Udtrykket giver meget god mening hvis man ser den eksplosion af agurkeranker der er ved at bemægtige sig køkkenhaven lige nu. Da jeg ikke har et drivhus må agurkeforsyningen mestendels klares med drueagurker der trives på friland – den ene “crystal lemon” der har overlevet skranter og jeg ved ikke om den når at give noget. Hvis den gør skal frugten gemmes til frø. Sidste år havde vi stor glæde af de flotte runde gule agurker. Drueagurkerne er en helt anden historie – jeg har sået en enkelt række (5 m) under ærter ud fra en ide om at ærterne klatrer op og agurkerne breder sig og dækker jorden under dem. Det ville have været smart hvis ikke ærterne viste sig at være nogen ynkelige små krøllede nogen der dårligt kigger over knæhøjde og agurkerne er stærkt ekspansive, de klatrer jo også, både på rækkesnorene, ærtestativerne og alt hvad de ellers kan få deres grønne sno-ranker om. De er også kravlet over stien og har invaderet bønnebeddet som ellers var en fiks blanding af lave buskbønner og klatrende varianter. Nu er det lidt rodet med drueagurker og lave borlottibønner mellem hinanden hulter til bulter. Jeg tilgiver nemt agurkernes manglende beskedenhed: De smager dejligt med lidt mere tørstof og mindre bitterhed end salatagurker og så er der altså virkelig mange, mange flere end man med rimelighed kan spise på leverpostejmadder eller have i madpakken. When life deals you drueagurker – you make agurkesalat. Man kunne sagtens lave cornichoner eller rigtige syltede agurker men jeg har svoret ikke at oversylte i år – det er mit faste fortsæt ikke at sylte mere end hvad jeg er sikker på at familien kan (og vil!!) spise, altså ikke noget med at sylte agurker til vinterbrug. Lidt agurkesalat håber jeg dog de kan klare, så der står to glas agurkesalat med henholdsvis mynte og dild(kroner) i køleskabet og venter på at blive spist.
