Posts Tagged ‘salat’

Pres og kartofler


2011
07.05

Heldigvis lykkedes det i anden ombæring at få godkent havens standard om end det vist ikke helt var med bestyrelsesformandens gode vilje, alligevel mangler vi ikke pt noget at lave. En nært forestående flytning sammen med det faktum at tvillingerne nu fylder rigtig godt i maven gør det… en smule udfordrenden at passe vores kære have. Ægyptologen har egenhændigt og i lånt trillebør (vores egen var naturligvis per refleks flad, hvorfor er trillebøre altid flade?) kørt hele møgbunken i containeren til sidste skraldedag mens jeg muntrede mig med at blowtorche ukrudtet foran hækken – sådan en gasbrænder har et dejligt langt skaft der gør at man ikke behøver at bøje sig ned og netop den øvelse bliver mere og mere kompliceret i takt med at min krops (indrømmet, noget udvidede) rumfang optages af et par heldigvis foreløbigt godt voksende tvillinger. Alligevel er dette år langt mere lovende end sidste år. Vejret har været mere gunstigt så alting trives – med hvidløgene som en overraskende undtagelse, de lader til mere eller mindre at have opgivet ævret. På den anden side har de nys tilkomne rottehaleradiser vist sig at være frodige over al forventning og de smager ovenikøbet godt. Nøjagtigt samme smag som rodradisser men ikke så overdrevent stærke som mine ikke-vandede radisser plejer at blive og med et langt større udbytte pr plante hvilket jeg synes er snildt. Jordbærrene har også givet over al forventning selvom at jeg nok må erkende at det aldrig bliver helt nok – jeg kan simpelthen ikke forestille mig at have jordbær nok, men mange er dejligt. Tomatplanterne står med de første bittesmå grønne tomater og krydderurterne har næsten fyldt deres højbed. Den friske oregano er helt klart årets hit, den smager skønt til det meste og er så milevidt fra den tørrede at man næsten ikke kan tro at det er den samme plante. Ligenu er det eneste virkelige problem (altså ud over det der med at undgå at det hele bare vokser til i ukrudt) at jeg ikke har fået sået agurker – eller det vil sige jeg har forkultiveret et par planter og også plantet dem ud men sidste år havde jeg mange flere. Den første række kartofler er taget op, Solist som godt nok smager dejligt men toppene var allerede helt færdige og udbyttet er ret lavt, så nu har jeg en hel række dyb, løs jord som skal have noget at lave. Det varer ikke længe før de Blå Congo også er færdige så jeg må prøve at finde på noget. Man kan godt så ræddiker og deslige nu men vi gider ikke rigtig spise dem så det virker lidt fjollet…

I øvrigt gik en del af Solisterne til en totalt yndlingsret som også er meget nem – det eneste der kræves ud over en grydefuld nyopgravede kartofler er en grønthandler. Man koger kartoflerne til de er knap færdige og har inden da sørget for at være hos grønthandleren og købe et glas Pataks “Korma” som er en ret mild krydret indisk sauce. Man dræner kartoflerne og blander dem i gryden med en generøs portion kormasovs. Det smager fantastisk og kartoflerne komme ligså meget til deres ret som de gør i mange af de klassiske nye-kartofler-retter som kold kartoffelsalat og kartoffelmadder på rugbrød med mayo og purløg. Hvis det skal være rigtig fint kan man skære kartoflerne ud i mundrette bidder og drysse med krydderurter. Dild er allerbedst men de virker allesammen.

Man kan da også spise salat til – feks hjemmedyrket romainesalat…

Share

Med min hakke min skovl og min snorkel


2010
05.18

Jeg tror at radisserne bliver gode i år – med de nuværende nedbørsmængder må de blive både saftige og milde i modsætning til de små superstærke og træede radisser jeg plejer at dyrke. Det kan endda være at de bliver spist så? Faktisk trives køkkenhaven fint med de kolde grå vejr, det eneste problematiske er at jorden bliver ved med at være for kold til den næste omgang såning. Jeg nyder den positive opmærksomhed fra naboerne som højden af kartoffeltoppene giver mig, Solist er en dygtig kartoffel der allerede er hyppet to gange. Jeg har studeret det med hypningen grundigt og det lader til at der er konsensus om at det faktisk tjener et formål. Dels sikrer det at kartoflerne ikke får lys og bliver grønne og giftige af solanin, dels holder det ukrudt nede og dels forøger det afstanden mellem top og knold så skimmel ikke så let kan regne ned i jorden og angribe kartoflerne. Det sidste er vidst ikke så relevant for man fjerner jo alligevel toppene hvis de får skimmel? Som historiker synes jeg også at det er et argument i sig selv at traditionen foreskriver at kartofler skal hyppes. Det giver en god fornemmelse at stile sig op den lange række af mennesker der i de sidste 500 år har hyppet deres kartofler. Egentlig ved jeg ikke helt om min forestilling holder idet jeg bare antager at hypning har været den europæiske dyrkningsmetode fra begyndelsen af kartoflens europæiske tilværelse og på den anden side aner jeg ikke om man hypper kartofler i Sydamerika? Heldigvis behøves der ikke et solidt grundlag af fakta for at føle historiens vingesus…

