har heller ikke meget at give mere men der er stadig en del tomatilloer tilbage på de par planter der har overlevet og som nu er rigtig store og frodige – dem skal jeg helt sikkert have til næste år igen. Og måske endda i den fuldvoksne variant – de har ihvertfald været mere samarbejdsvillige i år end tomaterne. De er ikke rigtig modne men de dur fint i sammenkogte retter og salat alligevel. Vintersquashene er en særlig udfordring på dette tidspunkt, de tåler ikke frost men de holder sig længere jo mere modne de når at blive – det er nemmere med kvæder der bare holder og holder. Dem på billedet er nogen jeg har hugget for jeg har dem ikke i haven. Til gengæld ved jeg et sted hvor der er mange meter hæk med japansk kvæde som ingen tilsyndelanden bruger til noget, det vil sige bortset fra mig som har jo altså har hugget nogen og lavet cotognata af dem. Endelig er der frilandspeberfrugt nummer 3 og 4, jeg fik nogen velafhærdede planter forærende og de har tilsyneladende befundet sig vel.

Share