Posts Tagged ‘hav’

Biernes Atlantis


2010
06.07

I dag er en lidt trist dag i haven; De nuttede små jordbier der havde slået sig ned to steder i det nederste bed har mistet deres hjem og sikkert også livet. Det ellers så veltimede regnvejr har endnu engang skabt en lille indsø med syreplanter og undervandskartofler (for slet ikke at tale om nysåede rødbeder, bladbeder, portulak og andet godt). Både bierne under rabarberne og dem i stien har blankt vand over indflyvningshullerne og deres små bisamfund er på den måde ophørt med at eksistere. Jeg gjorde mig ellers meget umage med ikke at forstyrre dem da jeg såede bedet til i lørdags og bierne tacklede det helt cool at jeg hoppede omkring, de summede lidt bekymrede rundt men faldt hurtigt til ro igen… Nu er de altså væk, jeg ved ikke om der er håb om at vi får nye bier der slår sig ned, men jeg vil bestemt forsøge at etablere et mere sikkert bosted som et stående tilbud hvis en lille forsinket humledronning skulle komme forbi – ellers må man vel, som med så meget i haven, sætte sin lid til næste år hvor alting vil være meget bedre/mere checket/større/vokse bedre/og nu altså have tonsvis af gode sikre steder til jordbier. Det lover jeg, og så håber jeg ikke at endnu et hjørne af haven skal hjemsøges af små vrede ånder…

Jeg havde endda sået duftreseda til dem for det er en plante bier holder af.

Share

The Dark Side


2010
03.27

I aftes nød jeg at falde i søvn til lyden af silende regn og i dag ses konsekvensen i haven. Det nederste hjørne hvor jeg dyrkede undervandsaspargskartofler sidste år, står endnu engang under vand – hvilket betyder at der er lææææænge til at vi kan komme igang med at fræse. Jeg flirter nemlig med the dark side; jeg ved godt at det er bedst ikke at flænse jorden op med sådan en benzindrevet satan der både spolerer jordens struktur, forstyrrer dens aura og massakrerer dyrelivet men jeg tænker på det som et nødvendigt onde for at opnå køkkenhavens tabula rasa-tilstand. Efter en gang fræsning kan jeg afgrænse bedene med trædesten og komme igang med et ordentligt sædskifte og til næste forår skulle vi gerne have ikke-bejokkede bede som kun skal vendes med greb. Til den tid vil den kunstgødning jeg også har tænkt mig at sprede i dette forår forhåbentlig også være omsat fuldstændig. I år har vi simpelthen ikke kunnet følge med med komposten, der er alt for mange store grene og alt for lidt af det bløde der bliver til dejlig gødning efter en tur igennem de (nu afdøde) kompostorme. Inden vi når til at fræse skal jeg bare lige finde ud af hvad jeg stiller op med alle de blomsterløg, mest kradsrøde og banangule tulipaner, der bor i køkkenhaven, samt have sagt farvel til de heltemodige skorzonerrøder og spanske rædikker der har stået vinteren igennem og nu er begyndt at gro igen.

Et lille-bitte bed skal der nu håndgraves her i påsken, jorden er varm nok til at så salat og noget af det andet tidlige og det er virkelig heller ikke til at holde ud at vente længere.

Share