 Naboens salat der kom direkte fra drivhus til kold jord har taget udfordringen op og står fint så nu har planteskolens grønkål fået samme tur. Grønkålen skal dele bed med forskellige ærter, foreløbig nogen høje mangetouts men det er planen at så flere efterhånden så de ikke bliver modne allesammen på en gang. I den anden side af beddet med grønkål håber jeg at dyrke palmekål af egen avl. Jeg har sået i flere omgange og det lader til at palmekålen er kollektivistisk anlagt; dem der er sået i små fantastiske avispapirspotter som jeg kærligt har siddet og hånddrejet med min egetræspotmaker gider dårligt kigge op af jorden – derimod spirer dem der er bredsået i en vindruebakke villigt. Måske er det det nære fællesskab der stimulerer dem til vækst, eller også er våd tryksværte giftigt for små frø.

Heldigvis rummer haven også planter der er aldeles selvkørende og som på egen hånd klarer det der skal klares for at jeg kan høste fra dem til efteråret – æbletræerne er næsten klar til at blomstre så det store spørgsmål er bare om der er bier nok til at bestøve dem. I blommetræet og frugtbuskene der allerede er i fuld gang med blomstringen har jeg ikke set mere end et par små humlebier i gang så det er bare endnu en grund til at ønske sig lidt mere varme.

Share

Hvad var det dog der skete/mit vinterkolde hjertes kvarts/må smelte ved at se det


2010
04.17

Violer i græsplænen

Endelig det blevet tørt og mildt nok til at komme i jorden. I alle havebøger står der at jorden skal være “tjenlig” – et havekodeord der betyder at jorden skal være varm og tør nok til at man kan arbejde med den, dvs rode rundt i den med ens foretrukne redskaber (for mit vedkommende bliver det grove nu klaret af en fræser ved navn Jed – han er nemlig fra Texas) uden at den klumper sammen. Samtidig skal den være varm nok til at de frø man gerne vil så, faktisk giver sig til at spire og ikke bare ligger og rådner i jorden. Det er altid lidt af en prøvelse for på den ene side vil man jo gerne have den maksimale vækstsæson, og IGANG! – på den anden side bliver det hurtigt trivielt og dyrt at så haven om. Ud over at checke jordtemperaturen på nettet og følge anvisningerne bag på posen er jeg så heldig at have yderst erfarne havenaboer – de har lagt deres kartofler i denne uge så nu er mine tidlige Primula og Solist også kommet i jorden. Og nu vi var igang kom jordskokkerne, hestebønnerne, feldsalat, spinat, jordbærspinat, pluksalat og radiser også i jorden. Jorden fik købe-ko-gødning og kompost først så jeg ser for mig at det nærmest må sprutte op af den næringsrige jord (og ikke et ord om folk der køberdyr bæ i poser). Det er altsammen noget der skulle kunne spire ved meget lave jordtemperaturer. Det næste der står for tur er stikløgene der skal dele bed med gulerødderne men de må lige vente til Jed og hans pilot har fået gjort endnu en bid af køkkenhaven klar.

Herhjemme i vindueskarmen er der ved at være godt fuldt, både de forfrosne “green grape”-frø og de nys indkøbte kinesiske vildtomater har en spireprocent på 100 hvilket om ikke andet får en til at føle sig vældig dygtig. På den anden side er der kun kommet eet eneste eksemplar af de huckleberries jeg havde glædet mig sådan til – og det er nærmest værre end ingenting da planten ikke kan selvbestøve. Tomatilloerne blev sået lidt senere og der er kommet et par stykker men jeg tror at der er en del fusere imellem dem også. Heldigvis har jeg en kollega med italienske forbindelser så jeg har byttet mig til nogen vældigt lovende blommetomatfrø der også skal sås så snart som muligt. Desværre har det vist sig umuligt at udvide lejlighedens vindueskarmsareal så det er en stående udfordring af finde en plads i solen til alle.

Share