Posts Tagged ‘The’

Spring! – spring! over, overspring!(-shandling)


2011
01.02

Ja, der har været en mindre lakune i skriveriet men nu, i juleferien, er der tilpas mange stile der presser sig på til at behovet for, og tiden til, en overspringshandling melder sig. Det er nok et af bloggen hers fornemste funktioner, så here goes:

Pomona ligger brak, begravet under dynger af permasne og frossent smeltevand. Den sidste udflugt derned kort før jul havde til formål at høste grønkål til grønlangkål. Det var meget dejligt at grave i den løse frostsne med tykke luffer på og med hænderne følge kålstokken ned til et passende sted at skære den over. Selve fældningen var ikke helt nem med en lille lommekniv, sådan nogen kålstokke er forbavsende kraftige men det lykkedes og jeg fik 4 fine kålstokke med hjem. De 3 spiste vi men den ene ligger på altanen og venter – godt pakket ind for jeg kunne se i haven at der er “nogen” der spiser af de kålstokke der stikker op af sneen, jeg tror det måske er duerne men jeg ved det ikke. Kålstokken får nok lov at blive liggende lidt for ligenu er der ingen der gider at lave mad, vi lever fortrinsvis af klejner og chokolade… eller jeg gør ihvertfald. I haven kunne jeg også se at vores faste sommergæstekat Tarzan også afpatruljerer haverne om vinteren, vi mødte hende(!) ikke men jeg kunne se den fineste halvtunnel i sneen hvor den åbenbart følger samme rute ganske ofte. De andre beboere i haven så vi ikke noget til men jeg fodrer heller ikke om vinteren, jeg kommer ikke tit nok til at opretholde en stabil forsyning og så mener jeg at have hørt at det er bedre at lade helt være. Til gengæld fodrer vi hjemme på den franske altan. Det er ganske vist forbudt da det angiveligt trækker rotter til – men selvom rotter er meget adrætte og gesvindte (og charmerende) dyr så tvivler jeg på at de ville gide at kravle op af væggen til 3.sals højde for at æde frø på vores franske altan. Ihvertfald har jeg endnu ikke set rotter på altanen men derimod et udvalg af blåmejser, musvitter, skovspurve, solsorte, duer, rødhalse og en sjælden gang imellem en (stor!) måge. Måske får vi mere eksotiske gæster hvis frosten varer ved, sidste år så vi både en vindrossel og store flokke af sjaggere. Ikke på altanen men alligevel dejligt.

Alle tanker om at gøre det ene og andet i haven bliver så underligt fjerne nu hvor det er uoverskueligt koldt at gå udenfor og der er uoverskueligt længe til forår. Det er dog en lille opmuntring at det snart er tid til at begynde at bestille frø hjem og lade sin indre jubeloptimist forbryde sig mod dankortet under indflydelse af euforiserende billeder af grøntsager og sommerblomster - Damn you internetshopping! Jeg har for eksempel allerede fundet ud af at jeg kan bestille småplanter af bisongræs, også kendt som sødgræs og festgræs. Det er planten der giver smag til Zubrovka-vodka og til den (foreløbig) eneste Kusmi-the variant der ikke fås ligeså god og langt billigere hos min lokale thepusher. Sådan en plante må jeg eje for jeg er helt vild med smagen og duften der vistnok skyldes det samme stof (kumarin) der får stenkløver til at dufte så dejligt når man tørrer det.

Share