Posts Tagged ‘Solist’

Sommer (advanced level)


2010
06.27

Jeg nyder det faktum at skoleåret er slut i fulde drag. At det falder sammen med et markant omslag i vejret fra efterår vol 2, 3, 4 og 5 til sol og varme med mere i vente – ja det gør naturligvis udsigten til et par ugers fuldtidshaveliv endnu bedre. Der er dog et stænk artemisisa i bægeret, jeg synes at det har været et vanskeligt forår/forsommer – kulden har gjort det svært at komme ordentligt i gang, det forspirede har måttet vente alt for længe i vindueskarmen og er blevet fesent og sart og der er mange af mine frø der slet ikke har spiret. Faktisk har jeg været ramt af så dårligt spireheld både inde og ude at jeg må overveje grundigt om det skyldes vrede ormeånder eller om jeg kan finde en mere indlysende årsag… Eventuelt vejret. Der er store huller i rækkerne med bønner og ærter og kartoflerne er allerede ved at rådne ned. Det er dog en mindre katastrofe end jeg troede for de har faktisk nået at sætte nogen pæne kartofler som vi har nydt de sidste par dage, dog er smagen af solist ikke helt optimal, jeg må eksperimenter videre med sorter til næste år. Køkkenhaven har fået sin egen redningsplan baseret på at efterså i potter og forhåbentlig fylde nogen af rækkerne ud på den måde. Ellers kan man jo altid håbe på at squash og græskar gider brede sig ud over det hele og dække alle fejlgreb.

 Nu er alt jo altså ikke ynk, der har også været positive overraskelser i løbet af foråret. For eksempel viser det sig at vi har en overflod af nelliker som kvitterer for ikke at være blevet luget væk sidste år ved at blomstre fantastisk i alle nuancer fra hvidt til sortrød og med mange kombinationer af farver og mønstre. De står meget højt på min “kan godt lide” liste. Skorzonerødderne er 1½ meter høje og blomstrer med store gule blomster der dufter af vanille, samtlige jordskokker er godt over en meter høje og hestebønnerne blomstrer – i hvidt, lyserrødt og rødt hvilket bare er lidt mere læx end “kun” at have hvidblomstrende hestebønner. Det er vel en af de måder man lige demonstrerer at denne have ikke er helt almindelig.

En anden og helt særlig kilde til glæde er kaprifolien som jeg godt vidste vi havde men som jeg dels troede at have skamklippet sidste år fordi den groede ind i en liguster/vildæble/fuglekirsebærjungle som jeg fældede  (lidt af) dels ikke så mere end et par blomster af sidste år fordi alle knopperne blev til bananer i en leg der indebar at samme bananer skulle plukkes og røres rundt i en plasticgryde med muddervand. Jeg er øm over kaprifolien fordi den er en af deder planter som bare er indbegrebet af sommerferie og turen ned til vandet ved farmor og farfars hus. Anyway – i år blomstrer den skamferede kaprifolium overdådigt – måske fordi den får mere lys, måske fordi den kan lide at blive skåret ned? Jeg ved det ikke men smuk er den:

Share

spire – spire – rod og blad, sådan gør man have (-ejeren) glad


2010
04.05

Nu begynder der virkelig at ske noget. Kartoflerne hygger sig i vindueskarmen og sender spirer op i lyset, eller det vil sige Solisterne hygger sig, Primula har valgt at rådne lidt i stedet for.

Primula, de sølle rester

Det hænger nok sammen med at læggekartoflerne lå lidt længe i deres plastikposer inden de fik lov at komme i en spirekasse. Istedet for de faldne Primula er trofaste Sava trådt til. De er godtnok ikke tidlige men som man siger på engelsk “people who let their seed potatoes rot in their bags can’t be choosers…” Tomaterne, både de nye kinesiske vildbasser og Green Grape fra sidste år, har fået mod på livet og er spiret i rekordfart oven på radiatoren, det er altså ikke noget problem for tomatfrø at overvintre uden varme. Deres spritnye fætre huckleberryene er ikke spiret endnu men jeg er stadig fuld af håb på deres vegne. På den anden side tog det kun tageteserne fra Aldi to dage at spire frem hvilket er snildt for så er de i fuld gang når kartoflerne skal lægges og så kan de agere anti-nematode-vagter. Og hvis ikke der er nogen nematoder der skal skræmmes væk så ser det altid pænt ud med blomster sammen med kartoflerne.

Share