Posts Tagged ‘spire’

Om at lade noget spire og gro


2011
01.18

- at sammenligne børn med planter er næppe originalt – og det er i den sammenhæng ligegyldigt om man opfatter sine små som sarte vækster der bør gødes og vandes og beskyttes mod den hårde vind og slemme (blad)lus. Eller om man ser dem som mælkebøttefnug der slår rod og blomstrer på det sted i verden som de selv vil og som bliver ved at strække sig mod solen og folde deres blade ud selvom de bliver møvet over af plæneklipperen en gang imellem og gnasket i af sultne snegle. Hvad enten de er drivhusvækster eller ukrudt (og den skelnen ligger nok også lidt i øjnene der ser) så blev mine unger plantet om for et halvt års tid siden. Nedenfor har jeg forsøgt at beskrive hvordan og hvorfor:

Vores vej til Den Demokratiske Skole

For et halvt år siden blev vi pludselig forældre til to friskolebørn – vi vidste godt at vi var forældre til to børn (henholdsvis Uffe på ni og Astrid på seks) men at de skulle gå på friskole føltes både overraskende og overraskende rigtigt. Nu er ungernes skole jo ikke en hvilken som helst friskole eller lilleskole, men en der er grundlæggende og meget anderledes, end nogen anden skole vi på det tidspunkt havde hørt om, en slags skole som folk spørger overrasket til når man fortæller om den.

 

Vi vil gerne forsøge at beskrive hvordan og hvorfor vi og ungerne traf vores beslutning og hvordan det første halve år på den demokratiske skole er gået.

Forhistorien

Vores baggrund for overhovedet at begynde at lede efter et alternativ til vores lokale folkeskole var ikke at den var helt forfærdelig – for det er den ikke, det var heller ikke at vores barn (det var kun Uffe der var startet i skolen på det tidspunkt) ikke gjorde faglige fremskridt – for det gjorde han også, endda gode fremskridt. Problemet lå i at vi så et barn der fra at have været meget videbegærlig blev mindre og mindre glad for at lære og mindre og mindre nysgerrig, både i skolen og derhjemme. Samtidig oplevede vi at det sociale og disciplinære kom til at fylde utroligt meget. Vi og de andre forældre i klassen gjorde en stor indsats for at skabe sammenhold blandt børnene og bakke lærerne op. Det sociale var også et stort fokuspunkt for lærernes arbejde. Alligevel var mange af børnene utrygge og følte sig sårbare i klassen. Det skyldtes nok til dels at det sociale miljø var uforudsigeligt, reaktionen på for eksempel drilleri eller vold afhang helt af hvilken voksen der var i nærheden, forudsat naturligvis at der var en voksen i nærheden. Når børnene var overladt til sig selv som de naturligvis var i frikvarter og lignende, var de ikke i stand til at være sammen på en måde der rummede alle, endsige løse konflikter på egen hånd. Den negative udvikling betød at de voksne i højere og højere grad opstillede regler og konsekvenser og at børnene blev mindre og mindre trygge – og det smittede af både på lysten til at lære og til at være i skolen. 

Da vi så skulle til at sende vores andet barn i skole virkede det indlysende at tænke situationen igennem igen, ønskede vi at give vores børn en skole som ikke var katastrofalt dårlig men som altså heller ikke var ret god? En skole der implicit kræver at det enkelte barn slås for at etablere en plads i en hakkeorden? En skole som givetvis tilbyder et vist mål lærdom men som måske heller ikke tilbyder så meget mere?

Vores første møde med Den Demokratiske Skole

En af de skoler vi undersøgte var Den Demokratiske Skole og her føltes det som om hele tilgangen til børn og uddannelse blev vendt på hovedet. Vi var nærmest vantro da vi læste på hjemmesiden om at børnene selv må vælge hvad de laver og om de overhovedet vil beskæftige sig med det som man forventer at skolebørn skal. På den anden side virkede de klare regler for acceptabel adfærd vældig tillokkende. Vores nysgerrighed var vakt og vi tog til informationsaften. Her blev vi introduceret til grundtanken bag Summerhillskolen som vel helt kort kan opsummeres til at børn ønsker at lære, de vil lære sig ting eller bede om hjælp til at lære ting efterhånden som de føler at de får brug for det. Hvis man ikke er motiveret af lyst eller behov, eller ikke er tryg, så kan man ikke lære noget og de mange timer på skolebænken er mere eller mindre spildte.

