Posts Tagged ‘rabarber’

Bikkelstær og barbarer


2013
05.20

Man må sige at pinsen har vist sig fra sin allerpæneste side her hos os i Pomona og alting vokser amok. Overskriften referer til den nye stikkelsbærbusk der allerede har bittesmå nye bikkelstære hængende under grenene – det synes jeg er både sødt af den og ret overskudsagtigt når man tænker på at den nærmest lige er blevet plantet. Barbarerne er den grønne horde i det nu nedlagte staudebed. Rabarberne breder sig majestætisk og selv havesyren har fundet sin overmand i vækstkraft og -tempo. Med lidt dårlig samvittighed har jeg valgt at fjerne de tårnhøje blomsterskud på nær et enkelt der var lyserødt – åbenbart får vinrabarber lyserøde blomster og dem kunne jeg ikke nænne at fjerne, jeg har jo også sikret mig en god forsyning af lårtykke “hesterabarber” der altså efter min mening er fuldt så gode som de mere pjevsede vinrabarber. Jeg har i øvrigt givet den som køkkenhavens Stalin igen efter endnu engang at have fået kolde fødder når der skal ryddes et bed. Sagen er at der er så mange ting der spirer frem af sig selv fordi planterne får lov at stå i jorden vinteren over og derfor kaster frø inden jeg fjerner dem (det gør jeg både af hensyn til jordstrukturen og dyrelivet.. og lidt fordi jeg som regel har virkeligt travlt om efteråret lige i den periode hvor man kunne rydde køkkenhaven). Frøene spirer frem til nye californiavalmuer – der startede som en farveblanding men nu har udviklet sig til en population af udelukkende pusfarvede individder (hvad der er meget yndigt sammen med de hudfarvede akelejer) morgenfruer, rød mælde – som jeg tror jeg nok skal få en del sjov ud af, den er lige så livskraftig som havesyren men altså også ret flot fordi den er fuldstændig rødbedefarvet og endelig dem som blev ofre for en tvangsflytning af stalinistisk tilsnit, nemlig honningurt. Jeg har hørt onde tunger hævde at det er en firseragtig blomst men jeg synes at den er meget pæn og bierne er helt tossede med den – ergo kunne jeg ikke nænne at ofre alle de honninurt(er?) der var spiret frem i det tredje bærbed som skal have dug og flis på ligesom de to andre bede. Honningurterne står nu og ser temmeligt chokerede ud i deres nye kolkhos-højbed og jeg håber meget at jeg har mere held med projektet end Stalin… Det er skidt at flytte enårige planter når de er næsten i blomst men det var det eller den visse død under ukrudtsdugen.

Der var måske ikke lige frem tale om livsfare men bamsen og egernet havde sidst på dagen pludselig meget lyst til at slå hinanden ihjel, muligvis i frustration over en mislykket kattejagt. De er heldigvis ret ligeværdige selv om de slås forskelligt; bamsen skubber, grabser og maser egernet og slår hende måske lidt med flad hånd mens egernet har et lynhurtigt kobraegernangreb hvor hun hugger sine skarpe tænder i bamsens arm eller ryg.. men de må selvfølgelig ikke slås. Havens øvrige dyreliv har ret travlt med det man bruger den anden halvdel af livet på: Sauronskaderne har muligvis en rede i det gamle blommetræ men jeg tror ikke der er unger i, jeg ved ikke om det er en ekstrarede eller hvad for de plejer jo at have unger i granfortet inde ved siden af. Der er dog stensikkert unger i kassen i æbletæet men det er endnu ikke lykkedes mig at se forældrene så jeg ved ikke om det er musvitter, blåmejser eller spurve, vi har vist haft alle tre før. Skulle nogen have lidt tid til overs mellem al den krig og kærlighed er Pomona nu også blevet beriget med en yndig blå plasticsandkasse. Eller ihvertfald står den yndigt under det lille æbletræ som har haft så mange blomster i år at ungerne syntes at det lignede en puddelhund. Det passer egentlig meget godt, æblerne på det smager også lidt ubestemmeligt, måske af puddelhund?

Share

Mig mod den Røde Kornel 1-0


2010
04.02

Et lille vulkanudbrud af følfod

Det er herligt at have en gammel have hvor der altid er noget der skal (kan) fældes mens man venter på Godot – eller i dette tilfælde en passende lejlighed til at skamfere køkkenhaven maskinelt. I min have er planter som liguster, kornel og snebær ikke små søde hække men vildsomme krat hvor man forventer at finde uberørte civilisationer eller mindst en endnu-ikke opdaget stamme af vilde sjællændere… Det siger ærlig talt ikke noget flatterende om mig at jeg så fluks går igang med at fælde urskoven, men det gør jeg altså. Kornellen skygger for rabarberne og snebærerene har slået sig sammen med efeuen om at æde pigeonen og DET kan de godt glemme! Jeg elsker pigeoner fordi de er smukke og fordi de smager af marcipan når de har fået lov at ligge og eftermodne. Der er ingen æbler der minder om pigeoner. Sidste års høst var i øvrigt ussel fordi æblerne fik skurv og derfor ikke kunne holde sig ret længe. Måske kan lidt lys og luft omkring træet forebygge at det sker i år?

Nu ser syren sådan ud

 Ihvertfald føles det så dejligt som om man har udrettet noget når man får ryddet nogen kvadratmeter krat. Til gengæld er den før så ryddelige køkkenhave nu fuld at fældet krat men det ordner sig på mandag hvor krattet er så heldigt at få kørelejlighed til nærmeste genbrugsplads. I øvrigt fik vi besøg af den yndigste lille fuglekonge – ganske vist uden krone (en hun eller ungfugl måske?) der vimsede rundt ganske ganske tæt på mens den checkede den røde gråsten for kræ og sagde en meget kær, blød pippelyd. Jeg håber at skaderne lader den være i fred. De bor i naboens høje gran og betragter sig uden tvivl som havernes sande herskere. Jeg kan egentlig godt lide dem men jeg mistænker dem for at være en del af forklaringen på hvorfor vores 70 år gamle og giftfrie have med  masser (endnu) af krat og gamle træer ikke vrimler med småfugle.     

Akelejer på vej

Share