Posts Tagged ‘syre’

Bikkelstær og barbarer


2013
05.20

Man må sige at pinsen har vist sig fra sin allerpæneste side her hos os i Pomona og alting vokser amok. Overskriften referer til den nye stikkelsbærbusk der allerede har bittesmå nye bikkelstære hængende under grenene – det synes jeg er både sødt af den og ret overskudsagtigt når man tænker på at den nærmest lige er blevet plantet. Barbarerne er den grønne horde i det nu nedlagte staudebed. Rabarberne breder sig majestætisk og selv havesyren har fundet sin overmand i vækstkraft og -tempo. Med lidt dårlig samvittighed har jeg valgt at fjerne de tårnhøje blomsterskud på nær et enkelt der var lyserødt – åbenbart får vinrabarber lyserøde blomster og dem kunne jeg ikke nænne at fjerne, jeg har jo også sikret mig en god forsyning af lårtykke “hesterabarber” der altså efter min mening er fuldt så gode som de mere pjevsede vinrabarber. Jeg har i øvrigt givet den som køkkenhavens Stalin igen efter endnu engang at have fået kolde fødder når der skal ryddes et bed. Sagen er at der er så mange ting der spirer frem af sig selv fordi planterne får lov at stå i jorden vinteren over og derfor kaster frø inden jeg fjerner dem (det gør jeg både af hensyn til jordstrukturen og dyrelivet.. og lidt fordi jeg som regel har virkeligt travlt om efteråret lige i den periode hvor man kunne rydde køkkenhaven). Frøene spirer frem til nye californiavalmuer – der startede som en farveblanding men nu har udviklet sig til en population af udelukkende pusfarvede individder (hvad der er meget yndigt sammen med de hudfarvede akelejer) morgenfruer, rød mælde – som jeg tror jeg nok skal få en del sjov ud af, den er lige så livskraftig som havesyren men altså også ret flot fordi den er fuldstændig rødbedefarvet og endelig dem som blev ofre for en tvangsflytning af stalinistisk tilsnit, nemlig honningurt. Jeg har hørt onde tunger hævde at det er en firseragtig blomst men jeg synes at den er meget pæn og bierne er helt tossede med den – ergo kunne jeg ikke nænne at ofre alle de honninurt(er?) der var spiret frem i det tredje bærbed som skal have dug og flis på ligesom de to andre bede. Honningurterne står nu og ser temmeligt chokerede ud i deres nye kolkhos-højbed og jeg håber meget at jeg har mere held med projektet end Stalin… Det er skidt at flytte enårige planter når de er næsten i blomst men det var det eller den visse død under ukrudtsdugen.

Der var måske ikke lige frem tale om livsfare men bamsen og egernet havde sidst på dagen pludselig meget lyst til at slå hinanden ihjel, muligvis i frustration over en mislykket kattejagt. De er heldigvis ret ligeværdige selv om de slås forskelligt; bamsen skubber, grabser og maser egernet og slår hende måske lidt med flad hånd mens egernet har et lynhurtigt kobraegernangreb hvor hun hugger sine skarpe tænder i bamsens arm eller ryg.. men de må selvfølgelig ikke slås. Havens øvrige dyreliv har ret travlt med det man bruger den anden halvdel af livet på: Sauronskaderne har muligvis en rede i det gamle blommetræ men jeg tror ikke der er unger i, jeg ved ikke om det er en ekstrarede eller hvad for de plejer jo at have unger i granfortet inde ved siden af. Der er dog stensikkert unger i kassen i æbletæet men det er endnu ikke lykkedes mig at se forældrene så jeg ved ikke om det er musvitter, blåmejser eller spurve, vi har vist haft alle tre før. Skulle nogen have lidt tid til overs mellem al den krig og kærlighed er Pomona nu også blevet beriget med en yndig blå plasticsandkasse. Eller ihvertfald står den yndigt under det lille æbletræ som har haft så mange blomster i år at ungerne syntes at det lignede en puddelhund. Det passer egentlig meget godt, æblerne på det smager også lidt ubestemmeligt, måske af puddelhund?