Vores første overvejelser

Hvis man tænker over det virker det måske ikke så radikalt? Hvis man tænker over alle de timer man har brugt i skolen, hvad er det så der hænger ved? Det er det man skulle bruge eller som var sjovt, alt det andet er pist væk, måske på nær nogle få remser og lignende.  

Den grundlæggende forudsætning som ligger i Summerhillskolerne er at børn har en iboende trang til at blive klogere på verden og det skal man ikke have tilbragt mange minutter sammen med et barn i førskolealderen eller en baby med vidtåbne øjne for at vide. Vi gik i hvert fald hjem med en kildrende fornemmelse i maven af at det måske ikke var så skørt og at det måske var muligt at finde en skole hvor vores unger kunne bibeholde og dyrke deres nysgerrighed på verden.

Hvorfor skal børn i skole?

Vi prøvede at spørge os selv hvorfor man sender børn i skole? For os er der to grundlæggende svar; det ene pragmatisk, det andet blødt og udflydende.

Det pragmatiske svar på hvorfor man sender børn i skole er vel at det gør man for at de skal blive forberedt til videre uddannelse så de kan få mange valgmuligheder og gode jobs som voksne. Vi ved jo at uddannelse er en vigtig bestanddel i at sikre sig en plads på samfundets solside og man sender vel også sine børn i skole fordi de ikke kan være alene hjemme mens vi er på arbejde. Det andet svar er mere blødt; børn skal gå i skole for at få rum til at lære sig selv at kende, at finde ud af hvad de kan og hvad de kan lide, for det er jo det de skal bruge til at udstikke deres kurs i voksenlivet. De skal også helst lære at navigere i og tage del i det samfund de skal ud at være voksne i så de kan forme deres eget liv inden for samfundets rammer og tage del i udformningen af det samme samfund.  

Med det svar formuleret for os selv var valget pludselig ikke så svært. Informationsmødet var en tirsdag, Astrid skulle starte i børnehaveklassen om torsdagen. Det gjorde hun også, i den lokale folkeskole, og om fredagen havde begge unger første prøvedag i Den Demokratiske Skole.

Så langt så godt: Da prøvetiden var overstået var begge unger helt sikre på at de gerne ville blive og skolen ville gerne have dem.

Det første halve år på skolen

Hvordan har det sidste halve år så været for os og vores unger? Vores børn elsker deres skole og deres kammerater, de er blevet en del af et slæng af unger i hele aldersspektret som trives sammen. De oplever ikke vold og udelukkelse men derimod at være værdsatte kammerater. Det giver god selvfølelse og glade børn. Skolens fleksible mødetider gør at morgener og eftermiddage ikke er (nær så) stressede som de kunne være før i tiden. Det er en lille ting men rart alligevel.

Det store spørgsmål for os voksne er selvfølgelig om de lærer det de skal? Det korte svar er at det ved vi ikke. Ville de lære det i en anden skole? Det ved vi heller ikke men i en folkeskole ville de få det samme tilbud som de fleste andre børn i Danmark, de ville kunne lære eller lade være med at lære det samme som alle andre og deri ligger der en hvis tryghed for os som forældre. Nu hvor vi har valgt noget andet er det pludselig alene vores ansvar hvis det viser sig ikke at være et godt valg. Det er vel i princippet altid forældres ansvar at vælge det der er bedst for deres børn men ved at vælge noget andet har vi i hvert fald tydeliggjort ansvaret for os selv.

Det vi ved, er at børnene i denne skole er glade og trygge og at de får rum til at opsøge viden når de vil. At de oplever at de har reel indflydelse på deres hverdag og et reelt ansvar for at skolen fungerer og er rar at være på. De slipper også for at spilde deres tid med al det fyld der er i den traditionelle skole, den tid som vi selv har brugt på at kede os, tænke på andre ting og på at lave ting som ikke gav mening for os og som vi derfor øjeblikkeligt glemte igen. Skoleskiftet har også betydet noget for den måde vi er sammen på derhjemme, muligvis ikke så meget i praksis men der er alligevel en forskel i at der nu ikke længere er en skoleinstitution der sætter visse ting på børnenes dagsorden og skubber andre ting til side. Pludselig er enhver situation en mulig kilde til læring netop fordi det igen er vores (børnenes og de voksne der er omkring dem) ansvar og ikke alene skolen og et skema. Det er lidt på samme måde som da ungerne var små og vi helt naturligt bistod dem i deres udforskning af verden ved for eksempel at løfte dem op så de bedre kunne se det der nu havde fanget deres blik. Den kunstige opdeling af livet i tider og steder for læring og tider og steder for andre ting er faldet væk. Hvis man spørger vores børn hvad de har lavet i skolen siger de ret samstemmende at de har leget – og det har de helt sikkert også men de har også lært, både de diffuse ting som selvværd og ansvarlighed og nogen helt konkrete færdigheder som at læse og at lære engelsk.

På spørgsmålet om det er godt nok, så må vi erkende at det bliver vi ved at diskutere sådan som forældre vel altid diskuterer om de nu gør hvad der er bedst for deres børn, men det er i hvert fald det allerbedste vi har kunnet finde.

Share

Hvad var det dog der skete/mit vinterkolde hjertes kvarts/må smelte ved at se det


2010
04.17

Violer i græsplænen

Endelig det blevet tørt og mildt nok til at komme i jorden. I alle havebøger står der at jorden skal være “tjenlig” – et havekodeord der betyder at jorden skal være varm og tør nok til at man kan arbejde med den, dvs rode rundt i den med ens foretrukne redskaber (for mit vedkommende bliver det grove nu klaret af en fræser ved navn Jed – han er nemlig fra Texas) uden at den klumper sammen. Samtidig skal den være varm nok til at de frø man gerne vil så, faktisk giver sig til at spire og ikke bare ligger og rådner i jorden. Det er altid lidt af en prøvelse for på den ene side vil man jo gerne have den maksimale vækstsæson, og IGANG! – på den anden side bliver det hurtigt trivielt og dyrt at så haven om. Ud over at checke jordtemperaturen på nettet og følge anvisningerne bag på posen er jeg så heldig at have yderst erfarne havenaboer – de har lagt deres kartofler i denne uge så nu er mine tidlige Primula og Solist også kommet i jorden. Og nu vi var igang kom jordskokkerne, hestebønnerne, feldsalat, spinat, jordbærspinat, pluksalat og radiser også i jorden. Jorden fik købe-ko-gødning og kompost først så jeg ser for mig at det nærmest må sprutte op af den næringsrige jord (og ikke et ord om folk der køberdyr bæ i poser). Det er altsammen noget der skulle kunne spire ved meget lave jordtemperaturer. Det næste der står for tur er stikløgene der skal dele bed med gulerødderne men de må lige vente til Jed og hans pilot har fået gjort endnu en bid af køkkenhaven klar.

Herhjemme i vindueskarmen er der ved at være godt fuldt, både de forfrosne “green grape”-frø og de nys indkøbte kinesiske vildtomater har en spireprocent på 100 hvilket om ikke andet får en til at føle sig vældig dygtig. På den anden side er der kun kommet eet eneste eksemplar af de huckleberries jeg havde glædet mig sådan til – og det er nærmest værre end ingenting da planten ikke kan selvbestøve. Tomatilloerne blev sået lidt senere og der er kommet et par stykker men jeg tror at der er en del fusere imellem dem også. Heldigvis har jeg en kollega med italienske forbindelser så jeg har byttet mig til nogen vældigt lovende blommetomatfrø der også skal sås så snart som muligt. Desværre har det vist sig umuligt at udvide lejlighedens vindueskarmsareal så det er en stående udfordring af finde en plads i solen til alle.

Share

spire – spire – rod og blad, sådan gør man have (-ejeren) glad


2010
04.05

Nu begynder der virkelig at ske noget. Kartoflerne hygger sig i vindueskarmen og sender spirer op i lyset, eller det vil sige Solisterne hygger sig, Primula har valgt at rådne lidt i stedet for.

Primula, de sølle rester

Det hænger nok sammen med at læggekartoflerne lå lidt længe i deres plastikposer inden de fik lov at komme i en spirekasse. Istedet for de faldne Primula er trofaste Sava trådt til. De er godtnok ikke tidlige men som man siger på engelsk “people who let their seed potatoes rot in their bags can’t be choosers…” Tomaterne, både de nye kinesiske vildbasser og Green Grape fra sidste år, har fået mod på livet og er spiret i rekordfart oven på radiatoren, det er altså ikke noget problem for tomatfrø at overvintre uden varme. Deres spritnye fætre huckleberryene er ikke spiret endnu men jeg er stadig fuld af håb på deres vegne. På den anden side tog det kun tageteserne fra Aldi to dage at spire frem hvilket er snildt for så er de i fuld gang når kartoflerne skal lægges og så kan de agere anti-nematode-vagter. Og hvis ikke der er nogen nematoder der skal skræmmes væk så ser det altid pænt ud med blomster sammen med kartoflerne.

Share