Share

At høste uden at så


2011
04.21

At høste uden at så virker jo nærmest perverst for en der er vokset op i en kultur præget af protestantisk arbejdsetik – hvem ved, måske er det ligefrem syndigt? Det er dog en bekymring jeg har nemt ved at lade fare – herhjemme runder vi snart det andet år fri af folkekirken og jeg må indrømme at vi ikke savner den det mindste. I min have er hverken kvinder eller æbletræer af det onde og skulle der være en slange der fik lyst til at bo hos os, ville den blive modtaget som en æret gæst ligesom tudser, pindsvin, krager, ugler og andre mørkedyr. Tilbage til det med at høste uden at så, jeg gik for sjov en runde i haven for at se hvad der egentlig kan høstes nu og jeg blev overrasket over hvor meget der er. Jordskokker er der masser af, vi har slet ikke fået taget af dem i vinter så nu er der lagt i oven til et veritabelt vildnis af jordskokker når de allesammen spirer, syren strutter og der er masser af den, timianen er grøn, de første citronmelisseblade kigger op, æblemynten står fin og grøn, løvstikken har fine blade og mælkebøtter og persille er der masser af. Det er selvfølgelig ikke helt nok til et måltid, medmindre man vil have jordskokker med grønt drys, men dog temmelig meget mere end ingenting. Hvis nu alle planer var lykkedes ville jeg også have kunnet skrive rabarber på listen men de er alt for spæde endnu. Jeg har dog ikke opgivet dem helt, de rabarber der blev flyttet sidste år ser ud til at være lidt mere livskraftige end de gamle.

Jeg er dog alligevel så heldig at have en lille smule rabarber i køleskabet, dem fik jeg foræret i går da vi var inviteret til fødselsdagsfest i permahaven Gule Reer i Reerslev. Det var en vældig hyggelig fødselsdagsfest og superspændende at se permahaven der har små agre, søer, drivhus og snart også en hønsegård med solcelleopereret automatisk dør. Hvis man ikke liiige havde en have i forvejen ville jeg helt sikkert sige ja tak til muligheden for at blive medlem af arbejdsfællesskabet derude. Og deres rabarber var altså langt større end mine små ydmyge stilke. Nu har jeg lige en aftale med et hold tvillinger der nok vil tage det meste af min tid de næste par år men derefter vil jeg virkelig gerne tilegne mig mere viden om permakultur. Tanken om at arbejde med naturen i stedet for at betvinge den, ligger allerede i økologien men i sin mest skrabede form behøver økologien jo ikke at være andet end fraværet af gift og kunstgødning. Permakulturtanken går i dybden med at forsøge at forstå naturens ressourcekredsløb og hvordan mennesker kan blive en del af det på en positiv måde. En del af den tankegang kunne jo også være at have afgrøder der kommer igen af sig selv og som trives så godt at de ikke kræver megen pasning. Min havesyre er et godt eksempel på sådan en staudeafgrøde. At den så tilsyneladende har en ret lav tærskel for trivsel, forstået på den måde at den spreder sig i hele haven og ser glad ud allevegne, betyder foreløbig ikke så meget. Jeg må fluks undersøge hvilke andre staudeafgrøder der findes…

Share

40 dage


2010
05.01

Havesyre

      Så længe har det taget syren at komme til at se sådan ud, det første billede er fra 21-3 og det sidste er fra i går. Jeg skal helt sikkert have flere staude-grøntsager og efterårssåede afgrøder i år. I øvrigt er det ikke et bed fyldt med ukrudt syren står i, det er et bed med masser af biodiversitet, herunder en meget fin kvanplante.

Nu ser syren sådan ud

Share

Slemme slemme rabarber


2010
03.21

Rabarber tsk tsk

Vintergækker fra det lille møghjørne

 

Der er kommet vintergækker og erantis op i den nye græsplæne, helt uden at vi har gjort noget for det og det er SÅ fint, så pyt med at plænen også har fået skaldede pletter – det har vi vel allesammen efter den vinter… Udover vintergækkerne rumsterer det allevegne: Mynten er klar, den har også bare stået med rødderne i en spand frossen mudder hele vinteren, rabarberen er forårsuterlig og burde skamme sig og det varer ikke længe før man kan høste af syren igen.

Havesyre

Vin, hindbær og brombær er skåret kærligt men fast ned, køkkenhaven ryddet for forhindringer for fræseren og ungerne har samlet snor, plastikstrips og andet snask sammen, vi er med andre ord næsten færdige med efterårsklargøringen…

Share